Det er sjældent, der begås romaner fra Østgrønland. Det er en slags et tabu. En dansk forfatter vover nu forsøget. Det er blevet til en læseværdig beretning fra samfundets bund

af Klaus Haase.
Tunu betyder på grønlandsk 'ryg'. Eller bagside. Det er også betegnelsen for Østgrønland. Denne del af verdens største ø bebos af 3000 mennesker. Kun en lille del af de 56 000 mennesker, der bor i hele Grønland.
Begrebet bagsiden kan her have en dobbelt betydning. Østgrønland bliver i Vestgrønland af mange betragtet som 'bagsiden af Grønland'.
Der er samtidig noget i grønlandsk sammenhæng eksotisk og koloniagtigt over bagsiden: Barsk natur. Ofte tilbagevendende storme. Et meget isoleret samfund.
Det østgrønlandske sprog er meget anderledes end 'rigssproget'. Undervisningsmaterialet på østgrønlandsk er meget begrænset. Levestandarten øst på er lavere end vestpå.

En grønlandsk koloni
Befolkningen er spredt i bygder og byer, og meget afhængig af forsyninger på lange afstande med lunefuldt vej, som til stadighed udsætter transport af livsnødvendigheder. Flyforbindelser er langt under vestgrønlandsk standard. Infrastrukturen er elendig.
De sociale problemer er massive. Der samles af og til ind til Østgrønland som til udviklingslande.
Samtidig har østgrønlændere en lav status i den vestlige del. Mange østgrønlændere har store integrationsproblemer, når de kommer til Vestgrønland. Østgrønland er kort sagt en slags intern grønlandsk koloni med overlegne 'storebror' vestpå. Tabubelagt og - lidt glemt.
Kim Leines meget roste debut- og erindringsroman 'Kalak' er tidligere anmeldt af undertegnede i denne avis. Det er et pragtstykke af en roman. En del af den foregår i Vestgrønland.
Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Hver en kulturkrone forfatteren har fået til at skrive videre, er det værd.

Sex og undergang
Denne gang er her tale om en endda endnu bedre roman.
Forfatteren fortæller om en mandlig sygeplejerske, der tager arbejde i en østgrønlandsk bygd. En del af romanen er dagbog i mailform, skrevet af den angivelige hovedperson.
Han tillader sig at springe solidarisk og indfølende ind i sine personers hoveder og daglige adfærd. Han følger danskere, vestgrønlændere og østgrønlænderes dagligliv sammen og alene.
Læseren bliver fra starten af romanen brutalt sparket ind i et hasardspil der gælder løn og velfærd i de sene nattetimer. Der dyrkes erotik og sex så det rasler i fjeldene. Der dyrkes jagt. Venskaber. Forelskelser. Der sker ulykker. Der helbredes.
Der følges vidt forskellige sociale kår og fælles problemer. Nogle bor i velisolerede huse. Andre ligger og hoster tuberkuløst i ruiner, hvor det piver i revner og sprækker.
Der er utroskab. Fødsler. Dødsulykker. Kønssygdomme som aids, de efterfølgende moralske problemer: 'Hvad siger en smittet til konen..?
Der er opbrud og brudte forhold. Forfatteren gør et interessant studie i kønsroller i den østgrønlandske bygd: Kvinderne er de stærke og handledygtige. Mændene er for en dels vedkommende ynkværdige og ubeslutsomme kujoner.
Romanen ender som virkeligheden - hverken godt eller trist. Bedst af alt: Den har både dokumentationsværdi og læseværdi. Kom endelig med mere fra Grønland, Kim Leine!
Kim Leine modtog i 2009 Statens kunstfonds treårige arbejdslegat.

Kim Leine: Tunu. 248 sider. Forlaget Gyldendal. Er udkommet