I 1956 dannedes det såkaldte Gladio-netværk, som var bevæbnede modstandsgrupper, der skulle tage kampen op i tilfælde af en sovjetisk besættelse af Vesteuropa. De var oprettet af CIA og NATO og fik også en dansk afdeling

af Anton Nielsen
Kommunisterne har altid forkastet terrorismen som et acceptabelt middel eller våben i den politiske kamp.
Man kan ikke nå sine mål om samfundsmæssige forandringer ved hjælp af terrorisme - og det er uanset om den udspringer af venstre- eller højreekstremisme eller religiøs terrorisme, og uanset om man besmykker sine voldshandlinger med politiske ideologier eller religiøse udgangspunkter.
Derfor er det af afgørende betydning, at vinde ungdommen for socialismen med saglig og sandfærdig argumentation. For lykkes det, har ekstremisterne ingen til at bære deres våben og sprængstof.
Men så langt er vi desværre ikke nået endnu. Det er fortsat sådan, at vore fjender gang på gang - vel vidende at det ikke var sandt - har anklaget de kommunistiske partier for at stå bag terrorisme. Det var og er falske påstande uden hold i virkeligheden.
Når det alligevel i en vis udstrækning er lykkedes at skabe det indtryk, at kommunisterne ikke viger tilbage for at bruge terrorvåbnet i den politiske kamp, skyldes det i vid udstrækning, at de forskellige terrororganisationer, som har huseret gennem årene, har omtalt sig selv som kommunister, hvilket de ikke var eller er - snarere tværtimod.
I 60`erne og 70`erne blomstrede eksempelvis den venstreekstremistiske by-guerilla op i flere vesteuropæiske lande, anført af Rote Armee Fraktion (også kendt som Bader Meinhof gruppen) i Vesttyskland, De røde Brigader (Brigate Rosse) i Italien og Action Directé i Frankrig.

NATO og CIA-støttede grupper
Udover de venstreekstremistiske grupper var der de ekstreme højreorienterede, fascistiske terrorgrupper, som den italienske Ordino Nero (Sort Orden).
Dertil skal lægges de såkaldte Stay behind-grupper, oprettet af CIA og NATO, som opererede (opererer?) i stort set alle vesteuropæiske lande - inklusive Danmark.
Det var bevæbnede, antikommunistiske grupper - støttet og udrustet fra allerhøjeste sted i Washington - som udgjorde det netværk, der i offentligheden blev kendt som Gladio, benævnelsen for et dobbeltægget romersk sværd.
De paramilitære grupper havde til formål - i tilfælde af krig (med Sovjetunionen) - at blive tilbage og gennemføre efterretnings- og sabotageaktioner.
I fredstid var opgaven, med alle midler - også mord - at bekæmpe de kommunistiske partier og andre, som måtte tillade sig at have en anden mening om samfundets indretning, end de ekstreme højrekræfter, som var samlet under Gladios dobbeltæggede sværd.

Italienske fascister
Den 17. marts 1981 ransagede det italienske politi en villa i Castiglion Fibocchi, der tilhørte den kendte forretningsmand Licio Gelli. Her fandt man medlemslisten over en frimurerloge ved navn Propaganda Due - forkortet P2.
På listen stod næsten samtlige ledende politifolk, dommere og italienske efterretningsagenter, der havde været med til at efterforske terrorbombningerne fra august 1969 til august 1980.
De havde - viste det sig - udlagt falske spor og saboteret efterforskningen, hver gang den kom tæt på de egentlige ophavsmænd - et netværk af neonazistiske terrorgrupper, kaldet Swarze Kapelle (Det sorte Orkester).
Det var en af disse grupper, Ordine Nuovo (Ny Orden), og ikke Brigade Rosso, som de fleste havde troet, der stod bag bomben i Bologna, hvor hovedbanegården blev sprængt i luften, og mange mennesker blev dræbt eller såret.
Terrorbølgen fra 1969-80 havde til formål at skabe så store politiske spændinger, at Gelli og hans venner kunne gennemføre et fascistisk kup i bedste latinamerikanske stil.
I 1967 havde man man, Gladio/NATO og CIA, støttet oberst-kuppet i Grækenland med planlægningen af kuppet, såvel som aktiv deltagelse i dets gennemførelse. Man kaldte det selv for spændingens strategi, 'strategy of tension'.

Kampen mod kommunismen
Men hvem var så denne Licio Gelli og hans P2-loge?
I et interview med The Scotsman on Sunday trak undersøgelsesdommer Jean-Louis Bruguière trådene tilbage til tiden omkring afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor de vestlige efterretningstjenester indrullerede nogle af de værste krigsforbrydere som agenter og spioner.
Bruguière pegede som eksempel på gestapomanden Klaus Barbie, 'Slagteren fra Lyon', der havde mindst 26.000 franskmænds liv på samvittigheden, og som i årevis blev beskyttet af den amerikanske efterretningstjeneste, American Counterintelligence Corps, CIC.
Det var CIC, der hjalp Barbie til Sydamerika, hvor han fortsatte som leder af neofascistiske dødspatruljer, indtil han i 1983 blev fanget i Bolivia og sendt tilbage til Frankrig. Men der var mange andre end Klaus Barbie.
Ved krigens slutning tog ledende amerikanske efterretningsfolk som general William H. Draper, Allan Dulles og James Jesus Angleton kontakt til de nazistiske efterretningskredse omkring Abwehr-agenten Paul Dickopf og SS-generalerne Walter Schellenberg, Karl Wolff og Otto Skorzeny.
Mange af kontakterne gik gennem Toscana-området i det nordlige Italien, og her blev Licio Gelli - hjemvendt fra tjeneste hos general Franco i Spanien - og den schweiziske nazist Franois Genoud, rekrutteret.
Det var ud fra dette netværk, at 'rottelinien' blev organiseret til at udsmugle tusinder af højtstående nazister til en `fredelig` pensionisttilværelse i Nord- og Sydamerika. Naziformuerne fulgte efter, ved hjælp af 'Odessa' og 'Die Spinne'-netværkerne.
Hundrede af tilbageblevne tyske officerer blev, sammen med italienske fascister og spanske blåskjorter, indrulleret i 'kampen mod kommunismen'.

Gladio - et terrornetværk
I 1956 dannedes det såkaldte Gladio-netværk, bevæbnede modstandsgrupper, der, som før nævnt, skulle tage kampen op i tilfælde af en sovjetisk besættelse af Vesteuropa.
Licio Gellis P2-loge var en del af Gladio, og sprængstofferne, som Ordine Nuovo anvendte i Bologna, kom fra Gladio og NATO.
Licio Gelli var som nævnt forretningsmand med prominente venner i hele den italienske elite - inklusiv daværende premierminister Giulio Andreotti og den dengang unge `lovende` Silvio Berlusconi - samt amerikanerne Alexander Haig og Henry Kissinger, mens disse tjente som USA's udenrigsministre.
Andre vigtige medlemmer af Gladio-sammensværgelsen var: Paul Dickopf, direktør for Interpol (1968-72), og Franois Genoud, en prominent schweizisk bankmand med særlige kontakter til den arabiske verden. Adolf Hitlers finansielle promotor, rigsbankdirektør Hjalmar Schacht undgik Nürnberg-domstolen, og blev i stedet filialdirektør for Franois Genouds bank i Marokko.

'Bliv tilbage' i Tyskland
Den 20. november 1990 kunne det kommunistiske dagblad Land og Folk - som en af sine sidste handlinger inden intern strid i DKP tog livet af avisen - med henvisning til de tyske aviser Bild am Sonntag og Der Spiegel, løfte endnu en flig af sløret omkring Gladio og stay behind-grupperne - eller som de hedder på tysk: 'Bleib Zurück' (på dansk 'Bliv Tilbage').
Det fremgik af Bild am Sonntag, at Gladio på dette tidspunkt fortsat eksisterede og var i fuld funktion som en særlig sektion under den tyske efterretningstjeneste, BND, Bundesnachtrichtendienst.
Uddybende bekræftede den vesttyske indenrigsminister, at til trods for at efterretningstjenesten formelt stod under BRD, så var den de facto under NATO`s kommando.
Han påstod over for avisen, at 'sektionen ville blive nedlagt næste forår, da den ikke længere tjente noget formål i en fredens og afspændingens tid'. Det lød jo godt. Ja, næsten for godt til at være sandt.
Det var det da heller ikke, i hvert fald ikke hvis man skal tro den tidligere danske krigsminister, Hans Hækkerup, som i en bog i 2003 påstod, at han lukkede den danske Stay Behind-gruppe i år 2000. Og da begge dele jo ikke kan være sandt, så gør man nok klogt i at regne med, at de stadig fungerer, og fortsætter deres beskidte og undergravende arbejde mod politiske modstandere.
I Der Spiegel var man anderledes klar. Bladet skrev med henvisning til et hemmeligt notat, udarbejdet af en navngiven embedsmand i kanslerembedet, at organisationen havde været aktiv i Tyskland (læs Vesttyskland) siden 1959, og stod under kommando af NATO`s militære overkommando - SHAPE - i Belgien.
'Bleib Zurück' havde ikke manglet penge. For eksempel var pengene til ikke mindre end 854 avancerede agentradioer til en værdi af 130 millioner D-mark, bestilt hos firmaet AEG/TST i München, uden nogen som helst problemer blevet bevilget via Forbundsdagens udvalg for hemmelige tjenester.
Enkelte havde protesteret. Således anklagede formanden for Den parlamentariske Kontrolkommission, Wilfred Pennyer, forbundsregeringen for brug af mafiametoder i Gladio-affæren, og for totalt at have forsømt sin informationspligt over for Forbundsdagen.

'De hvervede' i Italien
På samme tid (1990) pågik der store demonstrationer (i Rom 200.000) mod ledende italienske politikere, som havde forsøgt at sløre deres egne og andres medvirken i Gladios kupforsøg, attentater og mord.
Demonstrationerne rettede sig særlig mod den italienske republiks daværende præsident, Francesco Cossiga og ministerpræsident Giulio Andreotti, som man krævede sat for retten for at have løjet vedrørende deres medvirken i Gladios beskidte virksomhed. Demonstranterne fik som bekendt ikke deres vilje. Sagen slæbte sig af sted. Hele det etablerede politiske liv strittede imod.
Men noget skete der dog. En liste på over 600 gruppeledere og 139 hemmelige våbendepoter var blevet tilstillet parlamentets undersøgelseskommission.
'De hvervede' - der alle tilhørte den konservative eller den nyfascistiske fløj - skulle stå i spidsen for grupperne i tilfælde af krig. De udgjorde godt 10.000 mand, der alene skulle alene beskæftige sig med sabotage og likvideringer.
I et tv-interview udtalte den daværende italienske sikkerhedschef Viviani, 'at sagen blev koordineret af NATO i 1959'.
Samtidig startede to italienske undersøgelsesdommere en undersøgelse af Gladios hemmelige våbendepoter. I et af depoterne havde man fundet otte kilo plastisk sprængstof af typen C4. Højre-ekstremistiske terrorister havde anvendt netop denne type sprængstof, da de i 1972 dræbte tre politifolk ved et bilbombeangreb.

Om nødvendigt slå dem ihjel
I årevis benægtede det officielle Danmark eksistensen af de såkaldte 'Stay Behind-Grupper'. I år 2000 blev det dog klart, at regeringen alligevel havde kendskab til det CIA-finansierede terrornetværk, da den daværende krigsminister, Hans Hækkerup, som tidligere nævnt meddelte, at han havde nedlagt organisationen.
Gladios virksomhed i Danmark er nu delvis afdækket - men også kun delvist. Ingen ved eksakt om terrororganisationen er død eller bare sover rævesøvn, for at vågne op til 'dåd', når chefen i Washington igen trykker på aktiveringsknappen.
Den 24. juni 2002 kunne man i det lille Helsingør Dagblad læse et interview af historikeren Steen Andersen med Niels Frommelt om Gladios virksomhed og Stay Behind-gruppernes virksomhed i Danmark:
'Et stort lager af sprængstoffer, maskinpistoler, håndgranater og lister over angrebsmål i Danmark hørte under den kolde krig i 1960`erne med til udstyret i det hemmelige efterretningsnetværk, som fandtes frem til 1990`erne', fremgik det af de mange og lange samtaler, som historikeren havde med en af grundlæggerne af det private netværk Firmaet.
'! Der fandtes 10-12 grupper med i alt op mod 200 personer, som også skulle bekæmpe danske kommunister og venstreorienterede og om nødvendigt slå dem ihjel', sagde den gamle koldkriger Niels Frommelt.
Frommelt var den ene af stifterne af 'Stay Behind-gruppen' Den anden var Arne Sejr, som var leder af det ekstreme, højreradikale og private spionforetagende 'Firmaet'.

Amerikanske våben i Danmark
I et senere interview - denne gang i Weekendavisen (21. juni 2002) - talte Frommelt for en gangs skyld rent ud om sit livslange og beskidte arbejde i CIA`s og antikommunismens tjeneste:
'I Danmark havde den `hvilende` CIA-finansierede hær været under opbygning siden 1948 på initiativ af førnævnte private efterretningsorganisation 'Firmaet'. Allerede i 1946 havde den amerikanske efterretningstjeneste OSA (som senere skiftede navn til CIA i 1948) indgået en aftale med den danske efterretningstjeneste om at oprette en hemmelig `privat` tjeneste, der skulle overvåge og føre psykologisk krigsførelse mod kommunisterne!'
CIA sendte derfor William Colby - den senere chef for CIA. - til Skandinavien for at sætte skub i opbygningen af den hemmelige hær, hvilket fremgår af hans erindringer, 'Honourable Men - My life in CIA'.
'Det hele var velorganiseret under Colby', sagde Frommelt. 'I sommeren 1955 får jeg villaen på Rosbæksvej (af hvem fortæller han ikke), og i foråret kom den første store sending med amerikanske våben!'
'Hvordan kom de amerikanske våben til Danmark?'
'De kom hertil på lastbiler, som vel kom fra de amerikanske baser i Vesttyskland. Jeg spurgte aldrig om, hvor de kom fra, og det var vel også ligegyldigt. Lastbilerne kom om natten, og vi bar kasserne ned i min kælder. Der var US-karabiner, maskinpistoler, ammunition, håndgranater og sprængstof. Der var rigeligt af det hele. Vi kunne sagtens starte en ny krig! '

Samarbejde med AIC og Urban Hansen
'Overvågede og registrerede I kommunisterne?'
'Ja selvfølgelig gjorde vi det. Vi var jo en efterretningstjeneste, som arbejdede sammen med forsvaret, politiet og AIC (Arbejderbevægelsens Informations Central). Der blev udvekslet informationer internt mellem de forskellige efterretningstjenester. Jeg deltog i en række møder i det koordineringsudvalg, som sørgede for, at vi ikke alle sammen rendte rundt og lavede det samme.
Det skete ret tit, at jeg tog til Politigården med oplysninger, og andre gange gik jeg i deres arkiver for at finde oplysninger. Vi var på god fod med politiet, og de lod mig altid se i deres arkiver.
Men de bedste oplysninger om kommunisterne fik man ikke hos politiet. Forsvaret var i min tid de bedste til at skaffe informationer. Derfor tog jeg tit ud på Vesterbrogade eller Kastellet for at kikke i deres arkiver (Forsvarets Efterretningstjeneste)', berettede Frommelt.
'Var efterretningstjenesternes arkiver, de eneste arkiver Firmaet havde adgang til?'
'Vi havde også gode forbindelser i AIC dengang. Jeg var adskillige gange på Rosenørns Alle (LO`s daværende hovedkvarter) for at kikke i deres arkiver. Det var Urban Hansen, som havde skaffet os den kontakt.
Urban Hansen var os en god mand, både mens han var hos AIC og senere, da han var overborgmester i København. AIC-folkene var altid meget villige til at hjælpe os. Man kunne altid gå op og spørge om nogle navne på forskellige kommunister. De havde en hel del navne i deres store kartotek, og deres villighed betød, at vi og amerikanerne satte stor pris på dem', slutter stikkeren og terroristen Niels Frommelt.

Kilder: Ret og Vrang nr. 33.
Weekendavisen 21. juni 2002.

Et anklageskrift
I PET-kommissionens nyligt udkomne rapport om efterretningstjenestens virksomhed fra 1945 til 1989 bliver de danske kommunister og deres parti udråbt til samfundsfjender og agenter i en fremmed magt tjeneste.
Endnu engang vendes tingene på hovedet.
Sandheden er, at både PET og andre efterretningsorganer selv har været villige redskaber for fremmede magter med katastrofale følger for mange mennesker.
I denne og en serie følgende artikler anklager Anton Nielsen de danske efterretningsorganisationer...
Om 30`ernes politi og politiske flygtninge
Om de spaniensfrivillige og HIPA
Da Danmark blev forrådt
Om kommunisthetz og Atlantpagten
Solidaritet og reaktion - stemningsbilleder fra 1956
Officerer i Nazisternes tjeneste
En skandaløs retssag i efterkrigstiden