¤¤Murstenens Filosofi¤¤ er en spændende, men ret problematisk gennemgang af videnskabsteoriens og filosofiens indhold og udvikling gennem de sidste århundreder
af Mauri Johansson
Kjeld Stenum, for Arbejderens læsere måske bedre kendt som Skærveknuseren, har sat sig en stor opgave.
Han vil skrive en opdateret fremstilling af vor tids filosofi og videnskabsteori. Ønsket er at skabe debat, og at bogen opleves som en udfordring.
'Murstenens filosofi' er den første del til et tobinds arbejde, hvor den næste del mest skal handle om moralspørgsmål.
Filosofi og videnskabsteori har interesseret Kjeld Stenum siden ungdomsårene og første bog er resultatet af mere end ti års arbejde i fritiden fra et job som jord- og betonarbejder. Godt gået!
Kjeld Stenum er også blandt pionererne i en ny form for bogudgivelse. 'Forlaget' er Books on Demand. Forfatteren gør stort set alt forlagsarbejde, inklusive korrekturlæsning, omslagsillustrationer med videre.
Det trykklare manuskript leveres til 'Forlaget' der laver den trykkeritekniske del og trykker det aftalte antal bøger - med rabat til forfatterenog en del markedsføringsstøtte.
På den måde kan man udgive sin egen bog for cirka 500 kroner. Ønskes mere service, stiger omkostningerne. I takt med bestillingerne trykkes flere bøger. En økologisk set smart løsning.
Om os og verden
Selve bogen beskriver tænkningens udvikling omkring det værende - 'ontologi' på filosofisprog - og hvordan vi finder ud af hvad og hvem vi og verden er. Vægten er lagt på det naturvidenskabelige område, med dets stringente og af eksperimenter bekræftede teorier.
Der redegøres især for de sidste godt 100 års fremskridt. Basis er påvisningen af kvanterne, der ser ud til at have en forbløffende stabilitet og derved skaber orden i verden, så vi kan forstå og meningsfyldt påvirke virkeligheden omkring os. Materialisme er den faste grund at bygge på.
Vi får indblik i relativitetsteorierne, komplementaritet, usikkerhedsrelationer og mange andre ikke helt let forståelige videnskabelige begreber. De fleste klassiske filosoffer får et ord med på vejen. Mange sjove eksempler og tankegange gør læsningen af det ellers ret tunge stof lettere.
Men, men. Når forfatteren kommer ind på det levende livs mangfoldighed og i særdeleshed menneskernes og samfundenes liv og levned, er det som om det materialistiske fundament begynder at vakle.
Kaos lurer og de videnskabelige muligheder dermed. Der er forbavsende få henvisninger til Marx og Engels. En række forhold, som henføres til Marx, er faktisk i direkte modstrid med det, som Marx selv skrev.
Marx fortaber sig
Kjeld Stenum forkaster dialektikken som værende videnskabelig. Ordet 'klasse' ses ikke omtalt, ej heller klassekamp eller kapitalisme.
I stedet sniger der sig ordet 'vi' ind - efter melodien 'vi er alle i samme båd'. Det vil sige at Marx` måske vigtigste bidrag til historien og samfundsforskningen fortaber sig.
Den af profitkapitalismen og udbytningen skabte økologiske og menneskelige ødelæggelse er nu noget, som den udbyttede arbejderklasse også må stå til ansvar for. Moralområdet bliver derefter ikke let at få styr på.
Så noget af Kjeld Stenums forventning er opfyldt: Den positivt engagerede, kritiske læser må gå omhyggelig til værks og afdække de svage led i præsentationen, til gavn for sig selv og som forudsætning for et samfund uden udbytning og ødelæggelse af miljøet.
Senere tids ret brogede filosofiske tekster som konstruktivismen kan ikke erstatte den historiske materialisme, den dialektiske metode, den politiske økonomi og Marx` kommunistiske projekt.
Det er ikke mulig indenfor rammerne af en kort anmeldelse af gå i detaljer, men forfatteren og andre kan anbefales at nærlæse Paul Paoluccis: 'Marx`s Scientific Dialectics', Haymarket Books 2007, Chicago, Ill., USA.
Her analyseres mange af problemstillingerne strikst efter, hvad Marx faktisk har sagt og ment, men som en efterverden, af mange grunde, har forplumret, til skade for tankens klarhed og handlingens målrettethed i bestræbelserne på at føre proletariatet til sejr.
Måske kan Kjeld nå at få rettet op på nogle af svaghederne i den anden del af hans planlagte udgivelse.
Kjeld Stenum: Murstenens Filosofi, Books on Demand (eller murstenfil@gmail.com ) 2009, 377 sider, 212 kr.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278