Det ændrer dog i mine øjne ikke ved, at økologisk historieforståelse giver værdifulde diskussionsinput, som vi bør tænke over. Økologiske kriser er ikke altid blevet taget lige alvorligt i den historiske materialisme, som er vores arv

af Kjeld Stenum
I kølvandet på den økologiske krise, som de seneste par hundrede års uhæmmede industrikapitalisme har drevet os ud i, er der også opstået en måde at forstå historien på, som efter min mening er både spændende og materialistisk, og i det omfang den udfordrer vores traditionelle opfattelse af historisk materialisme (og det gør den ubestrideligt på nogle punkter), mener jeg, der er tale om udfordringer, som det er værd at tage op til diskussion.
Økologiske kriser er nøglebegrebet i den ny historiefilosofi. Eller - 'ny' er måske allerede et noget forældet ord, faktisk har flere været inde på tankegangen i hvert fald i et par årtier. Et par navne er amerikanerne Marvin Harris og Jeremy Rifkin.
Hovedtanken er, at det, som af nogle kaldes 'universets grundlov', nemlig den anden termodynamiske lov, også opfattes som de menneskelige civilisationers grundlov. Den anden termodynamiske lov siger uforståeligt udtrykt, at summen af entropi i lukkede systemer øger.
Mere forståeligt betyder det, at energiniveauerne altid i det lange løb rodes sammen og jævnes ud, hvis der ikke tilføres ny energi udefra. Alle menneskenes samfund lever af den energi, som strømmer igennem dem. Eller sagt på en anden måde: En civilisation lever af at optage ophobet energi og slippe den løs igen i sammenrodet og for denne civilisation uanvendelig form, som affald.
Efteristidens jæger-samler-samfund levede fortrinsvis af at nedlægge og fortære store proteinrige jagtdyr som mammutter, uldnæsehorn, urokser og så videre og udskille disse samfunds begrænsede affald i form af gødning, køkkenmøddinger eller lignende, agerbrugskulturer lever af flodernes vandstrømme og forædlede planters proteiner, industrikulturer af fossil energi, atomkraft og så videre.
Den energikilde, som et samfund er baseret på, bestemmer mangt og meget i samfundet, men vælges ikke tilfældigt. Da vi mennesker jo også er magelige dyr, er vi altid mest tilbøjelige til at vælge den lettest tilgængelige energikilde. Derfor er vi også tilbøjelige til at låse os fast i bestemte produktionsmønstre. Og hvis de er en succes, formerer vi os så meget, at vi har tilbøjelighed til at presse ressourcerne for hårdt og løbe ind i økologiske kriser.
Så længe der vandrede masser af omtrent stegeklare mammutbøffer rundt på de nordeuropæiske og nordasiatiske stepper, levede menneskene der mageligst ved at koncentrere sig om dem. Men det var så sund og magelig en livsform, at menneskene formerede sig så meget, at de udryddede de fleste af de store jagtdyr. Så nye og mindre magelige livsformer som agerbrug med møjsommelig bearbejdning af jorden måtte opfindes.
Eller et senere eksempel: Det feudale middelaldersamfund var et samfund baseret på det, vi i dag kalder vedvarende energi. Hovedsagelig var det jo en agerbrugskultur, hvor det grundlæggende energibehov var trækkraft til tidens tunge plove, hvormed man vendte Europas klæge og vanskeligt forarbejdbare muld. Men også industrier baseret på vandkraft og eksempelvis jernudvinding ved hjælp af trækul fra skovene spillede nødvendige roller.
Den økologiske krise opstod, da de europæiske skove var ved at være fældede. Og 'løsningen' blev at opbygge energiforsyningen omkring fossil energi, i første omgang jordens forekomster af kul. Udnyttelsen af fossil energi førte hurtigt til det, vi kender som den industrielle revolution, behovet for pumper til minerne førte til, at den gamle græske opfindelse dampmaskinen pludselig fik stordriftsanvendelse og så videre.
Er termodynamikkens anden lov 'grundlov' for den historiske udvikling, som følger af sådanne økologiske kriser, betyder det, at menneskene ved overgangen fra den ene civilisationsform til den anden tvinges til at gå fra en lettere tilgængelig energiform til en vanskeligere tilgængelig energiform. Fordi menneskene er ekstremt tilpasningsdygtige dyr, har vi hidtil ikke blot klaret disse overgange, men endog klaret dem så effektivt, at de ny civilisationsformer ofte skabte grundlag for befolkningstilvækst. Der så igen på sigt udviklede ny økologiske kriser.
Denne succes ændrer dog ikke ved teoriens pointe: Vore civilisationer bidrager til at skabe entropi, altså til at gøre klodens forekomster af energi mere og mere vanskeligt tilgængelige. Og det, vi er vant til at opfatte som fremskridt, som for eksempel overgangen fra feudalisme til kapitalistisk industrikultur, er grundlæggende at gå over fra relativt tilgængelige energier som vandkraft og træfældning til mere utilgængelige energier, som det kræver mere energi at gøre tilgængelige, nemlig de fossile energier, som må brydes fra miner i jorden. 'Fremskridt' er at bruge mere og mere energi på at få energi.
Selvfølgelig har denne spalte kun plads til disse få appetitvækkende stikord. Og selvfølgelig bør meget diskuteres. Jeremy Rifkin mener for eksempel, at EU i modsætning til USA er en brugbar allieret i kampen for et samfund baseret på decentraliseret sol- og brintenergi som afløser for industrikapitalismens centraliserede koncerndominerede fossile energi og atomkraft.
Han er trods sin kritiske holdning til kapitalismen en umådelig indflydelsesrig debattør i de dannede kredse med indflydelse på EU-politikere og klimakonference. Men EU-politikere og klimakonferencer er ikke på nogen måde en vej til den nødvendige politiske forandring.
Det ændrer dog i mine øjne ikke ved, at økologisk historieforståelse giver værdifulde diskussionsinput, som vi bør tænke over. Økologiske kriser er ikke altid blevet taget lige alvorligt i den historiske materialisme, som er vores arv.