27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fem dages franske familiekriser

Fem dages franske familiekriser

Fredag, 20. november, 2009, 00:00:00

Glansbilledet og klicheerne lurer hele tiden undervejs i ¤¤Første dag i resten af dit liv¤¤, men bliver næsten holdt i ave af en periodevis interes-sant og sjov fortælling om en nutidig fransk familie

af Mikael Strandbech
Når Rèmi Bezancons film Første dag i resten af dit liv slutter til Lou Reeds bittersøde, evigtcoole klassiker 'A perfect day', og familien er samlet på stranden, for at sende et familiemedlems aske ud over havet, går der for alvor glansbillede i den. Sådan må den perfekte afsked være. I hvert fald på film.
Glansbilledet og klicheerne har ligget og luret hele tiden undervejs i 'Første dag i resten af dit liv', men er blevet holdt i ave af en periodevis interessant og sjov fortælling om en nutidig fransk familie. Fem familiemedlemmers liv fortalt over fem forskellige dage, fordelt på to årtier.
Temaet synes at være: alle vil elskes for dem de er eller prøver at være. Og er det, der binder os sammen, også det der adskiller os?

Den rige farfar
Den ældste søn, Albert, er selvbevidst, målrettet og nyuddannet læge.
Han nyder respekt i familien, også hos den rige farfar der, bitter over sin søn og livet, ellers sjældent er tilfreds. Alligevel kan Albert (Pio Marma•) tilsyneladende aldrig gøre det rigtige, når familiekriserne banker på døren.
Datteren Fleur (Déborah Francois) er teenager, forelsket og sørger over Kurt Cobain, dyrker sex, drikker spiritus, ryger pot og skriver dagbog. Der er nogle fine scener med Fleur, hvor billedsproget går en smule længere end den hidtidige middelvej, for at illustrere hendes smerte. Flot.
Den næstældste søn (Marc-André Grondin) tænker mest på at spille luftguitar. Faktisk så meget, at han stiller op i en konkurrence. Her møder han forståelse og hjælp fra sin far (Jacques Gamblin), der ud over at være taxachauffør, også har en forkærlighed for lange guitarsoloer. Scenerne, hvor far og søn øver luftguitar er ganske rørende på en absurd måde.

Middelmådig
Moderen Marie-Jeanne, spillet med et vist befriende vanvid af Zabou Breitman, føler sig uelsket og gammel. Derfor ryger hun pot i smug, imens hun måske - måske ikke - søger anerkendelse hos fremmede mænd.
Faderens konflikt med sin far, som han aldrig har kunnet gøre tilfreds eller føler sig set af, svæver igennem hele filmen som en sur lugt og forklaring på meget.
En anden forklaring bliver også hentet på en tur tilbage til barndomslandet. 'Middelmådig', siger farfaren hver gang sønnen serverer vin for ham. Desværre må jeg tilslutte mig farfaderens udsagn. Og det skyldes især, at filmen imellem de gode ting, bliver for tydelig, for rigtig og for perfekt.

Første dag i resten af dit liv. Instruktion: Rèmi Bezancon. Premiere i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. nov. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur