Borgerskabet har altid haft et blandet forhold til videnskaben. Man profiterer gerne af dens opfindelser, men vore ¤¤værdier¤¤ skal den ikke pille ved

af Erwin Neutzsky-Wulff
For omkring to og et halvt årtusind siden begyndte filosofferne at spekulere. Hidtil havde religionen givet alle svarene, nu var det, som om man ikke længere kunne være sikker på noget som helst.
Platon mente, han havde svaret - i denne verden var alting usikkert, så al sikker viden måtte nødvendigvis være om en anden verden, en verden, ikke af genstande, men af ideer.
Det var naturligvis en tanke, de kristne kunne nikke genkendende til, og så havde den endnu en fordel: Hvis folk brokkede sig, så kunne man altid henvise til, at der kun serveredes kage i himlen, og kun til de artige børn.
Faktisk var idealismen så praktisk, at den overlevede Gud, så at vi stadig væk i dag kæmper for frihed og demokrati, når vi udbytter og udrydder folk. Idealismen er med andre ord borgerskabets filosofi, mens socialismen traditionelt er materialistisk.
Med tiden blev sjælen naturligvis til 'det psykologiske', og i denne nye religion blev Freud som bekendt ypperstepræst. Mindre interessant i den forbindelse var det så, at en russer ved navn Pavlov afdækkede de mekanismer, der styrer adfærden.
Pavlov interesserede sig nemlig ikke så meget for borgerskabets seksuelle frustrationer, og derfor havde han ingen overklassefruer på divanen. Han anskuede hjernen som en maskine, og det kan man da virkelig ikke!
Desværre førte Sigmunds drømmetydning ikke til så meget. Det gjorde derimod den hjerneforskning, der anlægger en mekanistisk synsvinkel.
Derfor har borgerskabet også altid haft et blandet forhold til videnskaben. Man profiterer gerne af dens opfindelser, men vore 'værdier' skal den ikke pille ved.
I modsætning til dyrene har mennesket nemlig stadig en sjæl, som gør det muligt for det at hæve sig over basale behov. Hvilket da også har den behagelige bivirkning, at vi på samme måde kan hæve os over basale behov hos andre.
Arbejde, brød og fred? Gud, hvor tarveligt!
Enhver kan jo se det intelligente design, og at der er en Gud foroven, der råder for Danmarks sag og bekræfter de raske i retten til riget. Hvilket da også fremgår af, at netop som der ikke længere var nogen, der tog dette sludder alvorligt, så kom den moderne fysik som bogstaveligt sendt fra himlen.
Her viser det sig nemlig, at iagttageren ikke meningsfuldt kan adskilles fra iagttagelsen. Verden er en drøm!
Hvad der ikke synes at være gået op for disse idealister, er, at kvantefysikken faktisk siger det stik modsatte. Iagttageren kan ikke adskilles fra iagttagelsen af den simple grund, at han ikke har nogen selvstændig eksistens - der er ikke nogen 'bevidsthed' adskilt fra hjernen og verden.
Hvad den moderne fysik endegyldigt har taget livet af, er altså ikke en objektiv beskrivelse af verden, men sjælen. Og det er jo aldeles skrækkeligt, for hvordan skal vi kunne have respekt for mennesket, hvis det ikke er andet end et dyr og en maskine?
Svaret er, at denne respekt netop forudsætter en forståelse af, at vi har basale behov, som vi deler med andre arter, og ikke mindst vore medmennesker. Det er derfor, socialismen er og må være materialistisk.
Borgerskabets idealer, 'fremskridt', 'demokrati' og frihed til at sulte, har den for længst gennemskuet, og har den selv et ideal, må det være et samfund, hvor vi arbejder sammen, for at alle kan få tilfredsstillet deres 'dyriske' behov, og hvor de betragtes som menneskerettigheder, mad på bordet, tag over hovedet, tryghed og et meningsfuldt arbejde, i stedet for et, der består af svindlere og deres ofre. Den nægter at kæmpe og dø for borgerskabets idealer, men den lever og kæmper for livet selv.
Er det så virkelig alt, hvad mennesket er skabt til, at få tilfredsstillet sine dyriske behov og drage omsorg for, at andre kan få tilfredsstillet deres? Svaret er, at hvis vi ud fra en naturlig solidaritet med vores nabo kan overvinde vores egen egoisme, er vi nået højere, end nogen filosofi eller religion kan føre os.