28 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Veloplagt og selvkritisk erindringsbog fra Jan Guillou

Veloplagt og selvkritisk erindringsbog fra Jan Guillou

Tirsdag, 17. november, 2009, 00:00:00

Jan Guillous bog kan bruges til undervisning i journalistikkens fine og ufine tricks og metoder, ligesom man kan lade sig inspirere af hans fanden i voldske, charmerende og Hemingwayske stil

af Bjarne Nielsen
Jan Guillous nye bog, Ordets magt og afmagt - mit skrivende liv, er hans erindringer om sit professionelle liv og politiske liv, hvor der er fire milepæle.
Ansættelsen på mandebladet FiB/aktuelt, hvor Guillou blev fyret grundet mistanke om kommunistiske sympatier. Arbejdet på Folket i Bild/Kulturfront. Geijersagen, om rigspolitichefen og hans forhold til en prostitueret, som så ud til at dræbe Guillou som journalist. Og om da han ved et tilfælde blev kritisk studievært i samfundsprogrammet Rekord-magazinet på svensk tv og endeligt lidt om Guillous romaner om agenten Hamilton og ridder Arn.
Udover at være veloplagt, spændende, kritisk, selvkritisk og yderst velskreven, giver hans gennempløjning af sine arkiver et fint indblik i fyrre års historie inden for journalistikken og på den svenske venstrefløj i 60`erne og 70`erne.
Vi får hans afsløringer for det venstreorienterede blad Folket i Bild, om den svenske efterretningstjeneste (IB-affæren) inden for forsvaret, der havde til opgave at registrere kommunister og fik socialdemokraterne til at sende ham i fængsel som spion og landsforræder, hvilket gav ham en `heltestatus`, på venstrefløjen. Senere fyrede bladet ham fordi han mistænkes for ikke at være kommunist. Det var i fængslet Guillou blev inspireret til den senere verdenssucces, den røde James Bond, Hamiltonfiguren.

Den svenske venstrefløj
Hans beretninger om livet på den svenske venstrefløj er ligeså tragikomiske som Holberg eller Dario Fos stykker, og han er blændende i sine afklædninger af den `progressive` men reelt dobbeltmoralske Olof Palme i hans afmontering af demokratiet og introduktion til politistaten.
Vi bliver også godt underholdt med hans skarpe angreb på de elektroniske mediers ansættelser af `bimboer`, der blev valgt på udseendet og ikke kvalifikationerne, hvilket naturligvis fik den svenske feministbevægelse op at køre. Når man ser på de kvindelige danske mikrofonholdere, tror man ham.
Vil man vide, hvordan man begår et karaktermord, er Guillous beskrivelser af den gamle maoist og kendte forfatter Jan Myrdal et studie værd. Skarpt, selvhævdende men underholdende.
Han har altid, i praksis som i sine bøger, støttet palæstinensernes sag og løbende anklaget Sverige for at gå USA og Israels ærinde, hvad han naturligvis har fået på puklen for. Men i disse, som andre sager, virker det som om Guillou fungerer bedst i modvind.

Journalistikkens tricks
Bogen er spækket med gode historier om hvorledes politi og presse agerer, eksemplificeret med sagen om raggeren Cederholm, der var dømt for mord på fejlagtig bevisførelse. Den tog Guillou op, hvilket gav ham Den Store Journalistpris, det samme som vores Cavlingpris.
Som det fremgår har han mange styrker, og en af dem er tydeligvis hans research.
Bogen kan bruges til undervisning i journalistikkens fine og ufine tricks og metoder, ligesom man kan lade sig inspirere af hans fanden i voldske, charmerende og Hemingwayske stil.
Eneste anker mod bogen er, at den er for kort. Vi får kun omkring 40 sider, om arbejdet med såvel Hamilton som Arn bøgerne og hans samarbejde med KGB. Efter voldsom kritik af denne KGB aktivitet, har han bebudet et afsnit om dette i næste udgave/oplag.
Man kunne måske også have ønsket mere om privatpersonen Guillou. I spredte glimt får man at vide han har børn, har haft kone og nu en ny hustru, med hvem han driver Piratforlaget. Guillou er et selviscenesat centrum og helten i sit eget liv. Lidt af en Hamilton.
Men ellers vil denne anmelder kalde bogen et brag af en bog. Velskreven, humoristisk, perfid og lærerig. Kanon.

Jan Guillou: Ordets magt og afmagt - mit skrivende liv. 519 sider. 299 kr. Forlaget Modtryk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. nov. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur