af Bjarne Segefjord

I dette land der mødte jeg en mand med afbrændt sjælfra flammerne i landet han kom framen flugten blev for ham livets sidste milepælhans død blev håbets allersidste ar.Et elveårigt lejrliv fik bugt med al forstandman stjal hans værdighed og arbejdskrafthan så sit liv forvandlet til det rene flyvesandog følte sig som hammer uden skaft.Hans kone lå i sengen med en kæmpe depressionden tåreløse gråd var hverdagskostmen gråden var kun suk i en lam demonstrationet hjerte var nu ramt af permafrost.Ulykkelige børn så til mens sygdommen skred fremde var så danske som en moden frugtde holdt hele tiden håbets døre lidt på klemmen overså vort samfunds onde tugt.De har så mange venner her og taler deres sprogde kender ikke mors og fars provinssom fødte her så fik de det centnertunge åg:en barndom dèr som måtte ende blindt.En dag ved middagstid blev manden fundet hængti kabler fra et tv-apparathans verden og hans øjne var nu endegyldigt sprængt.Man så ham ikke klar til himmelfart.Den herskende klasse er det danske Volksparteisom kræver fædrelandet hjem på nysom har så mange fjender med forskelligt kontrafejsom ikke her i landet finder ly.Vi er så helveds kristne her at kristendom er døddog er den vores mantra i en tidhvor tanken for vor næste næsten mistede sin glødi kampen mod et enkelt individ.Det danske samfund er blevet til et kæmpe slagterihvor mennesker forbløder rent mentalthvor folket blindt forføres af en plat demagogitil sammenstød med åndsliv ret frontalt.