Den 9. november fylder DKP 90 år. Kommunisterne i Danmark har meget at fejre i den anledning, mener 82-årige Eivin Nielsen, som blev medlem af DKP for mere end 60 år siden. Han er dog ikke helt tilfreds med situationen i dag

På mandag, den 9. november, er det 90 år siden at Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, blev stiftet. Det skete i en tid, hvor der verden over blev dannet kommunistiske partier i kølvandet på Første Verdenskrig og den russiske revolution i 1917.
90-års dagen fejres med en fest i København og der er al mulig grund til at feste, mener 82-årige Eivin Nielsen fra Randers.
- Kommunisterne i Danmark har meget at fejre. Alle de gode og brave kammerater som har kæmpet i DKP. De har kæmpet i 30`erne, hvor de ikke havde skjorte til røven og alligevel fik de ført tingene frem. De har kæmpet under krigen og udrettet utroligt. De har kæmpet efter krigen, i fagbevægelsen og på arbejdspladserne. Overalt i landet har de markeret sig som gode og ubestikkelige kammerater, siger Eivin Nielsen.
Selv blev han medlem af DKP i 1948, men er i dag medlem af Kommunistisk Parti. Men han er ikke helt tilfreds med situationen.
- Forhåbentlig kan DKP finde tilbage til tidligere tiders gode holdninger, det er da mit ønske for dem. Det er fatalt, at vi i Danmark - dette lille afgrænsede geografiske område - tillader os den luksus at have tre kommunistiske partier, siger han og fortsætter:
- Hvordan er det nu det lyder? En for en forslår vi ikke, sammenhold er tidens krav. Specielt nu hvor verden er i en skæbnetid, der er helt forfærdelig truende.

Klasseholdning som barn
Vi er i Eivin Nielsens hyggelige lejlighed øverst oppe i en tidligere kasernebygning midt i Randers. Kasernen er bygget om til små lejligheder og fra køkkenet henter han kaffe og småkager til Arbejderens udsendte, som gerne vil høre om hans lange liv som kommunist.
Eivin Nielsen er ikke i tvivl om, hvad der for mere end 60 år siden drev ham til at melde sig ind i det kommunistiske parti. Kampen mod uretfærdigheden skulle kanaliseres et sted hen.
- Jeg er født i 1927 og oplevede kriseårene som barn i 30`erne. Det var hårde tider for småfolk.
Eivin Nielsen er vokset op i Århus - i Møllestien. I dag en lille klat gamle idylliske huse med stokroser, men sådan var det ikke dengang, siger han og fortæller om sin barndom:
- Det var et fattigt kvarter, hvor man prøvede på at holde sig så net som overhovedet muligt. Det var præget af lavindkomst. Det betød, at man fik en klasseholdning ret så tidligt, hvor man opdagede, at nogle var velbeslåede. Så stillede man sig spørgsmålet, hvorfor er det sådan.
- Min mor kom fra et meget indremissionsk hjem, havbønder i Vigsø - præcis som Hans Kirk skildrer dem i Fiskerne. Hun døde først i 1968. På sine gamle dage var hun en flittig læser af Indremissionske Tidende, men derudover læste hun også Land og Folk og stemte på Kommunisterne.
- Min barndom var jo også i årene med borgerkrigen i Spanien og den betød meget for os arbejderbørn. Vi hørte, at i Spanien tromlede de rige de fattige, og det skulle de i hvert fald ikke have lov til, mente vi.
- I Århus var Nazi-partiet også aktivt. De havde nogle kiosker, hvor de havde deres bladsalg, i Vestergade og på Åboulevarden. Deres agitationsmetode var at sende Nationalsocialistisk Ungdom på gaden, hvor de forsøgte at hverve os. De var uniformerede ligesom spejderne. Men vi rottede os sammen imod dem og råbte Rød Front, husker Eivin og griner.
Han husker også, hvornår han første gang læste om arbejderstaten Sovjet. Det var af alle steder i Familie Journalen.
- Det var i 1938 i en artikel om landet uden arbejdsløshed og om landet, som havde verdens stærkeste hær. Så var det et billede af en ung stolt smilende soldat, der var på vagt for Sovjet. Det blev jeg meget betaget af.

Militærtjeneste
Da Eivin var færdig med skolen i 1943, kom han i lære som maskinarbejder på Frichs`, hvor de fremstillede lokomotiver. Og da krigen sluttede, gik han ind i DKU.
- Dengang havde DKU et vældigt program om ungdommens fem rettigheder. Det var meget konkret, så det kunne man bare gå i gang med.
- Men efterhånden gik det over i DKP. Jeg var meget stolt, da jeg fik min partibog og syntes, at det var et vældigt skridt i mit liv. Samtidig syntes jeg ikke, at der skete nok i Århus og så daffede jeg til København, hvor jeg ville være, indtil jeg skulle ind som soldat.
Det vil sige, egentlig havde Eivin tænkt på, at han ville være militærnægter, men sådan kom det ikke helt til at gå. I København fik han en kæreste og hos hendes mor, cigarmageren Oda Bjørnholt, som havde været kurer for BOPA under besættelsen, mødte han en række fremtrædende medlemmer af DKP.
- Det var et hjem med meget stor viden, og jeg lærte meget af Oda om fagbevægelsen og fagbevægelsens kamp, ikke mindst om tobaksarbejderne, husker Eivin.
En dag kom Alfred Jensen og Ragnhild Andersen (folketingsmedlemmer for DKP, red.) på besøg i hjemmet og det møde fik betydning for Eivins videre løbebane i livet. Eivin Nielsen fortæller:
- Så spurgte Ragnhild mig, hvad skal du så lave, unge kammerat. Jah, sagde jeg, jeg skal ind og være soldat, men jeg har tænkt på at blive militærnægter. Så lettede hun nærmest fra stolen. Militærnægter! Det skulle jeg aldeles ikke befatte mig med. Var jeg ikke klar over, at der var noget der hed den proletariske revolutions militærprogram? Og så fik jeg ellers læst og påskrevet. ÔOm du så skal blive general i hæren, så går du derind, men du skal bare bevare dine holdninger`, sagde Ragnhild Andersen.
- Så var der ikke noget at gøre, når så fremtrædende et medlem som Ragnhild sagde det. Så jeg skrinlagde alle tanker om at blive militærnægter.
Da Eivin Nielsen kom ind i militæret, fik man hurtigt øje på, at han havde en realeksamen, og så kom han på kornetskole. Derved blev han befalingsmand. Det kunne man dengang ikke undslå sig. Derfor endte det med, at han kom til at tilbringe de næste ti år i militæret.
- Jeg sluttede som premierløjtnant hos Jyske Luftværnsregiment. Jeg lagde aldrig skjul på, at jeg var kommunist. På et tidspunkt fik jeg lejlighed til at se mine personlige papirer, som var fortrolige. Her fastslog de, at jeg var en god befalingsmand, men fordi jeg var kommunist, stod der, måtte jeg ikke få kendskab til noget, som ikke var til tjenestebrug. Det forhindrede dem alligevel ikke i, at jeg sad som vagtinspektør og havde adgang til Vestre Landsdels kommandos fortrolige papirer og kunne alarmere halvdelen af Danmark, fortæller Eivin og ryster på hovedet.

Truende fremtid
Da Eivin Nielsen endelig fik afsluttet militæret, tog han til Randers, hvor han fik arbejde på Dronningborg Maskinfabrik.
I dag bor han stadig i Randers og fortællingen om hans liv i den by, som engang både havde dragoner og bryggede Thor-øl, er også fortællingen om det kommunistiske partis op- og nedture. Og fortællingen om et langt sejt træk.
Eivin Nielsen bor nu i Dragonparken. Den gamle kaserne er lavet om til ældreboliger og overfor ligger det nu rømmede bryggeri.
- Industriarbejderklassen er på retur i Danmark, konstaterer Eivin i løbet af samtalen. Hvilke konsekvenser det får for kommunisterne, er han ikke sikker på. Men der vil jo alligevel altid være arbejdere.
I det hele taget er der meget, som forandrer sig i dag, og han ser ikke kun lyst på fremtiden.
- Jeg synes, man kan se det i horisonten. Vi kan få en ordentlig omgang fascisme. Og hvis man tror, at Socialdemokraterne kan være redningsplanken, så bliver man skuffet, siger Eivin og ryster på hovedet.
Og så er der også den skrækkelige regering.
- De gør jo, som det passer dem, de optræder som de gjorde i det gamle Rom. Se nu de skandaler med kødet. Hvordan kan fødevareministeren stå og sige, at hun vil gøre en hel masse, samtidig med at hun beskærer kontrolmyndighederne. Gud fader bevares - jeg er somme tider ved at gå ud af mit gamle skind, siger Eivin og læner sig tilbage i stolen og ryster på hovedet.
- Regeringen har fandme ingen karakter, de er en samling forbrydere. Det er helt afsindigt. Hvad har det dog ikke udviklet sig til!

Opbygning
Da Eivin Nielsen flyttede til Randers havde DKP en afdeling med 27 medlemmer.
- Men heraf var der kun fire eller fem, som var i stand til at være aktive. Resten var ældre eller syge kammerater. Der var ikke meget liv i det foretagende, men i erindringen om, hvad jeg havde lært, at trodse alle udfordringer og holde ud, så var der ikke andet at gøre end at gå i gang med at bygge det op på en kollektiv måde.
- Det var i 1958 - efter at Aksel Larsen havde forladt DKP - så der var åben luft omkring os, skal jeg da lige love for.
- Jeg var kommet ud på Dronningborg Maskinfabrik, og det gik egentlig meget godt. Men så kom der nogle fyre og skulle sætte akkorder. Jeg syntes, vi skulle have nogle ordentlige akkorder, hvor vi ikke skulle knokle for meget, men der var nogle som bare gav den fuld skrue og tjente penge, så det holdt ikke så længe. Ham gutten, som havde med MTM-systemet, blev efterhånden røvtræt af min rolige arbejdstakt. Den gik ikke, og så blev jeg fyret.
Efter at Eivin Nielsen havde fået fyresedlen, blev han kontaktet af en fremtrædende socialdemokrat i byen. Han tilbød at sørge for, at Eivin fik arbejde igen, hvis han altså bare ville skifte parti.
Men Eivin var ikke til fals, selv om socialdemokraten anbefalede ham 'at tænke sig om', inden han sagde nej.
- Det betød, at jeg var sortlistet i to år - der var ikke arbejde noget sted. Randers var en uhyggeligt socialdemokratisk by - det var ikke til at få hul på.
Men ihærdighed og udholdenhed betød alligevel, at kommunisterne efter en tid begyndte at få fremgang.
- Efterhånden dukkede der en række nye kammerater op, som virkelig gik ind for sagen, og så fik vi brudt isen. Vi var gode til at samle ind til Land og Folk, vi havde gode medlemsmøder og gode aktivmøder, hvor vi gennemdiskuterede, hvad vi skulle gøre. Så stille og roligt fik vi flere medlemmer, og det var nogle gode folk.
Det betød, at Randers-kammeraterne fik overskud til at tage udenbys, til Mariager og til Assens, hvor der var flere cementfabrikker.
- Det var helt utroligt dejligt, det var det virkelig, siger Eivin og bliver helt blød i stemmen.
- Vi startede med at sælge Land og Folk i Assens. Her var der to brugsforeninger, først tog vi den pæneste, men det viste sig at være bøndernes Brugs, så her solgte vi ingen aviser. Men så fik vi at vide, at vi skulle tage over til den anden Brugs, og her kunne vi sælge aviser.
Først fik kommunisterne startet en partiafdeling i Mariager-Assens området, og senere fulgte endnu en afdeling i Langå.
Specielt husker Eivin et valgmøde i Mariager, i Arbejdernes Forsamlingsbygning.
- Jeg var kandidat og var taget derop sammen med Knud Jespersen og Hanne Reintoft. Forsamlingsbygningen var en gammel træbarak. Det var så herligt at komme derind og høre alle de træsko, som kom skramlende ind og satte sig ned og ventede, nu skulle der ske noget.
Blandt deltagerne var flere arbejdere fra cementfabrikkerne.
- Det var gode brave cementarbejdere, og det var rystende at høre, hvor hårdt de havde knoklet i kridtgravene. Vi fik mange stemmer i det område. Ikke nok til noget storslået, men vi var stærkere end SF på det tidspunkt.
En af de store begivenheder i de år var en demonstration i Randers mod de første tyske tropper i Danmark i 1965, hvor Carl Scharnberg var taler.
Senere fulgte arbejdet med at opbygge Folkebevægelsen mod EF, som i Randers fik stor opbakning med 250 medlemmer, heraf også en del socialdemokrater.

Socialistiske broderpartier
- Efter EF-afstemningen fik partiet en tilgang af unge medlemmer, og alting var noget lysere. Partiet fik egne lokaler, og vi fik endda en partidelegation fra DDR på besøg og DDR`s ambassadør. Han var et ualmindeligt prægtigt menneske, en minearbejdersøn, der var blevet diplomat, fortæller Eivin Nielsen.
- Vi havde en velfungerende afdeling af Venskabsforeningen Danmark-Sovjetunionen. Det betød at vi kunne lave store arrangementer med folkekor og dansere og kunstudstilling med sovjetisk kunst. Og tilsvarende var det med Venskabsforeningen Danmark-DDR.
- DDR kom til at betyde meget i billedet. Jeg har været på mange skolingskurser i DDR og vi har været på ferie i landet. Jeg har oplevet landet fra nord til syd og vest til øst. Jeg må sige, jeg har altid været begejstret for alt det, som de magtede at opbygge. Antifascister, som kom fra fængsler og koncentrationslejre og gik i gang med at bygge op efter krigen, hvor landet var helt ødelagt. De måtte betale krigsskadeserstatning, og alligevel fik de bygget et samfundssystem op som virkede på det meste. Måske var det en lidt rutinepræget hverdag, men en betrygget hverdag, med social sikkerhed, sundhedsvæsen og så videre.
- Det var dog som om gejsten i løbet af 80`erne gik væk. Jeg tror, det var fordi de gamle, der gik i spidsen, var væk og borte. Og den nye generation havde fået for mange akademiske grader. Pamperiet stak også frem hist og pist, ikke mindst i Berlin. Der var også nogle i ledelsen som benyttede sig af deres privilegier.
Efter Eivin Nielsens opfattelse gik det galt med dialektikken.
- Verden af i dag er mangfoldig anderledes end den var på Lenins tid. Og vi er nødt til at anvende dialektikken og den historiske materialisme fornuftigt og tænksomt på de fænomener vi støder på. Og hvis man gør det og forbinder det med ildhu så tror jeg man kan nå et resultat.
- Jeg mener - uden helt at vide det, for jeg har aldrig været der - at det er noget af det man gør på Cuba, hvor man har et fornuftigt og afslappet forhold til nogle af de fænomener, der har ødelagt lakken på socialismen. Fænomener som persondyrkelse og nepotisme og pamperi.
DDR`s og Sovjetunionens sammenbrud sendte chokbølger også til DKP i Danmark. Og Eivin er ikke i tvivl om, at det var en del af årsagen til DKP`s sammenbrud og splittelse.
- Så begyndte folk at sige, nå er det ikke mere værd. For os der var organiseret i partiet, var det jo vores broderpartier. Og jeg må indrømme, jeg har aldrig i mine vildeste drømme, aldrig i mine ondeste drømme kunne forestille mig, at et fænomen som Gorbatjov kunne fremkomme. For mig er det helt ufatteligt, at partiet i Sovjet var nået til det standpunkt at sådan noget kunne accepteres. Der forlod de marxismens slagne vej, må vi desværre sige. Hvor er det en skam, siger Eivin Nielsen og sukker dybt.