Men kan vi da ikke bruge atomkraften i en omstillingsperiode og så afvikle den senere, når vedvarende energi har fyldt hullet efter den fossile brændsel?

af Kjeld Stenum
Halmstrået er den alleryderste livsforlænger for den, der er håbløst fortabt til at drukne, siger et af vore mange ordsprog. Den druknende klynger sig til det. Halmstrå er også eksempel på det, vi kalder bæredygtig eller CO2-neutral energi, fordi det i princippet ikke griber ind i Jordens oplagrede energiressourcer at bruge halm til energiproduktion.
Det gør det så en smule alligevel, når man ser på det totale regnskab, for halmafbrænding med den nuværende teknik producerer en del syre, som bevirker meget hurtig tæring af forbrændingsanlæggene. Og det kræver jo en del energi at producere nye forbrændingsanlæg.
Så det bliver næppe på netop denne bæredygtige energikilde, at vores kapitalistiske samfundssystem skal basere sin overlevelse. Det bliver i det hele taget næppe på det, vi traditionelt forstår ved bæredygtig energi.
Kapitalisme er skruet sådan sammen, at den nødvendigvis interesserer sig for vækst, før den interesserer sig for bæredygtighed. Så hvis vores fremtidige økonomiske system skal være kapitalisme, vil det ikke kræve mindre strømme af energi igennem sig, end det gør i dag, det vil kræve større strømme.
Vedvarende energi har et enormt potentiale og kan løse vores energiproblem, selv i vækstøkonomier, og det på en CO2-neutral måde. Men med det stade, udviklingen af vedvarende energi har, kan den ikke klare omstillingen alene, når klimaskaderne og de medfølgende sociale spændinger inden længe bliver så fremtrædende, at vi må give afkald på kul, olie og gas.
En omlægning kun til vedvarende energi ville kræve så voldsom opbremsning af væksten, at kapitalismen som økonomisk system ikke kunne overleve. Der behøves et midlertidigt supplement til omstillingen, og det er atomkraften. Atomkraften bliver det halmstrå, kapitalismen vil klynge sig til for at overleve.
Det vil blive atomkraft eller revolution! Den kapitalistiske verdens politiske ledere har indset det. Og da de ikke kan forestille sig at gøre op med kapitalismen, vælger de - langsomt og varsomt og med al tænkelig taktisk snilde - at bløde op for ny udbygning af atomkraften. Det sker mange steder, finnerne er for længst i gang, Sverige og Tyskland bløder op, for nu at tage vore nære naboer, og det kommer også snart op for alvor hos os selv.
Men kan vi da ikke bruge atomkraften i en omstillingsperiode og så afvikle den senere, når vedvarende energi har fyldt hullet efter den fossile brændsel?
De gamle skadevirkninger omkring langtidsforurenende affald og problemerne omkring sikkerhed med så centraliserede og giftige energiforsyningssystemer behøver vi vel ikke tage så alvorligt længere? Det var vel sammen med et par voldsomme katastrofer, som kom i medierne, hovedargumenterne, der førte til det store tilbageslag for atomkraften i firserne.
Men de fleste har vel efterhånden glemt den 23 år gamle Tjernobyl-katastrofe. Og sikkerheden på moderne generation III a-kraftværker er helt usammenligneligt meget højere end på det allerede dengang dybt forældede Tjernobyl-værk. Det må den så også helst være. Giften, som spredes fra nedsmeltende atomkraftværker, bliver i miljøet i tusinder af år. Og der skal ikke mange Tjernobyl-katastrofer til for at forpeste vores klode.
Så sent som for få uger siden berettede tekst-tv om, at norske får i år har så megen radioaktivitet i sig, at de må i karantæne før slagtning. På grund af giften, der spredtes fra Tjernobyl tusinder af kilometer borte for 23 år siden!
Et særlig fugtigt efterår har fået særlig mange giftoptagende svampe, som fårene elsker, til at trives i de norske fjelde. Men lad gå, Tjernobyl var forældet allerede dengang, sikkerheden er meget bedre på moderne a-kraftværker. Og de producerer mindre affald, som forsegles og opbevares langt nede i grundfjeldet. Så er det så farligt at acceptere a-kraft som en overgangsløsning?
Det ville være muligt at afvikle den fossile CO2-forurenende energi og stille om til vedvarende energi og endda bevare vækstøkonomier. Men det vil ikke komme til at ske, hvis væksten er ukontrollabel kapitalistisk vækst.
I dag kommer omkring 16 procent af verdens energiforsyning fra a-kraft, men en voldsom udbygning er allerede iværksat, 40 ny værker er under opførelse, og mange flere projekteres og planlægges. Med det udgangspunkt, og med et kapitalistisk system, der kræver stadig acceleration af væksten, vil afhængigheden af a-kraften øge i stedet for at mindskes. Og vi vil aldrig kunne afvikle den uden også at afvikle kapitalismen.
Det vil føre til endnu større behov for terrorberedskab, og som vi allerede har set med terrorlovene, er terrorberedskab en sikker vej ned ad glidebanen fra retsstaten mod politistaten. Radioaktiv energi er langtidsholdbar, men radioaktiv energi er lige så lidt som fossilt brændsel en uudtømmelig energikilde.
De radioaktive tungmetaller, som vi bruger i a-kraftværker, er som alle tungere grundstoffer rester af stjerners forbrænding af brint, og forekomsten af dem øges ikke på Jorden, tværtimod nedbrydes de ligesom fossilt brændsel uundgåeligt til former, hvor vi ikke længere kan bruge dem som energikilder. Det går ganske vist meget langsomt.
Men uanset hvad er der ikke tale om en uudtømmelig energikilde, og forekomsten af brugbart radioaktivt brændsel er allerede sjælden. Og med et endeløst vækstkrævende kapitalistisk system huserende må der nødvendigvis også, hvad a-kraft angår, opstå ressourceknaphed. Så det system kommer vi til at gøre op med uanset. Hvorfor så ikke begynde der?