Enhver kritik af Islam, der undlader at tage udgangspunkt i en kritik af kristendommen, er ikke blot hyklerisk, men ren og skær racisme

af Erwin Neutzsky-Wulff
Det er blevet populært at fremholde kristendommen som en fredselskende religion modsat det aggressive element i Islam.
Når man så gør opmærksom på, at næppe noget andet trossystem har så meget på samvittigheden, hvad angår forfølgelse af anderledestænkende, får man gerne at vide, at sådanne vildfarelser hører fortiden til og i øvrigt intet har at gøre med kristendommens essens, som er næstekærlighedsbudet.
Her er der imidlertid blot tale om endnu en historieforfalskning. Den kristne etik er nemlig ligesom langt det meste af dens dogmatik lånegods, i dette tilfælde fra de romerske stoikere.
Den afveg dog fra stoicismen på et vigtigt punkt, nemlig dens overbevisning om, at menneskesjælen kunne frelses med vold. Dette hænger igen sammen med dens gudsbegreb.
De antikke guder var uhyre menneskelige, med menneskelige lidenskaber og svagheder. Den kristne Gud er imidlertid karakteriseret ved altid at have ret.
Da Han endvidere som rent abstrakt er en hel del sværere at få i tale, kan vi som regel kun gætte os til Hans vilje, som der til gengæld ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Dette har gjort kristendommen til det foretrukne magtmiddel for den herskende klasse gennem årtusinder, som nu ikke blot kunne true oprørere med verdslige straffe, men sågar evige pinsler.
Selv efter at befolkningen er blevet mere skeptisk over for denne type påstande, og kirken nu mest spiller rollen som festarrangør, går denne tankegang igen i forestillingen om det 'Onde' som en nærmest fysisk størrelse. At mennesker kan opføre sig særdeles umenneskeligt, drevet af frygt, vrede og fortvivlelse eller ren og skær dumhed, behøver naturligvis ingen at fortælle os.
Men at dette skulle være udtryk for en bevidst 'ondskab' som en art omvendt moralsk imperativ, er givetvis absurd og kan spores tilbage til den kristne forestilling om en satanisk antigud. At den ikke desto mindre er populær hos den samme type magthavere, der samarbejdede med Inkvisitionen, kan imidlertid ikke undre.
Hvis oprørske elementer i samfundet eller vore kolonier nemlig simpelt hen er 'onde', er enhver dialog på forhånd udelukket, ligesom ethvert hensyn, vi måtte tage til dem, er sympati for Satan og dermed i sig selv ondt. Det er ikke vanskeligt at se, at det er denne form for retorik, der dominerer medierne.
Frihedskæmpere 'hader frihed', eller som præsident Bush (hvis politik den etnisk korrekte Ken-dukke Obama stort set viderefører) udtrykte det: 'Dette er det Gode mod det Onde. Dette er onde mennesker. Deres handlinger kan hverken retfærdiggøres religiøst eller politisk. Deres eneste motivation er ondskab.'
Palæstinenserne ønsker ikke selvbestemmelse, de vil udrydde jøderne - det Onde mod det Gode. Det er denne tankegang, der gennemsyrer vores samfund, og den er ægte kristen.
Vi beskytter omhyggeligt vore børn imod porno og gyserfilm, og så sender vi dem ind at se 'Ringenes Herre', hvor 'onde' væsner, der ganske typisk er dværge eller på anden vis vanskabte (for gode mennesker er hvide og har ikke deformiteter) slagtes i tusindvis. Dermed er de selv godt forberedt til at nedslagte en anonym fjende, hvis eneste motivation er 'ondskab'.
Heldigvis har vi teknologien til det, den overlegne hvide magi, der samtidig gør det muligt at undgå at se de menneskers ansigter, som vi brænder levende, så at det hele i grunden blot er en fortsættelse af computerspillet hjemme i sofaen. At Islam grundlæggende repræsenterer den samme form for menneskeforagt, kan der næppe herske tvivl om.
Hvad vi imidlertid behageligt vælger at glemme, er, at den har den fra kristendommen, som den er en nyere version af, og at vi på ingen måde har gjort op med denne fundamentale menneskefjendskhed. Derfor er også enhver kritik af Islam, der undlader at tage udgangspunkt i en kritik af kristendommen, ikke blot hyklerisk, men ren og skær racisme.