De vælger det lette i stedet for det svære, det nemme frem for det komplicerede, det hurtige frem for det langsomme. Prisen er et samfund af voksne børn, der ikke længere interesserer sig for fællesskabet

af Eigil Nielsen
I bogen 'De barnagtige - Rundt i den moderne uoverskuelighed' gør lektor og samfundsforsker Johannes Andersen sig overvejelser over det moderne samfund.
Han iagttager med megen bekymring, at følelsen af et fælles samfundsmæssigt ansvar er veget for en egoistisk indstilling, hvor den enkelte stræber efter at få egne, snævre behov tilfredsstillet.
I det nuværende forbrugssamfund sker det ved, at man køber de ting, der er forbundet med prestige, og hurtigt meddeler det til en række mennesker over mobiltelefonen eller over Facebook.
Der er meget at vælge imellem, ikke blot på varehylderne. Man kan vælge skole eller hospital efter, hvor de ligger på en rangstige. Man kan vælge mellem forskellige serviceydelser på plejehjemmet og så videre.
Man bliver vænnet til at foretrække det lette på bekostning af det svære; det simple på bekostning af det komplicerede og det hurtige på bekostning af det langsomme. På baggrund af det useriøse og umodne i en sådan holdning benævner Johannes Andersen den 'barnagtig'.

Sanseløs stræben
Forfatteren begrunder sin påstand med henvisning til udviklingspsykologien, især som den fremtræder hos Jean Piaget. I fasen 7-11 år er barnets univers grundlæggende relateret til konkrete fænomener og ikke mindst et her-og-nu perspektiv.
Det er det niveau Johannes Andersen - noget provokerende - henfører en stor del af befolkningen til i dag.
Forbrugersamfundet ønsker en befolkning, der tænker og handler således. Barnlige forbrugere stræber sanseløst efter ting og underholdning, som de ved eftertanke godt kunne undvære.
Det farlige er, at interessen for det fælles forsvinder. Den politiske forpligtelse over for de svage i samfundet svinder ind.
Da der bag den tilsyneladende frihed ligger en stærk central styring og kontrol af de lokale forvaltningers økonomi, advarer Johannes Andersen om, at demokratiet kan være i fare. Ja, han advarer ligefrem mod en fascistisk tendens.
Men han finder også mennesker i samfundet, der tænker ansvarsbevidst og anstændigt. Dem sætter han sin lid til. De kan være med til at starte en kulturkamp, der kan pejle en anden udvikling i samfundet.
De kan være initiativtagere til et anstændigt, beskedent forbrug, og de kan i det lokale miljø organisere velfærd med afsæt i frivillige menneskelige relationer. Herved kan man svække både staten og markedet.
Det er hans bud som modvægt til det neo-liberalistiske forbrugersamfund, og det ligger jo tæt på, hvad man er stødt på som modvægt mod det kapitalistiske samfund i forskellige småborgerlige afskygninger i tidens løb.

Et skrækbillede
Bogen beskriver levende dette samfunds dårligdom, men tilsyneladende uden blik for, at det kapitalistiske samfund kun kan eksistere gennem stadig udvidet produktion.
En kamp mod de negative fænomener, som Johannes Andersen beskriver, er kun konsekvent, hvis det samtidig er en ideologisk og politisk kamp mod det kapitalistiske system som sådant.
Imidlertid kan jeg godt unde mange at læse 'De barnagtige'. >Den samler mange nutidsfænomener til et samlet skrækbillede, så det står klart, hvor langt den bevidste nedbrydning af det solidariske samfund er nået.
Er det virkelig en sådan verden, vi lever i?

Johannes Andersen:
De barnagtige - rundt i den moderne uoverskuelighed. 208 sider. Kr. 229.
Forlaget Hovedland