01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kul på Sveriges statsminister

Kul på Sveriges statsminister

Fredag, 30. oktober, 2009, 00:00:00

Tre aktioner satte onsdag kritisk fokus på EU`s klima-strategi

Der kom bogstaveligt talt kul på Sveriges konservative statsminister Fredrik Reinfeldt i onsdags.
Aktivister fra Greenpeace dumpede 18 tons brunkul foran Statsministeriets bygning Rosenbad med opfordring til Reinfeldt om at tage Sveriges CO2-udslip alvorligt. Greenpeace opfordrer statsministeren, der er formand for EU, til at gå foran i klimaforhandlingerne og stoppe svenske kulkraftværker i udlandet.
De 18 tons brunkul svarer til, hvad det statsejede energiselskab Vattenfall forbrænder hvert 20. sekund på sit tyske kraftværk i Jänschwalde, oplyser Greenpeace.
På Vattenfalls danske hjemmeside står der ellers: 'Vores ambition er at være nummer ét inden for miljøet'. Men selskabet har på ni år anskaffet sig 12 store kulkraftværker i Danmark, Tyskland, Polen og Holland. Ingen af disse er særligt klimavenlige.
Samtidig med aktionen i Sverige blokerede aktivister fra Greenpeace et af Vattenfalls kulkraftværker i det østlige Polen. Aktivisterne klatrede op i en af værkets 20 meter høje kraner, som omlaster brunkul fra Ukraine og Rusland til værket.
Aktionerne i Sverige og Polen var en huskekage til Reinfeldt, som i går og i dag leder EU-topmødet i Bruxelles. På mødet står klimatopmødet i København højt på dagsordenen, men Greenpeace er ikke imponeret.
- Udkastet til konklusionerne på klimaområdet for Det Europæiske Råds møde er håbløst ringe ! Bliver dette udkast konklusionen, har EU for alvor smidt klimaførertrøjen, siger Jan Søndergård, der er politisk rådgiver i Greenpeace.
Den tredje klima-aktion var vendt direkte mod EU. Her tog en ny organisation Climate Alarm fat i EU-kommissionen, som de anklager for at ligge i med store klimasyndere som Shell og Daimler, skriver euobserver.com,
Climate Alarm blokerede EU-kommissionens bygning i Bruxelles, som kommissionen havde lånt gratis til Confederation of European Business til en konference om global opvarmning.
- Erhvervslivets lobbyister har ingen rolle at spille, når det gælder afgørelser om klima-krisen, siger Anna Martin fra Climate Alarm.
Unge aktivister fra Holland, Belgien og Tyskland blokerede bygningen i to timer, indtil blokaden blev brudt af politiet. 20 personer blev anholdt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. okt. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur