Jan Sonnergaards første roman har to `hovedpersoner`, atombomben og 80`erne. Den er jævnt underholdende, ikke mere
af Bjarne Nielsen
Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom er Jan Sonnergaards, succesforfatteren til novellesamlingen Radiator, første roman og noget så sjældent som en kollektivroman.
Selv kalder han den 'en generationsroman om 80`erne, atombomben, punkrock, yuppier og undergrundskultur' og han har i sin research blandt andet besøgt Hiroshima og Nagasaki, de to japanske byer, der blev atombombernes første mål.
Bogen har to `hovedpersoner`, atombomben og 80`erne. Vi følger en række personer ved animerede studenterfester, og to af datidens typiske grupperinger - punks og yuppier, om hvem Sonnergaard mener 'selv om de ikke kunne fordrage hinanden, kom de i virkeligheden til at ligne hinanden, for begge havde et livssyn, der sagde `efter os syndfloden`` eller `No future`'.
De levede i nuet og kæmpede ikke for en bedre fremtid. Et eller andet sted fremstår de som dårlige kopier af tidligere tiders eksistentialister.
Sonnergaards sprog er godt og levende, dog med en række klicheer fra hans noveller. Bogens kapitler indledes ofte med rockcitater, hvilket undertegnede godt kan lide, men mange af dem er fra 70`erne, hvilket virker forkert og underligt i en bog om 80`erne.
Bogen er retfærdig hård ved borgerskabet, ligesom man som læser føler, at såvel yuppierne som bz`erne var selvtilstrækkelige modeluner. Denne anmelder har ikke færdes i det Sonnergaardske univers, og er dermed øjensynligt gået glip af sex og druk ad libitum.
Da jeg var med i de store fredsdemonstrationer mod atomraketterne, mindes jeg ikke at have set hverken punkere, bz`ere eller yuppierne deltage. Men deres frygt for atomtruslen kan jo have handlingslammet dem.
Bogen er jævnt underholdende, ikke mere. Det føltes desuden unødigt løbende at latterliggøre forfatterkollegaen Knud Romer.
Bogen er for pessimistisk. Synd da emnet er vigtigt og mulighederne store.
Jan Sonnergaard: Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. 248 sider. 269 kroner. Gyldendal.
Jan Sonnergaard
Født 1963
Debut med novellen Imitation af Lacoste i antologien Begyndelser 1990.
Første selvstændige udgivelse var novellesamlingen Radiator, (Gyldendal 1997).
Andet bind i den novelletrilogi, der startede med Radiator, udkom efteråret 2000 med titlen Sidste søndag i oktober. Tredje og sidste bind Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen udkom 2003.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278