Regeringen må altså beslutte, om man vil have ansvarsfulde borgere, der ikke er bange for at sige fra over for dens politik, eller skræmte øjentjenere

af Erwin Neutzsky-Wulff
I skæbneåret 1848 var de europæiske regeringers devise som bekendt: 'Mod demokrater hjælper kun soldater', og det synes også at være den aktuelle holdning. Det er i det hele taget karakteristisk, at jo mere en statsmagt handler imod befolkningens interesser, jo mere aggressiv bliver den.
Og her er der ikke blot tale om vores politiske systems regelmæssigt tilbagevendende følgesygdom, depressionen. Det er selve vore eksistensbetingelser på kloden, der trues af den løbske jagt på profit.
Det er således blevet stadig mere tydeligt, at vores regering taler med to tunger. På den ene side får vi serveret postkort af vandfald akkompagneret af panfløjter, på den anden tør man ikke udfordre industrien med selv de mest basale restriktioner.
I den landsby i Jylland, hvor vi bor, har vi nødtvungent anskaffet bil, fordi den kollektive trafik i de senere år langsomt, men sikkert er blevet afviklet. Samtidig udbygges motorvejsnettet.
Det forestående klimatopmøde er altså i udstrakt grad et spil for galleriet, og det forventer man nok ikke helt uden grund, at nogen vil påpege. Men som enhver ved, som har læst lidt historie, kan en sådan konflikt ikke løses ved statslig voldsanvendelse, kun skærpes.
I næsten to hundrede år var den engelske `Bobby` ubevæbnet. Ved G20 i London tidligere på året så man tydeligt, at det ikke længere er tilfældet.
Volden er blevet optrappet, siger man, men af hvem? Den engelske befolkning er - ligeledes for ganske nylig - blevet afvæbnet i kraft af verdens strengeste våbenlove, hvilket dog ikke har nedsat antallet af voldsforbrydelser.
Psykologien er i grunden ganske enkel. Et ubevæbnet politi, der risikerer livet for os, er vore beskyttere.
Et bevæbnet politi er soldater sat ind mod civilbefolkningen. Proletariatet har vel altid, også her i landet, haft den samme sunde mistillid til ordensmagten som til klassedomstolen, men den har også altid været godmodig.
I min barndoms kvarter omkring Istedgade, som var langt hårdere uden ædruelige muslimer, patruljerede betjentene en og en og uden at se sig over skulderen. Deres tilrettevisninger var diskrete og blev fulgt med ironisk honnør - det skete endda, at man betroede dem at udrede mere ondartede husspektakler.
I dag er Ib Schønbergs Panserbasse virkelig blevet pansret og vækker kun utryghed og fjendtlighed, hvilket heller ikke just gør hans arbejde lettere. Det er en ond cirkel, som regeringen åbenbart ikke er til sinds at bryde.
Og så ender vi let i den rene politistat, hvor det er bedre, at ti uskyldige dømmes, end at en skyldig går fri. En potemkinkulisse, hvor gaderne er ryddet for alle andre end de lydige forbrugere, hvorved man mener at signalere borgernes tillid til statsmagten, men hvor tværtimod retsbevidstheden daglig undergraves sammen med retssikkerheden, hvor meget spalteplads man så ellers giver en håndfuld kværulantforrykte, der går ind for kastrering af indvandrere og homoseksuelle, for at demonstrere Ôfolkets` opbakning.
At være lovlydig og at være bange er nu engang to forskellige ting. Faktisk er de nærmest modsætninger.
Regeringen må altså beslutte, om man vil have ansvarsfulde borgere, der ikke er bange for at sige fra over for dens politik, eller skræmte øjentjenere - som en skoleklasse, der er artige, så længe inspektøren kan skimtes gennem vinduet i døren. Først og sidst må man indse, at vilkårlig uddeling af bøder og fængselsstraf er omtrent lige så konstruktivt og medvirkende til den offentlige orden som at minere Strøget.
Det fører ikke til ro og tilbageholdenhed, kun mistillid og fjendtlighed. Diktaturstater af vidt forskelligt politisk tilsnit har lært, at et enigt folk ikke kan fremtvinges med tanks, men kun gennem en dialog, hvor det er en grundlovssikret ret at være uenig og manifestere denne uenighed - også hvor det slår skår i det glansbillede, man prøver at sælge sine handelspartnere.