Jeg er en halvgammel mand og foretrækker den slags gammeldags, tunge og langsomme cykler, som en del mennesker kalder skærveknusere

af Kjeld Stenum
De fleste mennesker kører nu om dage i bil. Jeg cykler, og det har jeg gjort hele mit liv. Den oprindelige årsag til, at jeg cykler, er, at jeg ikke duer til at køre bil. Siden har jeg lært at gøre en dyd ud af nødvendigheden.
Jeg gør cykelturene til mine daglige pauser i en tilværelse, der ellers hele tiden kræver af os, at vi er på og koncentrerer både krop og sjæl om at løse de opgaver, den stiller os. Eller rettere, det er ikke tilværelsen, der stiller de krav til os, det er dem, der træffer de beslutninger, som former vores tilværelse.
For selvfølgelig er vores tilværelse formet af mennesker, og selvfølgelig kunne den formes anderledes, hvis der blev sat andre mål med de handlinger, som former den. Men hvorom alting er, som den er nu, er den formet på en måde, der giver de fleste af os meget lidt pause.
Jeg tror, vi har stort behov for pauser og afstand til det at være optaget af at få målrettede handlinger til at lykkes. Vi har brug for pauserne, fordi vi har brug for kritisk afstand til målsætningerne.
Ideen i denne klumme er, at den skulle handle om disse pauser, derfor handler den om, hvad jeg oplever eller filosoferer over på mine cykelture til og fra arbejde.
Det med at cykle er ikke det eneste område af min tilværelse, hvor jeg let henfalder til lidt mere gammeldags måder at gøre ting på. Jeg skriver på en computer, der er så stor og klodset, at folk næppe ville orke at slæbe den hjem, hvis de havde kunnet klunse den gratis på en genbrugsstation.
Hvis jeg har fundet noget beklædning, som er billigt, behageligt at gå med og rimelig holdbart, bliver jeg irriteret over ikke at kunne få noget tilsvarende, når det er slidt op, fordi der i mellemtiden er opstået en ny mode. Jeg bruger ikke betalingskort, men kontanter, og jeg har ikke netbank, men foretrækker at få mine regninger på gammeldags måder. Ellers føler jeg, at jeg mister overblik over og kontrol med min økonomi.
Hvad mobiltelefoner angår, har jeg akkurat kunnet følge med til at se fordelen i sms`er. Jeg kan se, at der er idé i at kunne afsende eller modtage meddelelser, selvom den ene af de to parter, en telefonsamtale kræver, ikke lige er disponibel. Men alle de funktioner, enhver mindre end ti år gammel mobil telefon uomgængeligt har: kamera, video, internet, mms, mp3, og hvad det alt sammen hedder; jeg kan ikke se, hvad alle disse ting skal være på min telefon for.
Jeg kan ikke se, hvordan det skulle forbedre min livskvalitet på hverken den ene eller den anden måde. Undertiden tænker jeg det samme om hele mobiltelefonbegrebet. For siden mobiltelefonen blev hvermands eje, er man også næsten forpligtet til hele tiden at stå til disposition for hinanden, hvis ikke man vil vække hinandens unødige bekymringer. Og for at tage en lidt mere sigende ting: Siden mobiltelefonen bliver i hvert fald indenfor min branche, byggebranchen, mere og mere ansvar i arbejdsprocessen læsset over på os, kulierne, fordi mester og hans formænd knapt behøver at vise sig på byggepladserne mere, de kan jo bare ringe.
At jeg har det sådan med den ny teknologi skyldes selvfølgelig blandt andet, at jeg er ved at være en del oppe i årene. Jeg kan godt se fordelene i, at man bare kan gribe sin mobiltelefon og hidkalde en rendegraver i stedet for at grave kubikmetervis af jord væk med håndskovl, for eksempel. Og jeg kan godt se, at jeg opfører mig dumt, når jeg af gammel vane meget ofte ikke kan lade være med at gribe håndskovlen.
Alligevel følte jeg det i sin tid stærkt befriende for eksempel at se bonderøven på DR-2-tv gøre en dyd ud af at gøre ting mere simpelt. Vel skal vi bruge teknologi, men vi skal gøre det kritisk, vi skal ikke lade os gribe af det. Masser af den teknologi, vi opfinder, medfører straks, at vi får brug for endnu mere teknologi for at holde den kørende. Eller den fornys så stærkt, at vi skal bruge en masse af den tid, den teoretisk set skulle kunne spare, på at omskole og videreuddanne os, hvis vi vil nå at kunne bruge den, inden noget endnu mere moderne bliver opfundet.
Jeg tror, det ikke er få gange, at bruttoresultatet af ny teknik er en forøgelse af vores stress-faktor i stedet for aflastning. Og det skyldes ikke bare, at jo mere kapitalistiske arbejdsgivere rent teknologisk kan producere, desto mere sultne bliver de efter at øge produktionen endnu mere, fordi produktionen nu kræver større investeringer. Det skyldes også, at de er fuldkommen ligeglade med, om produktionen er samfundsrationel eller ej, de skal bare tjene på den.
I én af sine tidligste og i mine øjne mest læseværdige bøger, én fra firsernes begyndelse, der hedder 'Samfundets Naturhistorie', har filosoffen og biokemikeren Jesper Hoffmeyer et tankevækkende eksempel, som han har lånt fra en amerikansk samfundsdebattør.
Ifølge dette eksempel brugte en typisk amerikaner dengang over 1600 timer om året på sin bil, kørsel, bilvask, tid hos mekaniker, tid til at tjene til benzin, forsikring og afskrivninger iberegnet. Der er derudover en del ting omkring retssager og forsikringssager, som eksemplet ikke engang regnede med. Samtidig kørte denne typiske amerikaner, ifølge hvad eksemplet hævdede, omkring 12.000 kilometer om året.
Nu er det nok efterhånden et eksempel, som har mere end tredive år på bagen. Og det stammer fra USA og ikke Danmark. Jeg skal heller ikke ubetinget sige god for den debattør, som eksemplet stammer fra. Men alligevel - hvis tingene er bare lidt i den retning. 1.600 timer for 12.000 kilometer. Det giver, når alt medregnes, en gennemsnitsfart for en gennemsnitsbil på knapt otte kilometer i timen.
Jeg er en halvgammel mand og foretrækker den slags gammeldags, tunge og langsomme cykler, som en del mennesker kalder skærveknusere. Men altså, om man så regner alt med, fra lapninger på regnvåde morgener i bælgravende mørke til afskrivninger hos cykelhandleren for nye kæder, dæk og deslige, otte kilometer i timen, det kan jeg gøre bedre på min cykel.