De fleste danske kunstnere er reelt retsløse, fordi de ikke passer ind i velfærds-systemet. De mange stramninger truer med at fjerne grundlaget for at skabe kvalitetskunst

Som formand for Billedkunstnerforbundet møder Nanna Gro Henningsen gang på gang den diskrimination, som hendes medlemmer er udsat for.
- Vore undersøgelser viser, at halvdelen af en kunstners indtægt kommer fra kunstnerisk arbejde, så den anden halvdel kommer altså fra lønarbejde, forklarer hun Arbejderen.
- Problemet er, at vi skal kunne tage fri, når vi får en udstilling og man bestemmer ikke altid selv, hvornår dét er. Samtidig er de rettigheder, vi har som enhver anden lønmodtager, blevet kraftigt forringet i dagpengereformen.
Det er især reglerne om deltidsarbejde og supplerende dagpenge der er skåret kraftigt i. Også beregning af barselspenge er et problem.
- Vore medlemmer er ofte både selvstændige, freelance og deltidsarbejdere. Men hvis du har et værksted, så er du ifølge loven ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, siger Nanna Gro Henningsen.

Social diskrimination
Eksemplerne på kunstnernes elendige retstilstand er talrige. Skulle en kunstner for eksempel være så dum at blive gravid efter et treårigt arbejdslegat, så ryger barselspengene.
- Arbejdslegatet er ikke en lønindkomst, så ydelsen skal beregnes af nul kroner, fnyser Nanna Gro Henningsen.
Og efterløn er nærmest en by i Rusland.
- Det er helt håbløst, og skulle det endelig lykkes er de jaget vildt i skattevæsenet, hvis de skulle driste sig til at bruge deres livs efterår til at udstille deres livsværk.
Så det korte af det lange er, at kunstnerne står rigtig dårligt i forhold til de sociale ordninger, der er baseret på lønmodtagerforhold.
Det betyder, at medlemmerne ikke kan gøre brug af rettigheder, som er optjent på lige fod med andre lønmodtagere. Og det harmer Nanna Gro Henningsen.
- Når de har optjent ret til dagpenge er det jo fordi de har arbejdet et bestemt antal timer. Men fordi den er optjent på den måde, som de fleste kunstnere er tvunget til, så er de retsløse i systemet, og det er ikke fair.
Hun har ingen illusion om, at kunstneres sociale forhold bliver forbedret under den borgerlige regering.
Nanna Gro Henningsens krav er derfor små. Det er et spørgsmål om at rulle forringelserne omkring dagpenge og selvstændigt bierhverv tilbage.
- Det er svært at lave sociale særlove. Men hvis man erkendte, at en del af arbejdsmarkedet er freelance, så må man kunne lave et system, der dækker dem. Det gælder jo ikke kun for kunstnere.

Et brødløst erhverv
Når Nanna Gro Henningsen ikke er formand for billedkunstnerne eller laver sin installationskunst underviser hun.
- Til dem, der gerne vil være kunstnere, siger jeg, at det er et brødløst erhverv, og at hvis de på nogen måde kan komme i tanke om noget, de lige så gerne vil, så skal de gøre det, griner hun.
Som kunstner skal man være klar over, at selv om man godt kan klare sig igennem, så vil der være perioder hvor man er udsat, og det er aldrig rart.
- Det er jo et valg, men folk tager det med oprejst pande og tager de der ekstrajobs hvor de kan få dem. Billedkunstnere har aldrig været bange for at få skidt under neglene!
Hun understreger, at hendes medlemmer så langt fra sætter sig på deres flade mås på overførselsindkomst.
- Tværtimod går folk aktivt ud for at skaffe sig så mange penge, at de igen kan få arbejdsro i en periode.
Og hos BkF er der ingen slinger i valsen i forhold til formålet med de penge, som staten støtter kunsten med.
- Vi har kun en kunststøtte, så længe politikerne vil. Den politiske legitimitet i systemet er, om der bliver produceret kunst af høj kvalitet i Danmark, ikke om at kunsterne som social gruppe skal kunne klare sig, uanset hvad de laver.
- Vi skelner meget hårdt mellem, at kunststøtte handler om kvalitet. Sociale sikringsordninger hører under arbejds-, social- eller skatteministeriet. I BkF arbejder vi med begge aspekter. Både for at bevise, at kunststøtten er vigtig, og at kunstnere er retsløse i de sociale systemer, siger Nanna Gro Henningsen.

Myten om markedet
Hun giver ikke meget for al den snak om kunst på markedsvilkår.
- Jeg forstår det ikke, fordi det har altid været en borgerlig dyd at være optaget af kultur og støtte den nye kunst.
- Jeg har da også en forventning om at Carina Christensen interesserer sig for kunstnernes sociale forhold. Det har hun i hvert fald givet udtryk for sidst vi var til møde med hende, lyder det med overbevisning fra Nanna Gro Henningsen.
- Selvfølgelig er man forpligtet til at få sin økonomi til at hænge sammen, men en del kunstneres værker er temmelig usælgelige, samtidig med, at de er rigtig gode. Og visse nye kunstformer vil altid have det svært på markedsvilkår, som lige nu installationskunst og kunstvideoer.
Til gengæld forstår hun ikke Kulturministeriets totale tavshed omkring Huskunstnerordningen og BGK-uddannelsen for gymnasiet.
De to ordninger, som var fireårige, udløber efter 2009 og bliver ikke forlænget. Huskunstnerordningen gør det muligt for især uddannelsesinstitutioner at tilknytte en kunstner - musiker, billedkunstner, danser, artist - til at arbejde tværfagligt. BGK er en kort kunstneruddannelse.
- Det giver ikke mening at lukke de to ordninger, for det er en brandgod investering, som ikke er særlig dyr. Ti millioner kroner årligt for alle kunstarter i huskunstnerordningen, og BGK koster 3,6 millioner kroner årligt, så det er jo småpenge og de ordninger betyder bare så meget for kunstnerne.
Nanna Gro forstår ikke, at politikerne stopper en ordning, som de selv har bedt om.
- Her har vi et Kunstråd, som skal rådgive ministeriet. De laver en handlingsplan, som det godkender. Folketinget har endda opfordret dem til at lægge de to ordninger ind i handlingsplanen.
- Så går ordningerne i gang, og efter et par år evalueres Huskunstnerordningen til 97 procent tilfredshed. Alligevel er ministeriet helt tavst. Mystisk, siger Nanna Gro Henningsen.
Så der er nok at se til for billedkunsternes travle leder, som synes at mestre den sværeste kunst af alle: Kunsten at holde tungen lige i munden.