16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Berlin for nysgerrige

Berlin for nysgerrige

Fredag, 16. oktober, 2009, 00:00:00

Denne bog er ikke ment som nogen turist-, shopping-, eller restaurantguide i gængs forstand. Bogen giver ud fra sine seks temaer inspiration til en alternativ ferie

af Bjarne Nielsen
Hvert år tager en del danskere til Berlin, Europas nye metropol. Derfor er det velkomment med Henriette Harris nye bog om byen.
Den er ikke ment som nogen turist-, shopping-, eller restaurantguide i gængs forstand, som for eksempel Politikens 'Turen går til'-bøger.
Bogen giver ud fra sine seks temaer inspiration til en alternativ weekend og storbyferie, hvor tiden er knap og man ønsker andet end det traditionelle.
Temaerne i bogen er det jødiske Berlin, U-banens historie, Det tredje Rige, DDR og Muren, Kunst og Det grønne Berlin.
I kapitlet om det jødiske Berlin berettes for eksempel om, hvordan livet var blandt byens 160.000 jøder i 1933, hvoraf kun 8.000 overlevede nazisternes grusomheder.
Der fortælles om de små messingplader, der er lagt i fortovet rundt omkring i byen. Det er små mindeplader, der ligger ud for huse, hvor der boede jøder, der blev deporteret under nazismen.
Trods over tyve besøg i byen har mit blik aldrig observeret disse snublesten. Hver sten er individuel, således navn, deportationsår og lejr er nævnt. Derudover rummer kapitlet mange spændende tips.

Demonstrantens død
Kapitlet om Berlins U-Bahn, som svenske Alfred Grenander (1863-1931) er hovedarkitekten bag, rummer fantastiske historier om flere af stationerne. For eksempel om stationen 'Deutsche Oper', hvor nedgangen til stationen den 2. juni 1967 blev rammen om dramaet med Shahen af Persiens besøg.
Efter ankomsten af busser med `jubelpersere` hyret af den iranske efterretningstjeneste, gik politiet til angreb på demonstranterne og myrdede aktivisten Benno Ohnessorg og satte skub i ungdomsoprøret. I dag er billedhuggeren Alfred Hrdlicas bronzerelief 'Demonstrantens død' opstillet foran operaen. Foran parkeringspladsen hvor han blev myrdet, er der i dag opstillet en lille informationssøjle, der med fotos og ord fortæller om ugerningen.
Bogen kommer ind på kz-lejren Sachsenhausen og Det Olympiske Stadion. Det tysk-russiske museum Berlin-Karlhorst, hvor man kan se hvor ikkeangrebspagten i 1939 blev underskrevet, et bord med opstilling af tropperne til operation `Barbarossa`, Hitlers plan for overfaldet på Sovjetunionen i 1941.
Museet har udover plakater, våben og uniformer også en stak gribende fotos fra krigen. Bogen omtaler ligeledes huset, hvor Wannseekonferencen blev afholdt. Der hvor beslutningen om udryddelsen af jøderne truffet.

Godt supplement
Kapitlet om DDR og Muren nævner naturligvis den socialistiske kirkegård i Friederichsfelde, hvor mange af avisens læsere sikkert har besøgt Rosa Luxemburg og Karl Liebknechts grave, og fortæller sobert historien om dem.
Der er omtale af KPD`s formand Ernest Thälmann, der sad livvagt ved Lenins båre i 1924, og blev myrdet af nazisterne i kz-lejren Buchenwald i 1944, af Bertolt Brecht, East Side Gallery med resterne af Muren, Stasimuseet, med mere.
Trods en antikommunistisk retorik er kapitlet ok som inspiration og idekatalog.
I kapitlerne om kunsten og byens fantastiske museer og det grønne Berlin, er der en række fine forslag og ideer, som undertegnede fik lyst til at besøge og kigge nærmere på ved, forhåbentligt snart, næste besøg.
Bogen er som helhed god og inspirerende, med mange fine historier om menneskeskæbner fra byens spraglede historie. Sproget let og informativt. Et fint supplement til den traditionelle guide.

Henriette Harris: Berlin, Berlin. Steder, skæbner og historier. 237 sider. 279 kr. Gyldendal.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. okt. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur