Peter Fröberg Idlings bog er mange ting. Litterær dokumentarisme, historiebog, erindringer, interview, essays. Beskrivelse af drømme og Kampucheas skønhed. Men mest af alt en påmindelse om at være kritisk

af Bjarne Nielsen
12. august 1978. Det kinesiske Boeing 747 er netop landet i Kampucheas hovedstad Phnom Peng. Med om bord var fire svenskere med den kendte forfatter Jan Myrdal i spidsen.
Landet var sønderbombet af USA og Pol Pots Røde Khmer, var i gang med at forvandle landet til en `kommunistisk` utopi. Samtidig cirkulerede rygterne om henrettelser, slavearbejde og sult.
Peter Fröberg Idlings bog 'Pol Pot smiler' handler om, hvorledes det internationalt anerkendte Kampuchea 1), tidligere Cambodia, i 1978 fik besøg af adskillige gæster fra diverse venskabsforbund eller ml-grupper, fra hele verden, herhjemme Kommunistisk Arbejderparti, KAP, uden at disse forholdt sig kritisk og selvstændigt til det, værterne viste frem.
En historie, som blev fortalt af Peter Frederiksen i hans bog 'Kindkys af Pol Pot - Kampuchea og den danske forbindelse' (2004), der tager udgangspunkt i de to KAP-medlemmer, Svend Åge Madsen og Peter Biscoffs rejse, og som kunne fortælles om adskillige andre `revolutionsromantikere`, der har valfartet til diverse `fædrelande`.
Delegationerne fik to ugers rundrejse og skrev senere i deres respektive avis og blade om det heroiske, men fattige socialistiske land. Et halvt års tid efter afsløres, at hen ved to millioner mennesker, en fjerdedel af befolkningen, var blevet henrettet eller er døde af sult, slavearbejde og sygdomme. 2)

Påmindelse om at være kritisk
Bogen handler om, hvordan en række højt uddannede mennesker, specialiserede i Sydøstasien, kunne rejse rundt i et af det 19. århundredes mest omfattende massemord uden at se noget.
Et af svarere Idling giver på, hvorfor det kunne gå som det gik, er at de var forudindtaget i, hvad de skulle se og høre, og de alle var specielt inviterede og måske derfor følte taknemmelighed og gæld.
Man skal heller ikke have været med i den revolutionære bevægelse i mange år for at kunne huske, hvorledes mange kom hjem fra Sovjet, DDR, Kina, Albanien, Rumænien, Cuba, Libyen, Nordkorea og så videre med unuancerede glansbillede-historier om dette og hint.
Mange danske journalister bor eller har boet i Israel uden at kunne se dets racisme og fascistiske træk, ligesom masser af danskere jo heller ikke kan se, at Fogh er en krigsforbryder. Dette bør ikke være en undskyldning, men måske en erkendelse af, at mange ser, hvad de vil se, og glemmer deres kritiske blik når det gælder venner.
Idling er ikke fordømmende eller har den moralske pegefinger fremme. Han har som andre undret sig over forløbet og undersøgt hvorfor. Bogen er en form for litterær dokumentarisme. Den handler om de Røde Khmer og den maoistiske del af venstrefløjen dengang i 70`erne, og om dagens Cambodia.
Idlings bog er mange ting. Litterær dokumentarisme, historiebog, erindringer, interview, essays. Beskrivelse af drømme og Kampucheas skønhed, som minder om Carsten Jensen i bogen 'Det glemte folk'. Men mest af alt en påmindelse om at være kritisk også af, måske især, det vi holder af.

Misbrug af kritik
Undertegnedes konklusion er, at delegationernes reaktioner lader sig forklare, men ikke skal forsvares.
En forklaring kan være, hvad den islandske nobelpristager Halldr Laxness skrev i 1964 i sin bog 'En digters opgør' om sine tidligere rejser til Stalins Sovjet: 'Mange frygtede også - og jeg var en af dem - at det ville modarbejde socialismen i verden i det hele taget hvis man fortalte om socialismens ubestridelige misere hos Stalin'. Man var bange for kritik skulle misbruges. Her er det vigtigt at kommunister erkender fejl og årsagerne til disse.
Et citat fra Pol Pot, hvor han siger `fysisk skønhed underminerer kampviljen`, burde have fået advarselslamperne til at lyse. Det er lige modsat. Hvad kæmper vi for?
Idling har interviewet såvel de svenskere, der var af sted, som de Kampuchea-funktionærer som sørgede for gæsterne på turen og ikke mindst det daværende styres præsident Khieu Samphan. Nogle af delegationsdeltagerne har naturligvis taget afstand fra deres indsats, medens for eksempel Myrdal ikke har ønsket at medvirke.

Forbrydelser i socialismens navn
Bogen udkom i Norge og Sverige i 2006 og vakte berettiget debat. Hvorfor den kommer nu, især fordi den ikke bringer afgørende nyt i forhold til Frederiksens 'Kindkys til Pol Pot' forstår undertegnede ikke helt.
Og kunne forfatteren ikke have interviewet de to danskere, når han i bogens danske efterord konstaterer, at de 'var mindre begejstrede for det de så' end svenskerne, og blandt andet i KAP`s 'Arbejderavisen' skrev 'Smiler folk ikke mere i Kampuchea?' Internt i KAP kom kritikken dog frem. Lidt har også ret om end det ikke er nok.
Det gør ondt på undertegnede at læse om de forbrydelser, der er gjort i socialismens navn, og om de tåbeligheder, den bevægelse, jeg selv har været en del af, har bedrevet. Men jeg erkender også vigtigheden af, at de kommer frem som en slags hjælp mod at andre begår lignende.
På den måde er Idlings bog god og vedkommende, ligesom man bliver betydeligt klogere på landets historie.

Noter
1) Såvel Socialdemokratiet som Schlüter-regeringen anerkendte Pol Pot-styret. Da Vietnam kort efter gik ind i Kampuchea støttede SF, DKP, VS og DKP/ML Vietnam, medens KAP protesterede og USA og Kina støttede Kampuchea og Pol Pot.
2) I dette tal kan der udmærket have været en del ofre for USA's terrorbombning mellem 1970 og 75.

Peter Fröberg Idling: Pol Pots smil. 272 sider 299 kroner. Gyldendal.