Godt nok er det rart at blive taget alvorligt af andre. Men det er livsvigtigt - både for os selv og for dem - at vi kan tage os selv alvorligt
af Erwin Neutzsky-Wulff
Vi har alle sammen et behov for at blive taget alvorligt. Det er ikke spor rart at blive grinet ad, fordi man mener noget andet.
Eller værre: at blive set som usympatisk, fordi man mistænkes for at abonnere på en upopulær ideologi. Ofte kan vore medmenneskers reaktioner virke som et korrektiv.
Vi tænker os om en ekstra gang og finder ud af, at en af vore udtalelser var taktløs og måske også i sidste ende mindre gennemtænkt. Men der er også en fare ved dette behov for at virke normal.
Dette gør sig især gældende på en tid, hvor vi manipuleres af medierne til at acceptere yderliggående synspunkter, fordi det er ekspedient for magthaverne. Det kan være en krig, der gør pacifisme og almindelig menneskelighed upraktisk, eller en befolkningsgruppe, der skal lægges for had, så dens medborgere ikke protesterer imod en selv ekstremt hårdhændet behandling af den.
I sådanne tilfælde kan vi komme i alvorlige vanskeligheder, hvis vi blot halser bag efter den omhyggeligt iscenesatte holdningsændring. Her nytter det altså ikke, at man nødtvungent indrømmer, at indvandringen (og ikke racismen) ligesom i sin tid 'jødespørgsmålet' da er et problem, bare for ikke at virke naiv eller det, der er værre.
Ikke mindst, når de 'nationale' værdier køres i stilling, er det livsvigtigt at stå fast på de menneskelige. Ellers ender vi nemlig ligesom det tyske folk i trediverne på en glidebane, der ender i en bundløs afgrund.
Vi begynder med at protestere imod, at bistandsklienter tvangsudskrives som organdonorer, og ender med at plædere for, at man kun tager den ene nyre. Dette gælder naturligvis ikke mindst folk, der lever af at skrive og skal forestille at være meningsdannende.
Om ikke andet, så fordi vi ikke kan leve uden tryksværte, og så skal man jo helst skrive noget, der er aktuelt og vedkommende. Ofte vil man konstatere, at det er muligt at blive taget alvorligt af medierne, selv om man ikke er helt enig, når blot ens synspunkter ikke afviger for meget.
For magthaverne i et 'demokratisk' samfund er der nemlig noget, der er endnu bedre end ingen opposition, og det er en tandløs opposition. Det er med andre ord i orden at beklage krigens og systemets ofre, så længe man ikke kritiserer krigen og systemet.
Resultatet er et fænomen, der ville kalde på latteren, hvis det ikke var så udbredt: Skribenter, der krukker med at være venstreorienterede, samtidig med at de bedyrer, at de skam ikke er socialister! De kan endeløst hælde vand ud af ørerne over en racistisk udtalelse fra Dansk Folkeparti (som om der kunne ventes andet fra den kant) og medvirker således i virkeligheden til at gøre partiet stuerent.
De er kort sagt nyttige idioter. Når de får spalteplads, er der altså tale om et nøje kalkuleret spil for galleriet.
De fleste af os, der ser amerikanske politiserier, kender til fænomenet good cop - bad cop. Ideen er, at to betjente under forhøret af en mistænkt påtager sig forskellige roller.
Den ene virker nærmest psykopatisk og truer med at mishandle fangen. Den anden vil gerne 'hjælpe', hvilket dog forudsætter, at han tilstår.
Den tilsyneladende så humane og progressive lederskribent er systemets 'good cop'. Måske ved han det ikke selv, måske vil han ikke vide det.
Måske skriver han som en brækket arm og kan på denne måde købe sig lidt goodwill. Den eftertragtede berømmelse bliver det dog næppe til - den, der følger med strømmen, er hurtigt ude af syne.
I grunden er det nok et spørgsmål, hvor meningsdannende vi skrivende folk egentlig er. Selv de 'store' forfattere bliver det trods alt oftest først efter deres død, når deres meninger er almindeligt antaget - ofte af andre årsager.
Meningsdannende er det, der siges i kantinen. Det er vigtigt, hvad vi siger, og ikke mindst, hvad vi tier stille med.
For godt nok er det rart at blive taget alvorligt af andre. Men det er livsvigtigt - både for os selv og for dem - at vi kan tage os selv alvorligt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278