Den, der underkaster sig en psykopatisk tyrans sindssyge magtbegær, er dømt til undergang. Det Kongelige Teaters udgave af Shakespeares historiske drama Richard III sætter følgagtigheden i centrum

af Gert Poder
Syv stole til højre, syv til venstre, 15 på scenens lange led, i alt 29 umage stole. På væggen bag dem står Englands fineste slægter skrevet med kridt. Nogle navne er streget ud. Det er de døde.
Sådan ser scenen ud, når stykket starter og sådan ser det ud, når det slutter - bortset fra kridtstregerne. Dem er der blevet mange flere af.
Det er William Shakespeare, der fortæller historien om den vanskabte og psykopatiske kong Richard III (1452-1485).
Stykket, der er skrevet lidt over 100 år efter hans død, der samtidig betød afslutningen på den såkaldte Rose-krig, er selvfølgelig sejrherrernes version af historien.
Henry VII, der grundlagde Huset Tudor, forstod at sælge sin version af historien. Og i den er Richard III ikke bare et ualmindeligt dumt svin, men tillige pukkelrygget, deform, ækel...

Vejen til magten
Det Kongelige Teaters nye Skuespilhus med dets rå interiør danner en perfekt ramme om scenografen og kostumieren Bente Lykke Møllers minimalistiske udstyr.
Til gengæld er der intet minimalistisk over instruktøren, dansk-svenske Staffan Valdemar Holm. Under hans stilsikre regi udfolder de ti skuespillere historien i al dens paranoide - og komiske - vælde.
De dør på stribe, de ti på scenen, som oprindelig skulle være 26. De stranguleres for åben tæppe, snydes og bedrages, forbandes og forherliges, så ikke et øje er tørt.
Kan man grine af - og med - en psykopatisk tyran, når han platter og myrder sig til magten?
Jo, da - hvis rollen spilles af Søren Sætter-Lassen. Han ér dette misfoster af en prins, som vil føre sin York-slægt til den totale sejr over modstanderne, Lancasterne.
Søren Sætter-Lassen kryber, smisker, vrider sig i sølet, klapper med den ene hånd og støder dolken i ryggen med den anden. Det ene øjeblik sine venners venner, det andet en koldblodig morder, en psykopatisk tyran, som intet middel skyr for at opnå magt.
I sin sejrsrus kaster han sig pludselig ud i vanvittige, kåde dansetrin. Hu-hej, hvor det går! Det er bindegalt komisk, poetisk morderisk, både urovækkende og genkendeligt.

Spytslikkerne
Omkring denne altdominerende figur kan man glæde sig over stykkets fire stærke kvinder, der alle har mistet mænd og børn for Richards morderhånd.
Det er Benedikte Hansen, Birthe Neumann, Kirsten Olesen og Sonja Richter, der begraver sine døde slægtninge og får teatret til at runge af latter, når de konkurrer om hvem af dem der har mistet mest.
Omkring dem svirrer som små døgnfluer spytslikkerne, de der kryber i støvet for den gale tyran. Peter Gilsfort, Søren Lenander, Lars Ranthe og Olaf Johannesen spiller alle Richards beskidte spil og alle ender de med at betale for det med livet.
Det Kongelige Teaters opsætning af det sjældent spillede Richard III er ikke bare godt teater. Det er en humanistisk begmand til alle de embedsmænd og følgagtige politikere, der slikker magtgale psykopater i røven og glemmer enhver humanitær anstændighed.
Måtte det gå dem lige så ilde som hos Shakespeare.

Richard III. Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Det Kongelige Teater, Skuespilhusets Store Scene, København. Spiller frem til 22. november.