Edvard Munchs liv var én lang kamp mod fysisk og mental lidelse. Mens han rastløs rejste Europa tyndt, skildrede hans pensler ubønhørligt menneskets indre rædsler

Mandens brede, blå ryg får kvinden til at smelte. Kun hendes hvide hals og sorte hår anes. Hendes lidenskab styres af hans rolige arm i hendes skød, mens han langsomt skubber hende væk fra gadens lys, ind i mørket.
Frem til januar 2010 kan det ses på Ordrupgaards nye udstilling 'Edvard Munch og Danmark'. Billedet hedder 'Kys' (1892) og var med på hans udstilling i Paris 1896.
August Strindberg, den svenske forfatter og kvindehader, beskrev det således:
'Sammensmeltningen af to skikkelser af hvilken den mindste i form af en karpe synes parat til at fortære den større, på uhyrernes, mikrobernes, vampyrernes og kvindernes facon'.
'Kys' kredser ligesom andre eksistentielle værker af Edvard Munch om tre temaer: Kærligheden, Angsten og Døden.
Det var blandt de malerier, som vakte skandale på en udstilling i Berlin 1892, men mærkelig nok ikke på grund af motiverne.
Det var hans helt nye brug af farver, former og linjer, der bragte sindene i kog, splittede den berlinske kunstverden - og gjorde ham berømt på en uge.

En sygelig kunstner
Edvard Munch blev født 1863 i vildmarksriget Hedmark nord for Oslo. Faderen var militærlæge, moderen af en solid bondeslægt, men ramt af den tids plage, tuberkulosen. Hun døde i 1868.
Hans storesøster døde af samme sygdom ti år senere, og Edvard Munch selv var ofte syg som barn og kæmpede mod et svagt helbred livet igennem.
Familien flyttede til hovedstaden Kristiania (fra 1924 Oslo) året efter, og den unge kunstnerspire får snart øjnene op for malerkunsten. 1879 kom han efter faderens ønske på teknisk skole, men året efter blev han optaget på Den Kongelige Tegneskole.
I Kristiania blev han en del af kredsen omkring den naturalistiske maler Christian Krohg, som blandt andet gengav byens prostitutionsmiljø råt for usødet.
En anden internationalt kendt norsk maler, Frits Thaulow, fik tidligt øje på Edvard Munchs talent og betalte i 1885 en tur til Antwerpen og videre til Paris. Her mødte Edvard Munch for første gang fransk samtidskunst på den årlige 'Salon'.
Endnu mere afgørende var hans møde med forfatteren og anarkisten Hans Jæger, skaber og leder af kunstnergruppen 'Kristiania Bohemen'.
I bogen 'Fra Kristiania-Bohèmen'(1885) skrev Jæger frimodigt om sine tanker og ideer, og det faldt ikke i borgerskabets smag.
Han gik ind for ligestilling mellem kønnene, fri sex og legal prostitution. Til gengæld angreb han tidens skole, kirke og retsvæsen, så bogen blev naturligvis beslaglagt.

En kaotisk tid
1880`ernes Europa var en tid præget af stærke strømninger, der strittede i hver sin retning.
På den ene side rådede en stærk nationalisme som følge af Tysklands opbygning til en krigsmagt. På den anden side bragte hver dag nye videnskabelige landvindinger, som undergravede det etablerede samfund.
Det prægede billedkunsten i tiden efter Tysklands oprustning. Den blev på den ene side et nationalistisk propagandamiddel, og kom på den anden side under pres fra tidens nye hit, fotografiet.
Det var i dette kaos, at den unge Edvard Munch skulle orientere sig. Et afgørende punkt var mødet med dansk modernismes store frontfigur,
J. F. Willumsen (1863-1958).
Han skabte som maler, billedhugger, grafiker, keramiker, arkitekt og fotograf en helt ny strømning i dansk kunst. Willumsen var stærkt påvirket af fransk symbolisme og vedkendte sig den malerretning der hed syntetismen. >Her brugte kunstneren symboler til at udtrykke barn- og ungdomsoplevelser gennem farver med stærke kontraster.

Munchs manifest
Edvard Munch var selv tidligt begyndt at bruge farver, former og figurer, der lå langt fra den accepterede nationalistiske og naturalistiske kunst. Mødet med J.F. Willumsen og senere digteren Emanuel Goldstein (1862-1921) blev en øjenåbner af de store.
I 1889 fik Edvard Munch et stipendium til at studere kunst i Paris. Han blev dog hurtig træt af sin lærer, en kendt portrætkunstner, så året efter flyttede han til Saint-Cloud udenfor Paris, hvor han delte lejlighed med Emanuel Goldstein.
I 1889 døde Edvard Munchs far, og det tab ramte kunstneren hårdt.
Han blev grebet af et voldsomt tungsind. I den sindstilstand fik han, hvad han selv kalder to 'syn', der befalede ham at male en serie billeder af 'hellige, mæktige øieblikk'.
Disse visioner nedskrev han i det, der senere blev til 'Saint-Cloud Manifestet' om malerkunsten. Det kom til at bestemme hans kunst resten af livet.
De næste ti år for han land og rige rundt, mens han skabte det ene mesterværk efter det andet. Hans livsangst havde tidligt bragt ham i forbindelse med alkohol, og det fik drastiske konsekvenser.

Sammenbruddet
Mange års rastløst liv i overhalingsbanen, et skrøbeligt helbred og en manisk selvoptagethed begyndte at kræve sin pris. Edvard Munch rejste meget, men slog sig for en tid ned i det københavnske fiskerleje Taarbæk.
Det var i 1905. Han var nu kraftigt alkoholiseret, og skrev selv i sine dagbøger om, hvordan dens 'indflydelse bragte Sindets eller Sjælens Spaltning til det yderste - indtil de to Tilstande som to sammenbundne Fugle sled til hver sin Kant og truede med Opløsning eller Kjedens Sønderrivelse'.
I 1908 sprang kæden af, og efter en kraftig svirretur brød han helt sammen. Han blev indlagt hos dr. Jacobsons nerveklinik i København, hvor han tilbragte de næste syv måneder med at komme til hægterne.
Undervejs var han særdeles produktiv, og eksperimenterede lystigt med at fotografere sig selv. Han malede desuden en række værker af både lægen og hans engle, klinikkens sygeplejersker. De var helt atypisk for Munch skildret i lyse, nærmest himmelske farver.
Opholdet havde ikke bare genoprettet Edvard Munchs helbred. Det fik ham også til at ændre livsstil. Fra nu af var det slut med sprut!

Tilbage til Norge
Den tidligere så fordrukne og rejselystne kunstner gik ned i gear. Han bestemte sig for at flytte tilbage til Norge.
På sørejsen tilbage passerede skibet Kragerø i Oslo Fjord, og her lejede han en ejendom og fik bygget et udendørs atelier.
Edvard Munch var nu en berømt og respekteret kunstner, som blandt andet modtog Den Kongelige St. Olavs orden. Hans værker blev købt stort ind af det norske Nasjonalgalleriet efter en udstilling i Kristiania 1909, der også blev en publikumssucces.
Han udstillede i Køln 1912 sammen med blandt andet van Gogh, Gaugain og Cézanne, og året efter fik han og Picasso som de eneste udlændinge hver deres sal på Efterårsudstillingen i Berlin.
Den nu holdne kunstner isolerede sig nu på sin nye ejendom i Ekely. Her nussede han om sin hest Rousseau, en ko, en gris og et par hunde.
Op gennem 1920`erne blev hans nu verdensberømte værker vist i en række europæiske storbyer. I 1930 mistede han imidlertid synet på det højre øje, var næsten blind og døjede resten af livet med øjenproblemer.
Da nazisterne besatte Norge nægtede Munch at have noget som helst med dem at gøre. Trods trusler om at beslaglægge Ekely og hans 'børn' - malerierne - stod han fast.
Han døde efter en lungebetændelse den 23. januar 1944.