Antizionisme har intet med antisemitisme at gøre, al den stund zionisme intet har med jødedommen at gøre. Zionister er dårlige jøder

af Erwin Neutzsky-Wulff
Anonymitet er blevet moderne - og mulig, takket være Internettet, i de bekendte blogs. Selv har jeg altid abonneret på det der med at 'kæmpe med åben pande'.
Og så har man jo ikke lyst til at få at vide, at man er en forbandet hykler. Hvorfor nu det?
Jo, jeg snakker altid så meget om racisme, og så skriver jeg under på en opfordring til at boykotte Israel. Og det er jo antisemitisme - åbenbart er arabere ikke semitter.
Det er sikkert ikke nogen ny erfaring for dette blads læsere. Også Islam er jo nu ifølge en del af højrefløjen 'nazistisk' - måske i et forsøg på at føre krigen over i fjendens lejr.
Men hvordan er det nu lige, jødedom og zionisme hænger sammen? Selv om man ikke skulle tro det ud fra bibelfilmene, var jøderne oprindelig et krigerfolk, eller rettere et dusin krigeriske stammer under ledelse af 'dommere'.
På et tidspunkt besluttede de imidlertid, at de ville have en konge efter udenlandsk mønster, og det blev så Saul, der dog hurtigt blev udskiftet, fordi han forsømte en af Gud påbudt menneskeofring (vist mest af økonomiske årsager). I stedet fik de så David, der endnu står for jøderne som den af Gud salvede og benådede konge.
Så kom verdensrigerne, der reducerede dem til en provins, og det havde de det rigtig dårligt med. At deres gud skulle være blevet besejret, havde de endnu vanskeligere ved at acceptere, men så fandt de på en god forklaring.
Gud var blevet vred på dem, fordi de havde opgivet deres krigeriske idealer, og brugte Babylon og Rom til at straffe dem. Han måtte med andre ord være af en anselig størrelse, og det er altså derfra, vi har vores forestilling om en universel guddom.
Til sidst blev romerne trætte af de evige oprør og ødelagde Jerusalem, begyndelsen til 'adspredelsen mellem folkeslagene'. En dag ville Gud selvfølgelig blive god igen, og jøderne ville få lov til at vende tilbage til Israel.
Hvornår? Jo, når en søn af David underlagde sig verden: Messias.
De kristne 'lånte' ham og lod ham rykke ind mellem de romerske guder, som han endte med at udkonkurrere. Jøderne venter som bekendt stadig.
Nu er der imidlertid nogle af dem, der er blevet lidt utålmodige. Åbenbart lader Gud og Messias vente på sig, så de har besluttet at tage sagen i deres egen hånd og give pokker i de to herrer.
For en rigtig jøde kan intet være mere blasfemisk. Jødernes tilbagevenden til Israel er et religiøst håb, ikke et politisk, og slet ikke militært.
Det kan altså ikke undre, at det står i modsætning til alt, hvad jødedommen har stået for i århundreder, civilisation og humanitet. Og det er en gru for enhver ortodoks jøde.
Forvirringen opstår, fordi man ved 'ortodoks' forstår 'politisk konservativ' - de to har intet med hinanden at gøre. Derfor skal man også være forsigtig med at give religionen skylden for alting.
Den kristendom, vi kender, er ganske givet 'opium for folket', legalisering af århundreders sociale undertrykkelse. De borgerlige revolutioner i slutningen af det attende århundrede undsagde den, men den vendte hurtigt tilbage som puritansk selvgodhed, med overklassens privilegier som 'belønning' for dens store fromhed. Islam virker på lignende måde som legitimering af en magtelite i mange lande.
Men religionen har også en anden side, som en mindelse om, at mennesker ikke blot er ressourcer og tabstal. Præster skjuler flygtninge og bliver fyret af bisper.
At den så ofte mangler den politiske dimension, der gør det muligt at diagnosticere sygdommen i stedet for blot at afhjælpe symptomerne, kan man kun beklage. I alle tilfælde ligger den forråelse og menneskeforagt, som israelske bøllesoldater udviser i overensstemmelse med deres bølleregerings politik, jødedommen fjernt.
Antizionisme har intet med antisemitisme at gøre, al den stund zionisme intet har med jødedommen at gøre. Zionister er dårlige jøder.