1930`erne var - som i så mange andre sammenhænge - en generalprøve på efterretningstjenesternes følgagtighed og totale afhængighed af magthaverne. Deres politiske hensigter og mål var identiske

af Anton Nielsen
Næsten 11 år sad PET-kommissionen bag lukkede døre, inden den - 70 millioner kroner senere - barslede med en rapport på 4.700 sider om efterretningstjenestens virksomhed i årene fra 1945 til 1989.
Konklusionen af års møjsommeligt arbejde bag lukkede døre er som følger:
'PET fremstår efter kommissionens undersøgelse ikke som en stat i staten, der handlede efter egne normer, men som en del af det danske statssystem og i det store hele underlagt de samme regler'.
Med andre ord ansvaret for efterretningsvæsnernes gøren og laden ligger alene på det politiske establishment.
Så sandt så sandt - efterretningstjenesterne er - og har altid været - et våben i magthavernes hånd til undertrykkelse af anderledes tænkende. Så det er uden tvivl rigtig, at PET - og andre 'væsner' af samme skuffe' - ikke er 'en stat i staten', som PET-kommissionen konkluderer, men magtens villige og skruppelløse lakajer, som til enhver tid står til rådighed for hvad som helst.
Et våben i antikommunismens tjeneste, for hvem intet middel er så beskidt, at man ikke er klar til at bruge det, hvis de politiske magthavere forlanger det. Man smækker hælene sammen og parerer ordre. Sådan er det, og sådan har det altid været.
Så hvis nogen skulle have troet, at der med rapportens offentliggørelse ville blive kastet lys over PET`s og de øvrige såkaldte efterretningsorganisationers - officielle som private, danske som udenlandskes - lyssky virksomhed under den kolde krig, så er de blevet skuffede.
Såvel Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvaret Efterretningstjeneste (FE) som de private antikommunistiske organisationer 'Firmaet', Stay-behind grupperne, AK-grupperne, HIPA - Hovedorganisationernes Informations og Propaganda Afdeling og dens efterfølger Arbejderbevægelsens Informationscentral, AIC (ikke at forveksle med CIA), Hjemmeværnet og ledende socialdemokratiske og borgerlige politikere, står - efter offentliggørelsen af rapporten - tilbage, rene som nyfalden sne.
PET og de øvrige muldvarpe kan ifølge kommissionen intet bebrejdes.

PET`s overvågning af DKP
Overskriften på PET-kommissionens beretnings sjette bind er: 'PET`s overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti'.
Man gør indledningsvis opmærksom på,
'.. at PET`s overvågning af DKP havde en særlig status i PET`s efterforskning under hele den kolde krig, idet DKP var det eneste parti, der var knyttet til Danmarks hovedmodstander: Sovjetunionen.'
Dette falske og propagandistiske udsagn æder PET-kommissionen råt, som det politiske grundlag for dens videre undersøgelse, stillingtagen og konklusioner.
Med en gammel politisk løgn - som ikke bliver mere sand af at blive gentaget - vælger man side i verdenspolitikken til fordel for den imperialistiske og kapitalistiske verden. Kommissionens vægtigste bidrag til den pågående omskrivning af historien, så den kommer til at passe med de nuværende magthaveres politiske mål.
På den baggrund udråber man de danske kommunister og deres parti til samfundsfjender og agenter i en fremmed magt tjeneste.
Tingene vendes endnu engang på hovedet - de sande overløbere og landsforrædere var dem, som i landets sværeste tider var agenter for en fremmed magt og uden skrupler udleverede deres landsmænd til fjenden, for mange med døden til følge.
Alt var og er altså tilladt og legitimt i kampen mod et lovligt politisk parti og mennesker med en anden politisk opfattelse. Fjenden stod og står til venstre og vennerne til højre.

Dengang i 30-erne
Sovjetunionen var fjenden. De jødisk/bolsjevikiske undermennesker truede de frie stater, og ikke mindst nazi-Tyskland, det fascistiske Italien og Solens Rige - det japanske imperium.
Den kommunistiske bevægelse blev udlagt som en femte kolonne, der undergravede de vestlige demokratier indefra. Propagandatrommerne buldrede konstant. Hadet - klassehadet - stod dem ud af halsen.
Kommunisterne og deres parti, DKP, blev udråbt til fjende af demokratiet og det borgerlige Danmark - en trojansk hest i det danske klassesamfund, som skulle bekæmpes med alle midler. Intet var helligt i den kamp - heller ikke mord.
'En god efterretningstjeneste må selvsagt fortolke politisk fastlagte direktiver og måske ikke altid gå helt efter bogen', sagde Ditlev Tamm, dommer, professor, DR. JUR. og senere fra 1999 til 2009 medlem af PET- Kommissionen til. (BT 29. november 1998.)
Der var ikke tvivl i hans sind, men han har jo som historiker god indsigt i de dele. Loven kan bøjes efter behov, forstår man?
Også grundloven kan - hvis man finder det nødvendigt af hensyn til 'Rigets sikkerhed' og det fortsat gode samarbejde med en besættelsesmagt - sættes ud af kraft, som det senere skulle vise sig under besættelsen.
I det hele taget blev 30-erne - som i så mange andre sammenhænge - en generalprøve på efterretningstjenesternes følgagtighed og totale afhængighed af magthaverne. Deres politiske hensigter og mål var identiske.
Nogle gange udartede deres handlinger sig til det komiske, men for det meste til det tragiske. Men så dum som efterretningsvæsnet nogle gange, vil have os til at tro de er, så dum kan ingen være! De ved udmærket hvad de har gjort - der er ingen undskyldning. Ej heller dumhed.

Afdeling D
PET`s forgængere i de politisk sprængfarlige 30-ere var mange, nævnes skal for eksempel Københavns Politi Afdeling D - Det politiske Politi.
Leder var Andreas Hansen (Russerhansen kaldet), som med en række prominente medarbejdere, så som voldsmanden Carli Hansen og Rudolf Christiansen, bedre kendt som 'Hestetyven', likvideret af modstandsbevægelsen i 1944, drev sin antikommunistiske virksomhed.
Afdeling D`s arbejde bestod blandt andet i oprettelse af et særdeles omfangsrigt kartotek over kommunister, spaniensfrivillige, tillidsmænd og emigranter og flygtninge fra Hitlers Tredje Rige.
'Allerede i midten af 30-erne indeholdt det politiske kartotek navnene på mellem 50 - 60.000 mennesker, oplysninger, som blev opbevaret i Afdeling D`s isolerede afsnit på Politigården, der fik elektrisk alarmsystem og stålskabe til de hemmelige dokumenter.' (Hans Davidsen-Nielsen: I en højere sags tjeneste.)
Afdeling D havde et dagligt og fortroligt samarbejde med den socialdemokratiske stikker og spionageorganisation 'Hovedorganisationernes Propaganda og Agitations Afdeling', HIPA, som systematisk drev den groveste form for antikommunistiske propaganda samtidig med, at man førte kartotek over medlemmer af DKP og spaniensfrivillige, såvel som kommunistiske tillidsmænd og andre fagligt aktive på arbejdspladserne.
Leder af dette marodørkorps frem til 1937 var ingen mindre end Hans Hansen, senere Hans Hedtoft, formand for Socialdemokratiet og efter krigen dansk statsminister. Han afløstes af H.C. Hansen som ligeledes blev statsminister efter krigen.
I 1939 blev der oprettet en landsdækkende efterretningstjeneste under Rigspolitichefen. I daglig tale Sikkerhedspolitiet, SIPO. Tjenesten blev reetableret efter besættelse under navnet Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, REA. (Herom i en senere artikel).

Fremmedpolitiet
Så var der Fremmedpolitiet. Her havde flygtningene daglig meldepligt. Dette såkaldte Fremmedpoliti var ledet af Max Andreas Pelving - nazist - og under besættelsen en af de mest ondartede stikkere fra Dagmarhus.
Men allerede fra midten af 30-erne var han en latent fare for alle politisk flygtninge. Han havde et nært samarbejde med Gestapo syd for grænsen, og tøvede ikke med at bruge det mod de forsvars- og retsløse mennesker, der faldt i hans hænder. Det var ham, som til en kommunistisk flygtning sagde:
'De kan selv bestemme, om de vil afgive forklaring. Hvis ikke reserverer vi plads til Dem i toget til Warnemünde, og så ved de besked!'
Han blev bakket op af den socialdemokratiske justitsminister K.K. Steincke, som i 1935 udtalte:
'Asylret, det er statens ret til at lade være med at sende Dem retur dertil, hvor De kom fra. Det er ikke en ret, De har til at være her.'
Senere, som svar til en delegation fra 'Røde Hjælp', udtalte han til afsked:
'Det er mig rasende ligegyldigt, hvordan man ser på det i Frankrig. Her skal De i hvert fald ikke vente hverken arbejde eller hjælp, bare fordi De har båret Dem skørt ad i et andet land. Dersom De ikke forholder Dem musestille, får de på torsken. Så kommer De ud af klappen, det skal jeg nok sørge for'. (Carl Madsen: Flygtning 33.)
Måske lyder det bekendt - også i 2009. I den sammenhæng er intet ændret. Som K.K. Steincke i 1935 således Birthe Rønn Hornbech 2009. Agenter for en fremmed magt?

Flygtningeskæbner
Ja - ingen kunne være i tvivl - og da slet ikke de ansvarlige! På den anden side ventede Gestapos bødler på deres værgeløse offer, hidkaldt af dansk politi og danske politikere.
Herefter var der kun endeløse afhøringer, pisk, knipler og spark - og trusler om, at samme skæbne ville overgå kone og børn, såfremt man fastholdt sin tavshed - den grusomste tortur og menneskelig nedværdigelse for at knække modstandsviljen.
Mange holdt ud, de var tavse til døden. Andre brød sammen. Derefter gik vejen for alle enten til kz-lejrens helvede eller til skafottet.
For mange politiske flygtninge: kommunister, socialdemokrater, fagforeningsfolk, jøder, sigøjnere og andre 'undermennesker' var hr. Max Andreas Pelvings og justitsminister K.K. Steinckes 'tog fra Warnemünde' vejen til en grusom død. Her et par eksempler:

Retur fra Danmark og halshugget
Conrad Blenkle blev født den 28. december 1901 i en socialdemokratisk arbejderfamilie i Berlin-Neukölln. I 1919 blev han medlem af det kommunistiske ungdomsforbund og senere Tysklands Kommunistiske Parti, KPD. I oktober 1925 blev han medlem af KPD`s centralkomite og politbureau.
I 1930 vælges han til Rigsdagen for KPD. Efter opløsningen af Rigsdagen gik han under jorden. Den 4. februar 1931 blev han arresteret i Düsseldorf og idømt halvanden års fængsel. I 1934 flygtede han via Saarbrücken til Amsterdam. Flugten går videre fra land til land, indtil han i 1938 nåede til Danmark. Herfra ledte han KPD`s illegale arbejde i afsnit Nord.
Den 16. december 1941 blev han arresteret af dansk politi og overgivet til Gestapo i Hamburg. Den 25.november blev han - efter måneders tortur - dømt til døden for højforræderi. Dommen blev eksekveret den 20. januar 1943 i Berlin-Plötzensee fængslet. Han blev halshugget.
Den gamle modstandsmand Aage Staffe kendte den tyske emigrant Willi Boller og har i sine bøger fortalt hans historie:
'To nævenyttige civile betjente anholdt Willi på Enghave Plads.
Her var mange mennesker forsamlet og Willi råbte højt: ÔSlip mig, lad mig gå, hvis I arresterer mig, vil jeg blive udleveret til Gestapo; de vil mishandle mig, overlever jeg torturen, vil jeg blive halshugget`.
Disse to eksemplarer fra det fædrelandskærlige, danske politikorps havde skyderne fremme. Willi fik ikke en chance.
Jeg undersøgte hele sagen meget grundigt og det lå helt vidnefast, at de to betjente, uden besvær og meget nemt, kunne have overset Willi. De kunne have vendt det blinde øje til, helt uden omkostninger.
Derefter blev han overflyttet til SS Hovedkvarteret i Hamborg. En enorm, stor betonklods. Det eneste, der stadig stod op i ruinerne.
Med arrestationen af Willi Boller, som var ledende i det tyske flygtningemiljø i Danmark før krigen - og leder af havnearbejderne i Hamburg under arbejderopstanden mod Hitlers magtovertagelse i 1933 - forstod jeg, hvad der kunne vente alle, der blev taget.
I 1946 opsøgte jeg hans far i Hamburg. Han fortalte, hvordan han var blevet lukket ind i Gestapos fængsel i byen og havde fundet sin søn i en betoncelle - han kunne ikke kende ham, sådan havde de mishandlet ham! For enden af gangen havde bødlerne stillet guillotinen op. Og de halshuggede ham til sidst!'

41 flygtninge udleveret til Gestapo
En nyuddannet jurist, Tage Schelle, forfatter i 1941 et notat i samarbejde med politikommissær Odmar. Politikommissæren er bekendt med den slags opgaver, for han har siden 1933 haft løbende kontakt med det tyske Gestapo.
Notatet stiller spørgsmål om, hvad Danmark skal stille op med mænd, kvinder og børn, der er flygtet fra nazismen.
Notatets officielle benævnelse er
'Indstilling om Godkendelse af, at et Antal Emigranter udsendes til Tyskland, idet Statsadvokaten kender til, at der vil fremkomme officiel Begæring fra vedkommende tyske Myndigheder'.
Konkret handler notatet om 58 tyske flygtninge, som det nazistiske Tyskland forventes at kræve udleveret. 42 mænd, otte kvinder og otte børn.
De 58 flygtninge sidder interneret i Horserødlejren eller i Vestre Fængsel. De har alle status som politiske flygtninge i Danmark. I notatet beskrives de sådan:
'Flertallet er Kommunister. Der er dog enkelte Socialdemokrater eller i hvert Fald sådanne Flygtninge, som Matteotti-Komiteen har taget sig af. Tre af disse er dog anholdt i april 1940 under Forsøg paa at rejse til Sverige uden om Paskontrollen, og er således selv Skyld i deres Skæbne'.
Vurderingen af, om man skal udlevere flygtningene er krystalklar. Juristen skriver:
'(...) For de fleste kan man roligt gå ud fra, det vil være et Held at blive af med disse Familier af fremmedlovgivningsmæssige Hensyn. Det drejer sig om Personer, der vanskeligt kan akklimatisere sig her i Landet. En del vil have vanskeligt ved at finde Arbejde og er derfor henvist til Socialhjælp'.
41 af de tyske flygtninge blev hentet af danske betjente den 2. august 1941 og i bus bragt til Tyskland til ophold i tugthus og kz-lejr eller til henrettelse. (Leif Larsen og Thomas Clausen: De forrådte.)
Tage Schelle endte sin karriere som præsident i Sø- og Handelsretten.

Den dansk-tyske grænse 1934
To store sigøjner-familier under ledelse af familiefædrene Josef Karoli og Chardas Josef - i alt 68 mænd, kvinder og børn - var på vej til Norge for at forny deres norske pas, som er blevet for gamle. Mange af dem er født i Norge.
Omkring midnat den 20. januar 1934 ankommer familierne i separatvogn med toget til Padborg. Vel fremme ved grænsen meddeler dansk politi dem, 'at vi har fået besked af de norske myndigheder på at afvise jer, derfor kan vi heller ikke lade jer slippe ind i Danmark, for vi vil ikke have jer hængende. I skal tilbage hvor I kom fra i morgen tidlig klokken seks'.
Zigeunerne protesterede kraftigt, og nogle kvinder skreg: 'I Tyskland tager de børnene fra os og dræber dem'.
En overbetjent Christensen og to andre betjente meddelte politimester Bjerre i Gråsten, 'at zigeunerne var helt vilde og hysteriske. Kvinderne truede med at dræbe deres børn - de ville hellere dø end tilbage til Tyskland.'
Men af sted kom de, hvad enten de tiggede eller bad '! toget kørte til Flensburg, hvor vognen blev koblet fra og i flere dage, under tysk bevogtning, placeret på et sidespor. Sigøjnerne måtte kun én ad gangen forlade vognen, når de skulle på toilettet eller hente vand.'
Politimester Bjerre skrev herefter sin rapport, der i dag ligger på Landsarkivet i Aabenraa, som 'ikke tilgængelig i 80 år.
Den 5. april 1934 skrev Aabenraa avisen 'Heimdal' under overskriften: 'De landflygtige zigeunerne skal opdrages' om '! at de nu befinder sig i en lukket lejr ved Bahrenfeld. I lejren skal sigøjnerne opdrages anstændige og brugbare mennesker. Mændene skal udføre produktivt arbejde og kvinderne skal oplæres til at koge og gøre rent!'.
Kun enkelte medlemmer af de to store familier overlevede krigen, de fleste blev sendt til Auschwitz og Buchenwald, hvor de blev myrdet. (Fritz Pedersen: Skyd Zigeunerne.)