04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Krig og ytringsfrihed

Krig og ytringsfrihed

Lørdag, 26. september, 2009, 00:00:00

I et krigsførende land som Danmark ønsker magt-haverne at styre nyhedsstrømmen. Sagen om jægersoldatens bog bruges tydeligvis til at statuere et eksempel

af Jørgen Petersen, formand, Kommunistisk Parti
Igennem de seneste uger har debatten om ytringsfriheden og dens grænser endnu engang skyllet hen over det ganske land. Det er jægersoldaten Thomas Rathsacks bog 'Jæger - i krig med eliten', som har bragt sindene i bevægelse.
Opspillet var ellers helt udramatisk. I månedsvis undlod Forsvaret at besvare henvendelser fra Thomas Rathsack omkring den forestående bogudgivelse. Men lige før bogen skulle udgives truer Forsvaret med bål og brand. Man kræver fogedforbud og skriver et brev til chefredaktørerne på en lang række dagblade og beder dem om ikke at omtale bogen.
Samtidigt fratages den højt dekorerede jægersoldat sin sikkerhedsgodkendelse. Det lugter af en reel fyreseddel. Og nu kan Thomas Rathsack også risikere at ende i fængsel i årevis, efter at Forsvarets Auditørkorps har rejst sigtelser mod ham for at videregive både fortrolige oplysninger og militære hemmeligheder.

Sikkerhedsrisiko?
Forfatteren til bogen er en jægersoldat, der har NATO og krigen i Afghanistan med i sin aftenbøn. Han er stolt af sin indsats og den danske krigsdeltagelse. Men hvad var det lige der gik galt?
I generelle vendinger har Forsvaret henvist til, at bogen udgør en sikkerhedsrisiko. I følge Forsvarskommandoen indeholder bogen nemlig oplysninger, som kan bringe både de danske soldater i Afghanistan i fare og true landets sikkerhed.
Forsvarskommandoen anklager er alvorlige, men udokumenterede. Ikke mindst påstanden om, at bogen er en trussel for de danske soldaters sikkerhed, bruges af Forsvarskommandoen til at påvirke grænserne for ytringsfriheden i Danmark.
I fogedretten blev sagen - efter krav fra Forsvaret - behandlet for lukkede døre. Også dommen blev udsat for censur. Halvdelen af domstolens kendelse er klippet ud. Af hensyn til Rigets sikkerhed!

Genevekonventionen
Mit bud er at forsvarskommandoen er blevet sendt i byen af den borgerlige regering.
Regeringen har tidligere benægtet, at der var danske jægersoldater i Afghanistan. Det passer ikke regeringen, at den igen gribes i løgn og fortielse.
Det er også værd at huske på, at der hverken har været en offentlig debat eller en beslutning i Folketingssalen om at sende jægersoldater til Afghanistan. Nu er det kommet frem, at det er sket i årevis og i stort tal.
Med den kontroversielle bog er det nu pludseligt en uimodsagt påstand, at de danske jægersoldater i Afghanistan gennemfører militære aktioner - forklædt som civile afghanere. Det er ulovligt i følge Genevekonventionen.
Jeg bemærkede også en pointe i dommen fra fogedretten, hvor der står, at bogen kan skade 'Danmarks forhold til fremmede magter'. Mon ikke dommen hentyder til USA og NATO?
Det argument har vi hørt utallige gange før - senest omkring PET's arbejde. Min erfaring er, at når det argument bruges af magthaverne, er demokratiet er under beskydning.

Fjenden taler arabisk
I et krigsførende land som Danmark ønsker magthaverne at styre nyhedsstrømmen, for at sikre den størst mulige støtte til krigen. Denne sag bruges tydeligvis også for at statuere et eksempel overfor andre potentielle forfatterspirer på Forsvarets lønningsliste.
Det hele bliver endnu mere absurd, efter at det nu er afsløret, at kilden til en arabisk sproget oversættelse af bogen på Internettet, tilsyneladende er forsvarskommandoen selv. Det lugter af spin for at dokumentere den påståede trussel - der naturligvis taler arabisk.
Truslen i denne sag kommer tydeligvis fra forsvarskommandoen og den regering, der i baggrunden trækker i trådene.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. sep. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur