04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Med virkelighedens sminke

Med virkelighedens sminke

Fredag, 25. september, 2009, 00:00:00

¤¤Applaus¤¤ handler om en kendt og succesfuld skuespiller, der har alle livets goder men mangler indhold i sin tilværelse, udenfor teaterets mørke

af Steen Flemming Jørgensen
Borgerskabets diskrete charme og forfald kunne godt have været titlen på denne danske film med den alt overvældende Paprika Steen i hovedrollen.
'Applaus' handler om en kendt og succesfuld skuespiller, Thea, der har alle livets goder, så som smart stor bil, lækker lejlighed, stor indtægt, men hun mangler indhold i sin tilværelse, udenfor teaterets mørke.
Når forestillingen er forbi, er hun alene og ekstremt ensom. Så ensom at hun har forsøgt at drukne alle sine personlige og psykiske problemer i sprut med efterfølgende nedtrapning.
Nu vil hun tilbage som mor til sine to drenge. Det bliver meget svært, for faderen (Michael Falch) har fundet en ny kvinde i sit og drengenes nye liv.
Paprika Steen, som vi kender gennem mange gode film de senere år, spiller så gennemført ærlig i denne rolle, som jeg vil mene er hendes største til dato.
Hun er på hele tiden. Uden teatersminke, men med den sminke livet giver. Vi ser ærligt og brutalt alle de nærbilleder, fotografen har taget. Alene fotograferingen er helt i top (Jesper Tøffner) og gør filmen seværdig. Her er ingen kloning. Vi ser rynkerne af livets spor i ansigtet. Lige på og ærligt.
Filmens skiftende scener mellem skuespillerens forestillinger og den barske virkelighed er gennemført, så det virker troværdigt.
Jeg kan anbefale filmen, som handler om et enkelt menneskes psykiske problemer i et samfund, der er uden mål og med. Men den giver ingen svar på, hvorfor nogle bliver således trods al mulighed for lykke. Hvorfor denne fremmedgjorte tilværelse til kvinden, der har alt? Det får vi heller ikke svar på.

Applaus. Instrueret af Martin P. Zandvliet. Premiere i denne uge.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. sep. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur