Og her sidder jeg. Født i et hjem uden elektricitet. Skriver på en ældre, stationær computer med en forældet udgave af Open Office, som hele tiden slår fra, så jeg mister data, men som jeg ikke kan finde ud af at få opdateret uden min datters hjælp

af Kjeld Stenum
Vi bliver flere og flere ældre i vores samfund, siger de. Det er et problem, mener de.
Der er ingen tvivl om, at de har ret. Det samfund, vi lever i, udskiller hele tiden folk, der får et stempel, hvorpå der står 'ældre'. Et ord, man begyndte at bruge, fordi ordet 'gammel' var blevet misfarvet af hele tiden at blive brugt på det faktum, at man var blevet kasseret. Men kasseret bliver man stadigvæk, selvom det nu hedder 'ældre'.
Man er blevet en forældet maskindel i samfundsmaskinen, som ikke lader sig anvende til en moderne samfundsmaskines kørehastighed. Helst skulle man direkte skrottes, hvis det kunne foregå på en tilstrækkelig usynlig måde til, at det ikke vakte røre i en uberegnelig offentlighed. Ellers må man jo betale lidt til lempeligere former.
Sådan skrotter vores samfundsmaskine så meget, det er ikke bare de 'ældre', ikke engang kun de 'udviklingshæmmede', det er alle, som ikke har et for maskinen nyttigt felt, hvor de er toptunede. For det er en maskine, der skal køre djævelsk hurtigt, derfor kan man kun anvende tip-top tilpassede dele til den.
Hvorfor skal den maskine køre så djævelsk hurtigt? Det moderne menneske har mindst halvandet hundrede tusinde år på bagen, af dem har det tilbragt langt størstedelen i en komfortabel jæger-samler-tilværelse, og kun de seneste syv-otte tusind ud af de halvandet hundrede tusinde år har det haft en historisk udvikling, drevet af hvad denne klumme kalder en samfundsmaskine.
Og jo, det betød da en mere stressende og forpligtende tilværelse, at man skulle bearbejde jord og holde husdyr end bare at gå og plukke af naturens overflod. Men formentlig var det lokal udtynding af jagtressourcer, der tvang menneskene til at forsøge sig som bønder. Og opdage, at det gav dem mulighed for at blive langt flere.
Af de sølle syv-otte tusinde år, hvor menneskene har haft noget, der kan kaldes en historie, er så langt, langt størstedelen gået med at være bønder. Ikke et stillestående bondesamfund, men dog et bondesamfund med et bondesamfunds træk.
Det ville formentlig have været lettere for en bonde fra den danske bronzealder fra tre tusind år siden at tilpasse sig det danske bondesamfund fra for et par hundrede år siden, end det ville være for en bonde fra for to hundrede år siden at tilpasse sig nutiden. Hvis sådan noget altså havde kunnet lade sig gøre.
Så det er først de seneste par hundrede år, det er begyndt at køre rigtig stærkt. Og af de to hundrede år endda måske kun de allerseneste årtier. For blot hundrede år siden var bil og tog sjældne og flyvemaskinen knapt opfundet.
For blot godt et halvt århundrede siden var Danmark stadig overvejende et kun meget svagt mekaniseret bondesamfund. Jeg selv er født i et hjem uden indlagt elektricitet og husker fra mine tidligste barndomsår et landbrugssamfund, hvor den vigtigste trækkraft stadig var hesten, og hvor kun én af bønderne indenfor miles omkreds havde bil, en gammeldags Ford T.
Så begyndte alle at få traktorer. Og vi unger begyndte at få skolegang og voksede op med en stærk tiltro til, at med tilstrækkelig viden kunne vi eroble hele verden. Hvilket de allerfleste af os vel også på den ene eller den anden måde bildte os selv ind, at vi havde ret til at gøre. Og omtrent alle verdens bondesamfund har gennemgået eller gennemgår i disse årtier en mekanisering, der gør en stor befolkningstilvækst mulig.
Bare i min levetid er Jordens befolkning blevet omtrent fordoblet. Da jeg var lille knægt, gik vi på denne årstid og stablede kornneg til tørring på markerne eller hjalp vores forældre med at køre høsten i hus på en gammeldags stivvogn med jernbeslåede træhjul.
I dag kan den danske bonde, der har de rette bankforbindelser, for et par millioner erhverve sig en digital kæmpemejetærsker, der gør det muligt for ham at styre hele høsten fra A til Z hjemme fra sin stue. Hvor hele familien før måtte i aktion i ugevis, kan bonden i dag nøjes med at trykke knapper og tumle joy.sticks i et døgns tid. Til gengæld må han producere langt mere.
Vi gør os tit illusioner om, at den digitale revolution gør det muligt for os at spare energi og gøre verden grønnere. Det gør den måske nok ideelt set. Men det er ikke derfor, den digitale revolution kom til verden, og den vil heller ikke komme til at gøre verden det mindste grønnere, hvis ikke vi får et kraftigt tøjr i den her samfundsmaskine. Tværtimod.
Den digitale revolution er slået igennem, fordi den gør det muligt for menneskene at beherske langt mere omfattende processer og futte meget mere energi af for at få drøn på samfundsmaskinen, end dengang man måtte stå og skovle ind med håndkraft fra en kulvogn. Og det er også til det, IT bliver brugt. Til at få mere drøn på maskinen.
Og her sidder jeg. Født i et hjem uden elektricitet. Skriver på en ældre, stationær computer med en forældet udgave af Open Office, som hele tiden slår fra, så jeg mister data, men som jeg ikke kan finde ud af at få opdateret uden min datters hjælp.
Slås med at få betaling af regninger til at fungere, fordi jeg ikke har netbank. Tager hellere fat på tungt arbejde med skovl og håndkraft end rekvirerer maskiner på mit arbejde, fordi sådan er jeg nu engang vant. Får gennemgående ikke mere lært de ny ting, som er nødvendige, hvis man skal klare sig. Er ved at blive 'ældre' og skrotmoden, med andre ord.
Mens min datter med halsbrækkende dødsforagt kaster sig ud i de digitale systemers mærkeligste afkroge og endda beskriver sig selv som én, der ikke har særlig forstand på det. Studerer ting, ingen vidste noget om, da jeg var ung. Varmer op til at bruge sine år på at fodre maskinen, som vi andre har brugt vores. Synes stadig, det er spændende, men også allerede, at det er et slid at følge med.
Vi er alt for mange ældre, det er sikkert og vist. Og alt for mange ikke-toptunede. Vi må se at få tøjr i den maskine!