Gads Historieleksikon må alt overvejende have ros for korte og koncise artikler om relevante emner, men har en antikommunistisk slagside
af Mauri Johansson
Leksikon og ordbøger sælges ofte som noget faktuelt og troværdigt, hvor udgiver og forfatter antages at formidle den skinbarlige sandhed i nogle få ord.
For store dele er dette også rigtig. Der er ret sjældent tvivl om fødsels- eller dødsdato eller årstal for en konge eller en skelsættende begivenhed. Men bevæger man sig over i artikler om politiske forhold er sagen ofte en anden.
En af forfatterne til Gads Historieleksikon, 4. udgave Nils Arne Sørensen (NAS), skriver da også under Samtidshistorie: '! samtidshistorien (har) heller ikke nogen selvstændigt udviklet teori og metode'.
Han leverer selv eksempler på dette i de mange opslagsord om dette område, han har forfattet. Stort set samtlige artikler - med en undtagelse - om forholdene i de socialistiske lande præges af negative, følelsesfyldte eller ekstreme ordvalg, der ikke optræder når kapitalistiske lande omtales.
Under socialismen praktiseres 'politisk undertrykkelse', 'økonomisk ineffektivitet', 'politiske jerngreb', 'kontrol og overvågning' og forholdene er 'gruopvækkende' mv. Der sker 'uhyrlige menneskelige katastrofer'. 'Landene i Østeuropa blev gjort til sovjetiske lydstater'.
Samtlige disse ord kunne med samme - og ofte større - ret hæftes på USA's politik i hjemlandet og i sær i den øvrige del af verden. Tænk på den lange række af USA`s lydstater med marionetregeringer gennem tiderne og den dag i dag, nu senest Irak, Honduras og Colombia.
Den 'sovjetiske krigsmaskine er i kamp mod tyskerne' står der - jamen var det nu ikke den nazistiske krigsmaskine der måtte nedkæmpes af den røde hær for at sikre demokratiet i Vesteuropa, hvor England, Frankrig og USA længe lod stå til? At Stalin var 'fuldstændig uforberedt på den tyske invasion 22.6.1941' er ikke korrekt. Og at Tonkinbugt-affæren som Lyndon Johnsons motiv for at tæppebombardere Nordvietnam var ren digt, er også dokumenteret i dag.
Hvad med undtagelsen? Jo, under 'abort' skrive NAS, at 'Det første sted man indførte fri adgang til (selvbestemt) abort var i Sovjetunionen i 1920 under henvisning til kvindens ret til at bestemme over sin egen krop'.
For lidt om neoliberalisme
En anden af de fire forfattere, Bernard Eric Jensen (BEJ), der har skrevet om de mere filosofisk-politiske emner (for eksempel om Karl Marx, marxismen, socialismen mv) evner at udgå udgydelser af den ovennævnte slags, men kunne godt have anvendt en hel del mere plads til 'kapitalisme' og dens hærgen mod menneskeheden helt fra 1300-tallet.
Heller ikke neoliberalismen omtales udtømmende med den globale økonomiske krise og dens aktuelle katastrofale konsekvenser, i sær i den tredje verden.
Der er sat samme spalteplads af til at beskrive 'kommunisme' og 'kommunitarisme', hvor sidstnævnte er en helt ligegyldig amerikansk intellektuel øvelse, uden praktisk betydning andet end som et forvirringsskabende og splittende begreb.
Man savner også en dybere beskrivelse af Bretton Woods-aftalerne om Verdensbanken og den internationale valutafond mv, af Washington konsensus fra 1989, der knæsatte den voldsomme udbytning af tredje verden, samt dollarens rolle som reservevaluta.
USA`s notorisk morderiske efterretningstjeneste, CIA, Israels Mossad eller Iran-shahens SAVAK omtales enten slet ikke eller i helt andre, venlige vendinger en den tilsvarende tjeneste i Sovjetunionen (KGB).
I relation til CIA kunne hele den af USA selvskabte forvirring omkring Taleban og Al-Qaida beskrives. USA/CIA skabte selv konstruktionen 'Al-Qaida' og uddannede samt bevæbnede den. Derfor har USA/NATO nu en effektiv 'krigsmaskine' i mod sig i Afghanistan og Pakistan.
Antikommunistisk slagside
Bogen præsenterer sig selv med at 'Opslagene giver præcis og faktuel viden om en bred vifte af historiske emner og begivenheder fra oldtiden til i dag.' Der kunne have været tilføjet: 'Der er dog en antikommunistisk slagside, med en dertil svarende, rosende omtale af det borgerlige, udemokratiske kapitalistiske samfund.' Herved ville en politisk uafklaret læser være lidt mere på vagt vedrørende det 'faktuelle'.
Når dette er sagt må den nu foreliggende 4. udgave af Gads Historieleksikon alt overvejende have ros for korte og koncise artikler om relevante emner, med øje for internationalisering af udviklingen. I den næste udgave kan den politiske ensidighed forhåbentlig reduceres ved at gennemgå en del artikler med en objektiv, materialistisk tættekam.
Tønnes Bekker-Nielsen, Bernard Eric Jensen, Nils Arne Sørensen og Paul Ulff-Møller: Gads Historieleksikon - 4. udgave. 680 sider. 349 kroner. Gads Forlag 2009.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278