Hvis man lukker ørerne og bare får partipolitiske klicheer ud af det hele, befinder man sig i den verden, hvor man bare taler og aldrig snakker

af Kjeld Stenum
En del af denne spaltes læsere kender sikkert den danske musiker Peter Sommers gode sang om blafferen, der på vej væk fra hovedstaden kommer op på stop med sin gamle klasselærer, og de begynder at 'ikke tale, bare snakke, som man gør det vest for Valby Bakke'.
Forskellen på at tale og at snakke er, sådan som jeg forstår det, forskellen på monologen og dialogen eller forskellen på at ville overbevise og så at ville både give og lære. Om man er specielt bedre til at snakke vest for Valby Bakke end øst for skal jeg lade være usagt. Men til dem, der mener, at alt, hvad det er værd at lytte til, foregår øst for Valby Bakke, synes jeg, Peter Sommers sang er et velanbragt forsvar for den lille samtale.
Jeg kommer tit til at tænke på denne sang, når jeg tænker tilbage på mit fyrre års realskole-jubilæum, som jeg skrev om i forsommeren. Den foregik jo i allerhøjeste grad også vest for Valby Bakke.
Og én af de ting, der ikke blev plads til i forsommerens skærveknuser, var en lang snak, jeg fik med - ikke min gamle klasselærer, som desværre er død i de mellemliggende mange år - men med min gamle historie- og geografilærer, der interesserede sig meget for, hvorfor jeg, der i min skoletid var en ret så bogligt anlagt lille splejs, endte som jord- og beton`er. Og hvorfor jeg skriver i Danmarks eneste røde dagblad.
Selv havde han nemlig gerne villet være murer, men det havde hans forældre ikke syntes. Om det var frustrationen over den skæbne, der havde givet ham sådan en uro i kroppen, at han sammen med sin kone havde drønet omtrent alle klodens lande igennem på motorcykel i årene siden, skal jeg ikke kunne sige.
Det kan også bare have været det åbne menneskes almindelige appetit på verden. I Kina havde han duperet et par lokale murerarbejdsmænd ved at tage spaden ud af hænderne på dem og give sig til at røre mørtel op for dem. Det politiske interesserede ham, fordi han i mange år har været radikal. I dag sidder han i dette partis landsledelse.
Men han lyttede til andre holdninger. Jeg har i min tid oplevet med en del mennesker, som gjorde politisk karriere, at de hurtigt kom til at bruge så meget tid sammen med meningsfæller, at de glemte, at folk flest måske ikke mente lige nøjagtigt som dem.
De tog skade på deres evne både til at lytte til anderledes holdninger og til at tale på en måde, anderledes tænkende kunne lytte til. Sådan var det ikke her. Min gamle lærer var kommet gennem sine mange politiske år som et helt menneske. Og det input, der kommer i dansk politisk debat fra venstre, var i høj grad noget af det, det interesserede ham at lytte til.
Men det var hans oplevelse - udefra - at venstrefløjen i dag i høj grad har mistet sine visioner, og at den eksempelvis ikke har noget svar på finanskrisen. For at illustrere hvad han mente, sådan et svar kunne indeholde, fortalte han om en rigmand, han havde mødt på én af sine motorcykelture, denne gang i USA.
En rigmand, der også havde været kommunalpolitiker, eller hvad det tilsvarende nu hedder derovre. Når årsbudgettet i hans 'kommune' skulle vedtages, foregik det ikke i byrådet, nej, det blev simpelthen lagt ud til offentlig diskussion, så og så mange midler havde man at råde over, hvordan ønskede 'kommunens' borgere, at de skulle prioriteres? Og efter debat stemte alle kommunens borgere om det.
På den måde tog borgerne selv ansvar for politikken. Sådan kunne et helt samfund vel indrettes, mente han.
Nu, hvor jeg har fortalt, at han er radikal, kunne nogle måske tænke, at det, han ville sige, var, at han gik ind for at opdrage borgerne til økonomisk ansvarlighed. Og at det derfor blot var en ny forklædt version af den gamle radikale traver om at anklage venstrefløjen for økonomisk uansvarlighed.
Det er nok sandt nok, at han går ind for at opdrage borgerne til det, de radikale kalder økonomisk ansvarlighed. Men den, der af den grund vil reducere hans eksempel til at være fordækt radikal partipropaganda, tager det op i en helt forkert ånd. Det var jo min gamle historielærer, og vi sad jo og snakkede.
Han talte ikke om, at arbejderne må udvise 'ansvarlig' løntilbageholdenhed ved overenskomstforhandlinger, og han forsvarede ikke finanspolitiske stramninger med 'økonomisk ansvarlighed', han fremlagde sin samfundsvision.
Jeg sagde, som min reaktion faktisk er, at jeg synes, det ville være en skidegod ide, om vi gjorde, som han sagde, både med de lokale kommunale budgetter og med den landsdækkende finanslov. Jo, det gider vi borgere godt engagere os i! Jo, det kan vi godt overskue!
Det kan da godt være, min gamle lærer og jeg har forskellige forventninger til, hvad der kunne komme ud af sådan en gang 'demokratisk planøkonomi'.
Jeg ved godt, at Det radikale Venstre ikke deler min opfattelse af, at vi lever i et land med økonomisk diktatur; i det parti mener de derimod, vi lever i et land med et frit erhvervsliv, og det, de i den forbindelse forstår ved frit, vil de også forsvare, at vi bevarer. Det kan derfor godt være, min gamle lærer forventede, at vi alle ville lære 'ansvarlighed' i den radikale betydning, der jo nærmest kan oversættes til 'tilbageholdenhed'.
Mens jeg naturligvis har visioner i retning af, at vi bliver bevidste om, hvor stramme rammerne for såvel kommunale budgetter som hele landets finanspolitik faktisk er, og at vi derfor også bliver tilskyndet til at diskutere, hvorfor disse rammer er så snævre, og om vi bør og skal acceptere det, eller vi skal udvide demokratiet til at omfatte erhvervslivet også.
Men jeg tror ikke, det handlede om forskellighederne. Jeg tror, min gamle lærer, der tilfældigvis var radikal politiker, kom med en ide, som han selv syntes både var skidegod og satte skidegode ting i gang, og som han mente, også hans gamle elev, der tilfældigvis var blevet rød, burde kunne dele. Det mener jeg faktisk også.
Hvis man lukker ørerne og bare får partipolitiske klicheer ud af det hele, befinder man sig i den verden, hvor man bare taler og aldrig snakker!