06 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Virkeligheden er jo snyd

Virkeligheden er jo snyd

Lørdag, 05. september, 2009, 00:00:00

En ko på en mark er en rød cirkel i en grøn firkant for den konkrete maler Erik Jørgensen. Alt andet er en illusion. 50 år efter sin debut er han aktuel med udstillingen ¤¤Globiana¤¤

af Gert Poder
Den vævre, lille mand smiler venligt og viser rundt her på ferniseringen af udstillingen 'Globiana' i Den Gule Villa på Frederiksberg.
Fra væggene myldrer det med noget, der ved første øjekast kunne minde om strenge geometriske former, funktionelle linjer og klare kontrastfarver. Men det er snyd.
- Det er farver, former og linjer, men det er også balance, for der kommer det med øjet ind, når man sidder og kigger. Det kan godt være at det ser ud som en cirkel, men den er måske lidt oval, forklarer Erik Jørgensen.
Han maler konkret, og det betyder at for ham er en firkant en firkant og ikke så meget andet. Og den firkant kan han få meget ud af.
- Jeg har aldrig haft problemer med at forstå, når folk snakker naturalisme. For mig er en ko på en græsmark en rød plet i en grøn firkant, griner han og fortsætter:
- Mange kan ikke se, at de ser på en naturillusion, for billedet er jo fladt. Hvis det skulle have været virkelighed, så findes den jo udenfor vinduerne eller inde i stuen...

Et billede har en melodi
For Erik Jørgensen handler maleriet også om musik. Hvert billede har sin melodi. Det er det, som farverne og figurerne skal gøre hos beskueren. Og at dømme efter de drilske geometriske former, der svinger sig rundt, er han mest til fest og ballade.
- Nogen gange får den for fuld udblæsning, og andre gange er det en stille ballade, og det mener jeg også at man fornemmer i billederne. Det er jo ikke alle sammen der er fuld truthorn på. Der er også ro og eftertanke, og så opdager man lige pludselig at dér er et lille sidespring, filosoferer den selvlærte maler, der fylder 80 år i december.
Han debuterede i 1959 på Kunstnernes Efterårsudstilling, og siden er tiden gået med at udforske den gåde, der råber fra billedets flade.
- Man prøver at arbejde med, at de ting der sker, de sker på billedfladen, siger han og bruger farven som eksempel.
- Så snart farven kommer ind i et nyt miljø, så kan man se, at enten blomstrer den op og udvikler sig eller også snævrer den sammen og bliver indskrænket, siger Erik Jørgensen.

Opvækst med Gode udviklingsmuligheder
Og det princip kan uden problemer overføres til os mennesker.
- For fanden, giv de små børn en ordentlig opvækst og gode udviklingsmuligheder, så blomstrer de jo op og bliver til noget, men hvis de får dårlige betingelser så skrumper de jo sammen og det kommer der noget skravl og lort ud af, lyder det kontant fra den københavnske arbejderdreng.
Globiana er en smuk sang fra de varme lande. Det er på en gang bevægelse og ro, skabelse og leg, virkelighedstro og illusion. Som så meget andet her i tilværelsen.

Erik Jørgensen: Globiana og udvalgte værker, Det Gule Palæ, Dirch Passers Allé 2, Frederiksberg. Mandag lukket, gratis adgang.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. sep. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur