Ved sin død for 200 år siden var han dansk kunsts grand old man. Siden forsvandt hans sanselige oprør i 1900-tallets pæne, rene linjer. Nu kan han ses på Statens Museum for Kunst

af Gert Poder
Kroppens vældige muskelmasse truer med at sprænge sig vej ud gennem maleriets lærred og fortære beskueren.
Som en sindsforvirret, dødeligt såret okse, stirrer heltens øjne i blind smerte. Han brøler af smerte, og den slangebidte fod fylder luften med sin stank.
Se lige den enorme krop, der vil få selv den mest testoronsvulmende bodybuilder til at ligne en spejderdreng. Hvad ville der ske, hvis han rejste sig op?
Hvordan vil de enorme lårmuskler passe til ryggens svulmende linje, og hvad vil der ske med det lille, underligt påklistrede hovede? Bagdelen springer underligt frem, ben og fødder er ude af proportion.
Skikkelsen raser ikke blot over at være bidt - den raser over sin tid. Maleriet er en protest mod indelukket pænhed. Det er en krop, der vover at gøre oprør.

Kroppens oprør
'Den sårede Filoktet' er et af de få internationalt anerkendte 1700-tals mesterværker fra en danskers hånd.
Det er malet i 1774 under en studietur til Rom af Nicolai Abildgaard, og han er ikke en hr.-hvem-som-helst.
Maleriet danner et naturligt centrum for Statens Museum for Kunsts udstilling 'Kroppen i oprør', der gennem 150 malerier, grafiske værker og møbler tildeler en glemt gigant hans rette plads i dansk og europæisk kunsthistorie.
Udstillingen har både været i Paris og Hamburg, men ikke i nær så omfattende form som på Statens Museum for Kunst. Her råder man i forvejen over en fornem samling af Nicolai Abildgaards malerier og grafik.
Abildgaard var også arkitekt. Foran Hovedbanegården i København står Frihedsstøtten, som fejrer stavnsbåndets ophævelse i 1788. Den har Abildgaard tegnet, ligesom det lille Apistempel i Frederiksbergs Have.

Historiemaleren
Han blev født 1743 i København som søn af en arkivtegner. Som ung blev Nicolai Abildgaard sendt i lære som håndværksmaler, men talentet rakte langt videre. Han kom på Kunstakademiet i 1764 og modtog her tre år senere dets højeste udmærkelse, guldmedaljen.
Nicolaj Abildgaard satte fra starten ikke sit lys under en skæppe- Han kastede sig over tidens fornemste kunstgenre: Historiemaleriet.
Det ragede op over alle andre genrer med sit enorme krav til viden om alverdens myter og heltekvad, til kunstens og den politiske fortid i storriger som Hellas, Rom, Ægypten, Persien, Indien og Kina.
Det var viden, som man ikke lige googlede sig til. Bøger var sjældne, dyre og ofte skrevet på tysk, engelsk eller fransk, og derfor krævede det stor flid og ikke mindst en ganske betragtelig hukommelse at beherske maleriets motiv.
Nicolaj Abildgaard besad alle disse dyder, og derfor blev han en af sin samtids største kunstnere, men først skulle han på den obligatoriske dannelsesrejse.
Datidens kunstneriske mekka var Rom, men kun de rigeste kunne rejse. De unge malere søgte derfor akademiets stipendier, og dem var der rift om.
Nicolai Abildgaard fik sit i 1772. Samme år overværede han på Fælleden halshugningen af kongens livlæge, J.F. Struense.

Rejsen til Rom
Det var en tid mellem nytænkning og enevælde, så den 30-årige kunstner har næppe været ked af at forlade det indeklemte og gammeldags København for i stedet de næste fem år at leve det søde liv blandt ligesindede kunstnere fra hele Europa.
Det har ikke været kedeligt. Omgangstonen var løssluppen. Tiden var romantikkens med dens krav om personlig frihed og retten til at udtrykke sine personlige følelser.
Det var en tid med enorme omvæltninger. Gamle vedtagelser stod for fald. Den svenske biolog Carl von Linné havde på sin tur til Lapland vist, at naturens orden ikke var guddommelig.
Romantikens kunstnere fulgte i hælene på den ny erkendelse og forkastede den dominerende nyklassicismes krav om akademisk strenghed, klarhed og stil.
Det absolutte ideal på den tid var antikkens krop, som den blev opfattet af grækerne i 400-tallet f.v.t. Den kredsede om den guddommelige skønhed. Ikke en plet, ingen lyde.
I ord, billeder og skulptur forkastede den nye generation af romantiske kunstnere dette ideal, der fremstillede kroppens skønhed som pæn og ufarlig.
Det var kunstnere som Blake, Rosseau, Turner og den schweiziske maler og kunstteoretiker Füssil, der blev Nicolai Abildgaards nære ven i Rom.
Det var i denne ånd, at 'Den sårede Filoktet' blev til. Paradoksalt nok slog samme maleri hans ry fast som nyklassicistisk maler.
'Den sårede Filoktet' var tænkt som en slags dokumentation for, hvad Nicolai Abildgaard havde opnået under sit stipendie.
Og maleriet vakte opsigt. Nicolai Abildgaard fik hjemkommet fra Rom i 1778 til opgave at udsmykke Riddersalen på det nyopførte Christiansborg Slot.
Med sine cirka 40 gange 20 meter og 15 meter til loftet var det en enorm opgave. Den franske arkitekt havde opdelt rummet således, at der kunne males på ti felter.

Nu brænder mit navn
Nicolai Abildgaard kendte sin besøgstid, og smed de revolutionære idealer til side. Han skildrer som udgangspunkt kongen som hævet over almindelige dødelige mennesker, som en evig magt givet af Gud, og som går i arv til de udvalgte.
Christian den Syvendes slægt, oldenborgerne, havde ved slutningen af 1700-tallet regeret Danmark i 300 år. Han ønskede en allegorisk skildring af Danmarks vej til pomp og pragt siden de første kristne konger.
En allegori er en billedlig fremstilling af en idé, en egenskab eller en symbolsk handling. Som når Retfærdighedens gudinde skildres som en kvinde med en vægt og bind for øjnene.
Riddersalens overdådige udsmykning var en del af kongens selviscenesættelse og en forherligelse af enevælden.
Men rebellen i den unge maler stak alligevel hovedet frem. Som fremstillingen af de ti malerier skrider frem, kan man se, at Nicolai Abildgaard forandrer sin skildring af kongerollen. Fra guddommeligt magtsymbol til et historisk individ i en konkret situation - en konge for folket.
Riddersalen stod færdig i 1792. To år senere brændte slottet ned til grunden. Kun tre af Nicolai Abildgaards malerier, der betragtes som hans livsværk, overlevede, sammen med skitser til de øvrige syv.
'Nu brænder mit navn', skal Nicolai Abildgaard have sagt ved synet af branden. Det kom dog ikke til helt at passe.

Fra frihed til tvang
En bølge af politisk fornyelse skyllede ind over Europa med den franske revolution i 1789.
Allerede i tiden før var der startet en reformproces. En af dem var nedsættelse af en landbokommission, der i 1788 anbefalede kongen at afskaffe stavnsbåndet.
Romantikkens kunstnere forlader antikkens dyrkelse af den rene krop til fordel for motiver fra en mere barbarisk verden.
Det romantiske maleri henter inspiration fra William Shakespeare, blandt andet den sindssyge konge Richard den Tredje. Andre motiver er fra de såkaldte Ossian-digte, der påstås at være overleveringer fra det andet århundredes Skotland.
I årene efter 1789 er Nicolai Abildgaard optaget af den franske revolutions idégrundlag og han er meget politisk engageret.
Sammen med kobberstikkeren J.F. Clemens udgav han en mængde satiriske blade, hvor verden vendes på vrangen. De er en forløber for vor egen tids krav til demokratisk debat og ytringsfrihed.
Blandt andet illustrerer de to 'Niels Klims underjordiske rejse' af Ludvig Holberg. Det er en satire over politiske forhold i Danmark under Christian den Sjette.
Holberg havde udgivet bogen i 1741 på latin i Leipzig for at undgå datidens censur. Nu blev den illustrerede udgave udgivet på dansk i 1789.

Fra frihed til eksil
På det tidspunktet gik det godt i Danmark. Napoleons-krigen sikrede styrtende indtægter på skibsfarten og på handel med sukker og slaver.
Så tiden var ikke til revolution. Den danske enevældskonge så tiden an og tillod en temmelig vidtgående samfundsdebat, bortset fra angreb på kongen selv.
Men i 1794 var det slut. Der blev strammet op på presseloven og censuren. Det skete samtidig med, at det begyndte at gå ned ad bakke for Danmark som stormagt.
Den stramme censur ramte en af tidens førende forfattere, P.E. Heiberg. Han brugte satiren som våben efter fransk forbillede, og i løbet af 1790'erne kom den stadig tættere på magtens centrum.
Det kostede ham adskillige bøder og endte med at fælde ham. Juleaften 1799 faldt den sidste dom, Heiberg blev landsforvist og opholdt sig til sin død i 1841 i Paris.
Dén skæbne ønskede Nicolai Abildgaard ikke at kopiere. Efter Heibergs landsforvisning holdt han helt op med at male allegoriske billeder - 'for at undgå retsforfølgelse' forklarede han en ven - og fremviste kun få værker til sin død i 1809.
Til gengæld fik han, både som billedkunstner, som møbelarkitekt og især som lærer på Kunstakademiet, stadig større indflydelse.
Blandt hans kendteste elever var billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844) og maleren C.W. Eckersberg (1783-1853). Sidstnævnte har fået æren af at være 'dansk maleris fader'.
Men som Statens Museum for Kunst ironisk gør opmærksom på i sit oplæg til udstillingen, har også han haft en fader. Og så må Nicolai Abildgaard være 'dansk maleris bedstefar'.

Al magt til erotikken
Personligt havde Nicolai Abildgaard måtte opleve den tort, at hans første hustru, Anna Maria, forlod ham til fordel for en svensk adelsmand efter tre års ægteskab. Den efterfølgende offentlige skilsmisse var en bitter pille at sluge for hofmaleren og kunstprofessoren. Det var i 1784.
Han levede alene i sin embedsbolig på Charlottenborg, men fandtes hyppigt i også den knapt så stuerene del af Københavns forlystelsesliv.
På en rejse til Jylland i 1799 mødte han den unge, 22-årige gifte Juliane Marie. Hun forelskede sig stormende i den ældre maler og var villig til at trodse konventionerne og lade sig skille for at gifte sig med ham.
Nicolai Abildgaard havde, som mange andre af tidens malere og forfattere, dyrket erotikken som motiv. For selv om tiden ikke tillod politiske svinkeærinder, så var slutningen af oplysningstiden alt andet end knibsk.
Homoseksuelle forhold blandt begge køn fik de færreste til at rynke på næsen, og en vis erotisk ramsaltethed var i høj kurs blandt det bedre borgerskab.
Med en ung kone i sengen kom der gang i den gamle malers fantasiliv. Således stimuleret malede han i sine seneste år en række underfundige og pirrende erotiske billeder.
Et af dem er 'Mareridtet' fra 1800. To kvinder ligger ryg mod ryg i en seng, den ene ind mod væggen, mørk og sammenlåst, den anden lys og åben. Øverst sidder en nuttet djævel med røde øjne og spidse øren.
Vennen fra Rom, den schweiziske maler J.H. Füssli havde malet samme motiv i 1878 med djævlen som en trussel. Nicolai Abildgaards billede derimod er helt anderledes en hyldest til erotikken.

En ener
Nicolai Abildgaard var indtil sin død i 1809 en ener i dansk billedkunst. Han blev hurtigt glemt af sine efterfølgere. Udstillingen antyder, at han var for fremmelig, for kødelig for sine efterfølgere.
To hundrede år efter hans død er det nemt at få øje på, hvorfor Nicolai Abildgaard har været en sten i skoen på 1800-tallets Danmark.
En kunstner, der trods alle odds insisterer på at være sig selv, at skildre virkelighed og fantasi i sin egen optik, er ubekvem. På samme måde som de tyske malere Emil Nolde og Max Ernst var det for nazisterne og Wilhelm Freddie var det for 50`ernes danske borgerskab.
Statens Museum for Kunst skal have ros for med udstillingen at genindsætte et oprørsk og samfundskritisk kunstneriske geni på sin rette plads - blandt de allerstørste.
Uanset om man vil nyde Nicolai Abildgaards sublime form- og farvekontrol, hans saftige erotiske fantasier eller underfundige hib til magthaverne, så er udstillingen et indblik i en verden af i går, der ikke er så langt væk fra vor egen tid som man skulle tro.
Måske vil der blandt publikum være personer til stede, der får de samme fornemmelser som dengang, de selv ville forandre verden.

Kroppen i oprør. Nicolai Abildgaard på Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, København K. Udstillingen kan ses frem til 3. januar 2010.

Udstillingen
'Kroppen i oprør' er opdelt i fem temaer, som er fordelt over to sale i Statens Museum for Kunst:
I Hal 1 møder man først temaet 'Kroppen i stykker'. Den sætter fokus på den unge Nicolai Abildgaard og hans tid i Rom med dens studie af kroppens anatomi.
'Krop og magt' viser det, der er tilbage af Nicolai Abildgaards livsværk, hans udsmykning af Riddersalen på Christiansborg Slot, samt en række skitser af de øvrige, ødelagte værker.
Hal 2 begynder med 'Traditionens spøgelse' og viser arbejdet mellem tradition og fornyelse, mellem antikkens billedverden og den nordeuropæiske motivkreds, som romantikken i stigende grad erstattede antikken med.
Midt i hallen sætter 'Revolutionens krop' Nicolai Abildgaards kunst og motiver ind i en samtidig politisk ramme. Det er en tid med opbrud, men også en farlig tid for de, der er for åbenmundede.
'Erotik, kærlighed og forløsning' fører frem til den gamle malers sidste år, hvor han lever med sin elskede Juliane Marie på landet i villa Spurveskjul, omgivet af kolleger, elever, venner og bekendte.