At religion viser større evne til at skabe sejlivede samfund end ikke-religiøse ideologier viser ikke, at religionen bidrager mere til menneskenes trivsel end ikke-religiøse ideologier, kun at religion skaber mere sejlivede samfund. Måske er det en dårlig ting

af Kjeld Stenum
Ud fra hvad populærvidenskabelige gengivelser siger, ser det ud til, at en ny grundantagelse er ved at få dogme-status indenfor videnskaberne. Eller sagt med et fremmedord, der er ved at opstå et nyt paradigme.
Nemlig at vi mennesker fra naturens hånd er disponerede for at være religiøse med den underforståede følgeslutning, at ateistiske afvigelser bringer os i en for os selv skadelig konflikt med vores egen natur.
Avisartikler og kronikker har handlet om det, og senest har det populærvidenskabelige tidsskrift Illustreret Videnskab haft en artikel om emnet. En del forskellige forskningsgrene tager hinanden i hånden og forsøger fra hver deres vinkel at underbygge dogmet.
Evolutionsbiologer finder tillægsforklaringer til Darwin, som skal gøre det forståeligt, at evolutionsmekanismerne favoriserer religiøst disponerede mennesker. Hjerneforskere finder særlige dispositioner for religiøs aktivitet i hjernen. Sociologer bidrager med statistikker, der viser, at religiøse samfund er bedre til at overleve på sigt end ikke-religiøse. Og antropologer bidrager med teorier om, at i de allertidligste større landsbysamfund har religionen formentlig haft særlig betydning for samfundets sammenhængskraft.
Tilsyneladende er det selve det at tro, og ikke, hvad man tror, der er vigtigt. Men særlig god er den religion, der gør særlig stor selvopofrelse mulig. Er paradigmet, man forsøger at koge sammen af alt dette, rigtigt, har man tilsyneladende givet et videnskabeligt argument for, at vi bør vælge at være religiøst troende.
Jeg kan have noget imod nogle af de ting, troende tror på. Men jeg har bestemt ikke noget imod selve det, at mennesker vælger at tro, hvis de mener, det giver dem noget. Selv den, der vælger at være materialist, undgår vel ikke af og til at rende ind i uafklarede spørgsmål, hvor man vælger den materielle forklaring uden bevis, altså i kraft af tro.
Men jeg har noget imod, hvis selve det at tro skal gives en videnskabelig retfærdiggørelse. For det er også at bruge videnskaben til at hævde, at det er ukorrekt eller skadeligt at være skeptiker. Jeg tror da også, at det ny paradigme er en uholdbar konstruktion, og hver eneste brik i det lader sig pille fra hinanden igen.
Paradigmet slutter fra, hvad evolutionsbiologien har disponeret os for, og til, hvilken konkret historisk udfoldelse denne disposition vil få i forskellige historiske perioder. Men den slutning er ikke holdbar.
Det kan godt være, at der i de tidligste menneskelige samfundsdannelser skete en evolutionær udvælgelse af individer med særlig forkærlighed for at ofre sig for fællesskabet, og at de fortrinsvist begrundede denne særlige forkærlighed religiøst. Det gør man fortrinsvist i samfundenes tidlige faser.
Det at betragte sammenstødet med naturkræfterne som et sammenstød med andre viljer er den oprindelige form, som sproglig naturerkendelse umiddelbart har haft i alle kendte oprindelige kulturer. Det betyder ikke, at selve dispositionen, der dengang måske blev, måske ikke blev nedlagt i vore gener, også nødvendigvis er en disposition for religiøsitet. Måske kunne mere moderne begrundelser for det at ofre sig for fællesskabet forløse denne disposition lige så godt.
Man kan heller ikke slutte fra sociologiske studier af, at et samfund viser evne til langsigtet overlevelse, og til at dette også sikrer det samfunds medlemmer langsigtet overlevelse. Måske vil de leve længere, hvis de bryder ud, især da, hvis samfundet kun overlever i kraft af en fanatisme, der kan have alle mulige ulyksalige konsekvenser, som for eksempel kollektivt selvmord.
At religion viser større evne til at skabe sejlivede samfund end ikke-religiøse ideologier viser ikke, at religionen bidrager mere til menneskenes trivsel end ikke-religiøse ideologier, kun at religion skaber mere sejlivede samfund. Måske er det en dårlig ting. Måske er det sundere og rigtigere at tvivle om et fællesskabs grundlag i det øjeblik, det har levet sin tid ud, end det er med dogmatisk fundamentalisme at pukke på det én gang vedtagne.
Man kan ikke slutte fra evolutionspsykologernes studier af, at forskellige hjernecentre viser særlig aktivitet hos religiøse og til, at vi er specielt disponerede for netop religiøsitet.
En undersøgelse, der viser, at religiøse menneskers hjerner stimuleres særligt på en måde, ikke-religiøse menneskers hjerner ikke gør, er måske en selvbekræftende undersøgelse, fordi mennesker med særlig stor nysgerrighed på livets store spørgsmål ofte bliver religiøse.
Måske er ikke-religiøs videnskabeligt baseret kosmologisk filosoferen endnu mere stimulerende, bare sjældnere. Måske er vores evne til tvivl og vores nysgerrighed det også. Hvis man underkastede vores disposition for tvivl og sult efter at lære nyt de samme undersøgelser, som det åbenbart er blevet trendy at underkaste religionen, kunne man uden tvivl finde mindst lige så mange facts, der beviste vores evolutionsmæssige og fysisk-neurologiske fordele ved at evne at tvivle.
Som sagt ligger det mig fjernt at have noget imod, at folk vælger at tro, hvor de ikke ved. Tro er uden tvivl ofte mere afstressende end tvivl og skepsis, i hvert fald på kort sigt. Men man kan kun vælge at tro, hvor man ikke ved, man kan ikke vælge at tro, hvor man ved, at troen er forkert..
Tvivl er ikke på samme måde som tro noget, vi bare kan vælge. Tvivl er noget, der kommer til os, når vi føler, at det, vi tror på, ikke rækker til. Så får vi brug for at vide. Viden skabes gennem tvivl og praktisk afprøvning. Den, som tvivlen er kommet til, kan ikke længere blot vælge at tro.
Men fortvivl ikke, kære tvivlende læser, for tvivl er ikke det samme som fortvivlelse. Og når alt kommer til alt, har tvivlende og videnskabeligt søgende sjæle nok bidraget betydeligt mere til menneskehedens trivsel og evne til at overleve end samtlige historiens religioner tilsammen.