Rune Engelbreth Larsen påviser, at når tolerancen er til stede, kan forskellige religioner udmærket trives side om side. Sådan har det faktisk været i de fleste historiske perioder

af Eigil Nielsen
Vi lever i en usikker tid, hvor religiøse bevægelser vinder frem. I det Danmark, hvor den danske folkekirke for få årtier siden var så godt som enerådende, findes der nu et stort muslimsk mindretal, og religiøse bevægelser af forskellig art skiller sig ud fra den oprindelige kristne lære, og mange konstruerer deres i høj grad individuelle tro. Ateister angriber den kristne tro.
Det er ikke længere som i de gode, gamle dage, og det foruroliger nogle. Vil det ikke være farligt for nationens sammenhængskraft, især at der nu findes så mange muslimer i vort land, spørger mange ængsteligt.
Rune Engelbreth Larsen har i bogen 'Oplysning og tolerance - arv og aktualitet' sat sig for at undersøge dette spørgsmål, som det fremstår i dag, og som det på principielt plan har bestået i historiens forløb.
Spørgsmålet er efter hans mening nært knyttet sammen med holdningen til tolerance. Er samfundet parat til at tolerere, at der findes forskellige religiøse opfattelser? Han finder frem til, at når denne tolerance er til stede, kan forskellige religioner udmærket trives side om side. Det er faktisk dette billede, der tegnes i de fleste historiske perioder.

En dominerende religion
Den vanskeligste situation optræder som regel, når der kun findes én helt dominerende religion, det være sig kristendommen eller islam. Den bliver let intolerant over for andre opfattelser og slår dem i visse historiske perioder ned med den største brutalitet.
Såvel inden for kristendommen som andre monoreligioner opstår der imidlertid modkulturer, der i perioder nedbryder magtmonopolet. Renæssancen var en sådan periode. Oplysningstiden med filosoffer som Descartes, Montesquieu, Voltaire, Rousseau, John Locke og andre satte spørgsmålstegn ved mange af kirkens 'sandheder'. Den franske revolution vendte sig direkte mod kirken. Modoplysningen genetablerede kirkens magt.
Rune Engelbreth Larsen henviser især til englænderen John Locke, der kæmpede ihærdigt for religiøs tolerance, og som fik stor indflydelse på udviklingen i England.
Det er forfatterens pointe, at fortidens humanister har skabt grundlaget for et moderne samfund, der vil trives med flere religiøse - og ikke-religiøse - opfattelser side om side.
Konflikter, som alt for ofte henføres til religiøse modsætninger, viser sig at have politiske og sociale årsager frem for de religiøse.

Selvmordsbomber
Han nævner, at der ingen selvmordsbomber var i Libanon, før Israel invaderede landet. På Sri Lanka fandtes de først efter, at militæret rykkede ind i øens tamilske område. Der var ingen selvmordsbomber i Irak før den amerikansk ledede invasion.
En undersøgelse har vist, at ud af 138 palæstinensiske selvmordsbombemænd i perioden 2000-2005 kom kun to tredjedel fra islamistiske bevægelser, men en tredjedel fra sekulære - altså ikke-religiøse - bevægelser. Hovedmotivet var hævn for begåede grusomheder.
Den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen, har udtalt, at det er en myte, at terror er en global risiko.
Uden helt at negligere en vis risiko fra yderligtgående fanatiker, ser det ud til, at vi skulle kunne leve i fred og ro med hinanden her til lands. Men Rune Engelbreth Larsen gør opmærksom på, at 'indflydelsesrige nationalistiske kræfter' yder modstand mod den multikulturelle samfundsudvikling. Man kan så gætte på, hvem det er!
I et radiointerview har jeg hørt forfatteren fortælle, at vore indvandrere faktisk har tilpasset sig vore danske normer bedre end Dansk Folkepartis gennemsnitsvælger. Denne person er nemlig mindre afvisende end indvandrere over for at slå børn og udføre sort arbejde!
Bogen 'Oplysning og tolerance' er en bog, der levende belyser, hvorledes vi i vor tolerance i nutidens samfund kan bygge på en historisk arv.

Rune Engelbreth Larsen: Oplysning og tolerance - arv og aktualitet. 211 sider. 248 kr. Aarhus Universitetsforlag.