Filmen ¤¤Når kirsebærtræerne blomstrer¤¤ handler om at få sine drømme gjort til virkelighed mens man lever. I døden er alt forbi, og livet kan ikke leves om

af Steen Flemming Jørgensen
Den tyske film 'Når kirsebærtræerne blomstrer' af Doris Dörrie har vundet en del priser blandt andet sølv ved filmfestivalen i Berlin. Så jeg satte mig godt tilbage i sædet ved pressevisningen.
Det skal med det samme siges, at jeg var forberedt på en meget langsom film. Instruktøren er nemlig meget begejstret for den japanske kulturs langsommelighed og at gøre tingene grundigt. Det udtrykker hun meget bogstaveligt i filmen, så nyd denne lille sørgmuntre historie langsomt.
Et ægtepar nærmer sig pensionsalderen. De bor i en landlig idyl midt i det tyske Bayern. Alt er tilsyneladende ro og orden.
Hustruen får den besked, at manden har en dødelig sygdom og kun kort tid tilbage. Ægteparret tager nu rundt til deres tre børn, hvor de to bor i Berlin og den sidste i Japan.
Besøget i Berlin bliver en meget frustrerende oplevelse for ægteparret. Deres børn og børnebørn har ikke tid til dem. De er til besvær. Kort og godt!
Hustruen dør nu pludselig. Ved nedsættelse af hendes urne har børnene ikke engang tid til at være til stede. Manden rejser nu til Japan, for i desperation at leve sin kones ønsker ud. Hun ønskede altid at rejse til Japan og at danse Butoh. En umulig opgave, men han får hjælp af en ung pige, der danser Butoh under kirsebærtræernes blomster. Sammen tager de til Japans hellige bjerg, Fuji-San.
Manden dør en tidlig morgen ved søens bred med udsigt over til Fuji-San. Ved hans begravelse er der den unge pige og hans yngste søn. Vi får her en meget realistisk japansk bisættelse at se. Smuk, men også meget lige på. Døden er jo ikke et farvel, men en overgang til en anden form.
Filmen handler om at få sine drømme gjort til virkelighed mens man lever. I døden er alt forbi, og livet kan ikke leves om! Den handler om hvor 'travlt' den yngre generation har det, og hvor lidt tid de giver til dem, der engang var deres forældre. Vi får indblik i det moderne Japan på godt og ondt, vi får indblik i den tyske landmiddelklasse som her beskrives kedsommeligt og trist.
Med ovennævnte advarsler kan jeg anbefale filmen for sin ærlighed og sin meget anderledes måde at se tilværelsen på i Tyskland og Japan.

Når kirsebærtræerne blomstrer. Instruktør: Doris Dörrie. Premiere i dag.