Han blev fejret som en af det 20. århundredes store amerikanske kulturpersonligheder, da han for nylig fyldte 90. Alligevel er det kun halvtreds år siden, Pete Seeger stod anklaget for uamerikansk virksomhed

af Alan Klitgaard
Af de utallige plader, Pete Seeger har indspillet, er der én, der har en lidt speciel historie. Man kan vel godt kalde den hans musikalske testamente, fordi meningen med den var at demonstrere, hvordan han arbejdede på scenen, og hvordan han arbejdede med publikum, mens han stadig var i stand til det. Optagelsen fandt sted i Sanders Theatre i Cambridge, Massachusetts - og året var 1980.
Det er 39 år siden, men manden er gudhjælpemig stadig aktiv. Det kunne vi opleve ved Obamas indsættelseskoncert i januar, hvor han stod på scenen sammen med blandt andre Bruce Springsteen. Men det jeg husker bedst var det lille glimt, hvor man så den 89-årige løbe ud fra scenen. Nu er han fyldt 90 år - og han har været aktiv i mere end 70 af dem.
Jeg har altid hyldet princippet 'don`t follow leaders' ! Der er så mange, ikke mindst politikere, der lover uden at holde, og uden at have til hensigt at holde. Men jeg føler stor respekt for Pete Seeger, og det er ikke for det han har lovet, men for det han har holdt, først og fremmest hans tidlige beslutning om livet igennem at stille op for de underpriviligerede, og at tale deres sag.
Og det er ikke fordi han ikke har begået fejl ind imellem, for det har han, men fordi heller ikke fejlene har kunnet rokke ved indtrykket af hans fundamentale ærlighed. Ikke leder, ikke guru, men forbillede og inspiration for generationer af sangere og musikere.
90-års dagen, den 2. maj, blev i New York markeret med en kæmpekoncert i Madison Square Gardens, og i København inviterede Laboratorium for politiske viser til fødselsdagskoncert med Leif Monnerup, Anne Eltard, Jan Hammarlund, Arne Würgler, Sine Bach Rüttel, Peter Abrahamsen, Franka, David Rovics, Eddie Skoller og Tamra & Noah Rosanes.
Min opgave var at kæde eftermiddagen sammen, og det gjorde jeg med spredte indtryk fra Pete Seegers lange, begivenhedsrige liv, blandt andet hans møde med Senator McCarthy og Komitéen for Uamerikansk Virksomhed, der på flere måder fik vidtrækkende konsekvenser for ham.

Boykottet
Der findes et filmklip, vel fra et et amerikansk tv-show og vel fra meget tidligt i 1960`erne, hvor irske Clancy Brothers med vanlig gusto give et nummer til gode. Deres akkompagnatør er ikke krediteret, og man ser ham kun i silhuet og kun fra ryggen, men der går nu ikke mange sekunder før man genkender Pete Seegers ranglede skikkelse og lyden af hans 12-strengede guitar.
At Seeger ikke er krediteret hænger uden tvivl sammen med, at han i sytten år var boykottet af de landsdækkende amerikanske tv-networks. En boykot, der først blev brudt da the Smothers Brothers i 1967, satte deres kontrakt på spil ved at præsentere ham i deres populære tv-show.
Og årsagen: Pete Seeger var et af de 151 navne på den infame Red Channels-liste, som blev optakten til et af de mindst flatterende kapitler i nyere amerikansk historie.

Den røde fare
Allerede inden Tysklands og Japans sammenbrud i 1945 var den nye fjende fundet, og der var politikere og generaler, der direkte plæderede for at man gjorde arbejdet helt færdigt ved med det samme at vende våbnene mod Sovjetunionen, allieret eller ikke.
Det var dog næppe et synspunkt, der nåede frem til de soldater, der netop havde vundet en verdenskrig side om side med russerne, eller til den vestlige verdens socialistiske og kommunistiske partier, hvis medlemmer opfattede russerne som helte og ikke som fremtidige skurke.
Den amerikanske venstrefløj var ganske stærk i årene efter krigen, som den havde været det før krigen, og havde kontrol over dele af fagbevægelsen, men det amerikanske kommunistparti, CP, stiftet så tidligt som i 1919, der drømte om et amerikansk samfund a la det sovjetiske, nåede aldrig bare i nærheden af den styrke, der skulle til for at realisere drømmen.
Socialister og kommunister i USA var under alle omstændigheder lige så splittede og fragmenterede, som de var mange andre steder, og de fleste historikere er vel i dag enige om, at der aldrig var tale om nogen reel 'rød fare'.

Red Channels
Men chefen for FBI, J. Edgar Hoover, så den tydeligt, og i et memorandum til regeringen, der også indeholdt en lang liste over ansatte i den amerikanske administration, skrev han:
'Jeg forestiller mig at De vil være interesseret i at vide, at en undersøgelse af denne liste viser at størstedelen af disse personer er medlemmer af det Kommunistiske Parti eller har udtrykt sig positivt om den kommunistiske bevægelses aktiviteter'.
Alliancen med Sovjet var slut og med den også krigsårenes våbenhvile mellem venstre- og højrefløj i USA. Den kolde krig var i fuld gang, og i 1950 udsendte den anonyme gruppe bag det højreorienterede tidsskrift Counterattack så bogen 'Red Channels, The Report of Communist Influence in Radio and Television'.
Den indeholdt dog ikke, som man kunne forvente, eksempler på reel 'undergravende virksomhed', men var simpelthen en kommenteret liste med navnene på 151 kendte mediepersonligheder. For som der stod i forordet: Kominform og det amerikanske kommunistparti satser nu mere på radio og tv end på presse og film, som midler til at videregive pro-sovjetisk propaganda til det amerikanske folk.
De fleste på listen, der omfattede et uforholdsvist stort antal kunstnere af jødisk oprindelse, var kendte skuespillere, instruktører, forfattere, komponister og musikere. Blandt de sidste Leonard Bernstein, Aaron Copeland, Artie Shaw, Lena Horne og Pete Seeger.
I kommentarerne var det blandt andet anført, at de nævnte mænd og kvinder havde arbejdet aktivt imod Hitler, Mussolini og Franco, imod racediskrimination, begrænsningen af stemmeretten og censur, havde hjulpet verdenskrigens flygtninge - eller havde udtalt sig kritisk om HUAC, den nyoprettede komité til undersøgelse af såkaldt u-amerikansk virksomhed.
Umiddelbart latterligt og grotesk, men var den første reaktion på den baggrund et skuldertræk, så viste det sig hurtigt at listen skulle få skæbnesvangre følger for mange af de involverede.
Der kom aldrig rigtig nogen debat om bogen, knap nok nogen omtale af den, for kun få eksemplarer nåede frem til offentligheden, og de der var nævnt i den opdagede det i mange tilfælde ikke før jobtilbudene begyndte at udeblive, eller kontrakterne kom tilbage uden underskrift. For til gengæld var der sørget for at bogen lå i skrivebordskuffen hos alle chefer for medieselskaber, forlag, reklamebureauer og sponsorer.
Og så begyndte vidneindkaldelserne fra HUAC at komme!

HUAC
HUAC (the House Committee on Un-american Activities), hvis formand var den republikanske senator for Wisconsin, Joseph McCarthy, var ikke nogen ret og havde ikke nogen juridisk myndighed som sådan (selvom man nemt kan få det indtryk, når man ser de gamle film fra afhøringerne, der bringer mindelser om nazidommernes afhøring af den stakkels Van der Lubbe efter Rigsdagsbranden i Berlin i 1933).
HUAC var én af de senatsundersøgelseskomitéer, som også i dag er en vigtig del af det amerikanske politiske system, og som har myndighed til at indkalde vidneudsagn til belysning af det aktuelle emne.
Det infame ved McCarthy og hans juristers ( blandt dem en ung, nidkær Richard Nixon) metode, og det der gør det helt berettiget at bruge ordet heksejagt, var komitéens krav om, at hvert enkelt af vidnerne angav venner, bekendte og kolleger. Det hele foregik ofte på så spinkelt et grundlag, at det i dag kan virke næsten komisk - det var det ikke for dem dem, det gik ud over!
Af de mere end 3.000, som HUAC satte under mistanke, havde kun ganske få et forhold til politik, der adskilte sig fra gennemsnitsamerikanerens, men mange af dem havde under den krig, der netop var afsluttet, ydet en stor indsats i kampen mod fascismen.

The Weavers
Kunstnere med klart udtalte venstrepolitiske holdninger, Pete Seeger blandt andet, fandt man til gengæld i kredsen bag sangskriverorganisationen 'People`s Songs Inc.' (senere People`s Artists Inc.), som udgav bladet 'People`s Songs' - det der senere blev til det stadig eksisterende 'Sing Out!'
De fleste af dem blev da også fanget i McCarthy`s søgelys, og ikke mindst de af dem, der før krigen havde været medlemmer af gruppen Almanac Singers, Seeger, Millard Lampell og Lee Hays. Også Woody Guthrie var med i gruppen, men af en eller anden grund gik han ram forbi.
Almanac Singers blev ikke gendannet efter krigen, men Seeger og Lee Hays dannede sammen med Ronnie Gilbert og Fred Hellerman den legendariske gruppe 'The Weavers'.
I 1950 lå deres indspilning af Leadbelly`s 'Goodnight Irene' i tre måneder nr. et på de amerikanske hitlister, og pladen solgte på kort tid i mere end 2.000.000 eksemplarer - det største hit i musikhistorien indtil da.
Men historien om The Weavers demonstrerer klart omfanget af Red Channel-listens, HUAC`s og McCarthy`s indflydelse på medierne og på amerikansk showbizz.
I 1952 var efterspørgslen efter gruppen så minimal at den måtte opgive karrieren. Så meget mere meningsløst, forbi The Weavers som gruppe, i modsætning til for eksempel Almanac Singers, var stort set apolitisk.

Pete Seeger og HUAC
Pete Seeger blev indkaldt som vidne den 18. august 1955. Han havde nogle år tidligere meldt sig ud af det amerikanske kommunistparti, CP, men havde i øvrigt aldrig lagt skjul på sin placering langt ude til venstre i det politiske spektrum.
Han nægtede at påkalde sig 'the 5. amendment', der skal beskytte borgerne mod selvinkriminering, og støttede sig i stedet for til 'the 1. amendment', der garanterer talefrihed, pressefrihed, religionsfrihed, forsamlingsfrihed og så videre. Ligesom vi kender det fra den danske grundlov.
Komitéen forelagde oplysninger fra pressen om en række arrangementer, hvor Seeger havde optrådt, og opfordrede ham til at gøre rede for, hvem der var til stede og hvem der stod bag arrangementerne, med den tydelige hensigt at kunne påvise at den reelle arrangør i mange tilfælde var CP.
Seeger nægtede forhøret igennem at svare på den type spørgsmål, men tilføjede at han til gengæld gerne ville fortælle om sin musik.
Det følgende er en direkte udskrift af lidt af forhøret i HUAC:
Mr. Seeger: Lad mig gentage at jeg gerne vil fortælle om alle de sange jeg har sunget. For det at synge er mit arbejde.
Mr. Tavenner: Jeg spørger Dem igen.
Mr. Seeger: Og jeg nægter at fortælle hvem der har lyttet til dem, hvem der har skrevet dem, eller hvem der ellers har sunget dem.
Mr. Taverner: Sang De den sang vi har refereret til, 'Now Is the Time', i Wingdale Lodge den fjerde juli?
Mr. Seeger: Jeg kender ingen sang af det navn, men jeg kender én med et navn, der minder om det. Den hedder 'Wasn`t That a Time'. Er det den?
Formand Walter: Sang de den sang?
Mr. Seeger: Jeg kan synge den, men jeg ved ikke hvor godt jeg kan synge den uden min banjo.
Formand Walter: Jeg spurgte om de sang den ved den lejlighed?
Mr. Seeger: Jeg har sunget sangen. Jeg vil ikke komme ind på, hvor jeg har sunget den. Jeg har sunget den mange steder ! Jeg har sunget for amerikanere af alle politiske overbevisninger, og jeg er stolt af at jeg aldrig afslår at synge for et publikum, ligegyldigt hvilken religion eller hudfarve, eller stilling i samfundet det har. Jeg har sunget i hobo-lejre, og jeg har sunget for the Rockefellers, og jeg er stolt over at jeg aldrig har nægtet at synge for nogen. Det er det eneste svar jeg kan give!
Det hele endte med at Seeger blev tiltalt for 'foragt for Kongressen' og senere dømt til et års fængsel. Han tilbragte dog kun en eftermiddag i fængsel, før han blev løsladt mod kaution (men nåede da at lære en ny sang fra en af de andre indsatte), og da sagen endelig kom for en appelret i 1962 blev han frikendt for alle anklager.
Det forhindrede dog ikke de store amerikanske medier i at opretholde deres boykot af ham i endnu nogle år.

Kunstner og aktivist
Man kan ikke sige at Seeger er 'en mand af folket'. Hans baggrund er den intellektuelle, progressive amerikanske venstrefløj, og han er selv en intellektuel, visionær humanist, der ser det som sin opgave at gøre sit til at verden bliver et bedre sted at leve for os alle sammen.
Den kamp har han kæmpet med stor stædighed og stort personligt mod (ind imellem også med en enøjethed, der har forhindret ham i at acceptere at nogle af hans visioner ikke havde hold i virkeligheden), og der er ikke nogen tvivl om at oplevelsen af mistænkeliggørelse, boykot og berufsverbot i 50`erne, af selv at have være berøvet de elementære demokratiske rettigheder, og berøvet dem af det system, hvis fornemste opgave det er at sikre dem, yderligere har styrket hans engagement i og hans forståelse for de underpriviligeredes vilkår over alt i verden.
Dertil kommer at han, efter de 10 år på is, ikke siden lod medier eller musikindustri få nogen som helst indflydelse på hans karriere som kunstner og som aktiv deltager i friheds-, borgerrettigheds- og antikrigsbevægelser over alt i verden - Sydstaterne, Latinamerika og Vietnam.

McCarthy`s endeligt
Og McCarthy? Jo, hans anklager antog efterhånden helt uhyrlige former og fra kunstnere, intellektuelle, jøder og fagforeninger kastede han sig over storindustrielle virksomheder og - de amerikanske væbnede styrker!
Efter i 1954 at være blevet genstand for Senatets (!) fordømmelse, falmede hans politiske indflydelse, og han døde i 1957.
Musikere, skuespillere, instruktører og forfattere. Snesevis af ødelagte liv og smadrede karrierer, men - desværre - nåede han ikke at opleve at hans heksejagt på langt sigt ikke havde nogen virkning, tværtimod. En generation af politisk engagerede sangere og sangskrivere som Phil Ochs (der debuterede i duoen The Singing Socialists!) og Tom Paxton og mange, mange med dem, var allerede flyvefærdige, og kunne ikke stækkes, og deres inspiration var netop - Woody Guthrie, Pete Seeger og The Weavers.
Og mon ikke McCarthy har roteret i sin grav, da Seeger i 1995 modtog den fornemme pris 'Medal of Honor in the Arts' af Bill Clinton, og snurret endnu engang, da Seeger i år medvirkede ved indsættelsen af den første sorte amerikanske præsident.
Det får så være at der i Bush-perioden, hvor utroligt det end lyder, faktisk har været gjort forsøg på at rehabilitere McCarthy. Seegers position, som en af det 20. århundredes store amerikanske kulturpersonligheder, kan der ikke pilles ved.

Alan Klitgaard
Han har været professionel musiker siden 1968 og en halv snes år frem, først og fremmest i bandet Paddy Doyles.
Har indspillet og produceret en længere række plader og været ansat i Danmarks Radio siden 1975.
Modtog i 2002 en Danish Music Award for arbejdet for og med dansk folkemusik.

Også på den kommende Tønder Festival vil man fejre Pete Seeger. I et Happy Birthday Pete-arrangement medvirker blandt andre barnebarnet Tao Rodriguez-Seeger, Arlo Guthrie, Niels Hausgaard - www.tf.dk