Efter Anden Verdenskrig søgte en ny generation af kunstnere efter et alternativ til forstædernes konformitet. Resultatet blev The Beat Generation, som nu vækkes til live i tre filmværker

af Bjarne Nielsen
Beatgenerationen er ikke som mange mennesker tror, fra omkring og efter the Beatles` gennembrud i starten af 60`erne.
I et kulturhistorisk perspektiv var beatgenerationen flere hundrede kunstnere, hvis mest kendte figurer er 1950`ernes forfattere Jack Kerouac, Allen Gingsberg og William Burroughs.
Beatgenerationen var først og fremmest en litterær bevægelse, der som en del af et større kulturelt opbrud havde sit udspring i årene efter Anden Verdenskrig.
Det var en reaktion på atombomben, koldkrigsangsten, materialismen, konformiteten, sindelagskontrollen og alt hvad der ellers truede med at forkrøble de oprindelige amerikanske værdier i jagten på en ny drøm.
En generation der i ordets bogstaveligste forstand var på evig rejse i søgen efter nye former for livsstil og kunstneriske udtryk. Kerouac blev verdensberømt for bogen der symboliserede generationen, 'On the Road' (Vejene) fra 1957.
Selv om beatgenerationen, ligesom senere hippierne eller blomsterbørnene, aldrig blev en massebevægelse - 68`erne herhjemme udgjorde vel højst 1 % - så fik den stor indflydelse inden for litteratur og musik, det sidste især bopmusikken som herhjemme mest kendes via Charlie Parker og Dizzy Gillespie.
Kort fortalt kan man sige, at beatgenerationen var første skvulp i den modkulturelle bølge, der ramte USA og Vesteuropa i 60`erne. Efter krigen og det økonomiske boom sådan en altid giver, ændrede mange ting sig.

Konformitet på prøve
Især var kvinderne kommet på arbejdsmarkedet, mens mændene sloges på diverse fronter. Konformiteten og forstædernes idyl blev sat på prøve.
Især var mange stødte over den moralske korruption de følte atombomberne over Japan udgjorde. Et andet USA var på vej.
Den danske forfatter Lars Movin, der brugte ti år af sit liv på at indsamle materiale og skrive mesterværket 'Beat' 1), skriver således, at: 'Beat handlede ganske enkelt om på én gang at genfinde forbindelsen til de værdier, man mente var tabt af syne, og at genvinde troen på fremtiden, samtidig med at man havde sin fulde opmærksomhed rettet mod her og nu'.
Efter at den sovjetiske Sputnik røg til vejrs under den kolde krig i 1957, var mange amerikanere i chok. Samtidig udkom 'On the Road', og udtrykte hvad mange kulturelle 'lommer' overalt i USA følte.
I disse 'lommer' hvor raceskel var ophævet og kvinder kunne bo og færdes alene, udvikledes nye fællesskaber og værdier. Den åndelige og kulturelle udvikling, haltede efter den materielle fremgang.
'Vi har et vigtigt job. Vi forsøger at redde og helbrede den amerikanske ånd' udtalte Ginsberg.
Man havde mistet 'troen på et fornuftsbegrundet socialt fællesskab i et atomart og industrielt løbsk postholocaust samfund'.
I Europa havde man Sartre, de Beauvoir og eksistentialismen.
I 'On the Road' var der plads til 'afkodninger af den jazzinficerede storbynat og (gen)opdagelse af det oprindelige Amerika, som stadig findes derude langs landevejene'.

Hollywood vågner
I en situation, hvor der er mange paralleller mellem 50`erne og dagens desillusionerede og moralsk anløbne USA med indskrænket ytringsfrihed og løbende overtrædelser af menneskerettighederne, tager drømmefabrikkerne i Hollywood i øjeblikket konsekvensen og er i gang med hele tre film om beatgenerationen.
'Vejene' er ved at blive filmet af det samme hold, som havde succes med Che filmen 'Motorcykeldagbogen', og med Godfather-instruktøren Francis Ford Coppola som producer. Et projekt der har været 30 år under vejs og som Coppola købte rettighederne til i 1979. Filmen ventes at have premiere næste år.
'Vejenes' forfatter er også med i 'Howl', der handler om en retssag i 1957, der blev ført mod Allen Ginsbergs forlægger for at have udgivet dennes 'utugtige' digt 'Howl' (Hyl), ligesom Ginsberg, hvis mor var kommunist, vil blive portrætteret.
'Hyl', der sammen med 'Vejene' var 'bibler' for beatgenerationen, havde referencer til bevidshedsudvidende stoffer og homoseksualitet, men var især en storslået sammenfatning af generationens oplevelser på godt og ondt.
Filmen 'Kill Your Darlings' handler om Lucien Carr, manden der førte Kerouac, Ginsbergs og Burroughs sammen og hans mord på en homoseksuel tilbeder, som Kerouac og Burroughs bidrog til at mørklægge i 1944.
Burroughs og Kerouac skrev med skiftevis et kapitel under pseudonymer sammen historien i krimibogen 'And the Hippos Were Boiled in Their Tanks' i 1945, som dog først udkom sidste år. Der er den engelske skuespiller Ben Whinshaw som får æren af at spille Lucien Carr.
I en artikel om beatpoeterne i Information citeres redaktøren af det britiske filminstituts magasin Sight and Sound for at sige, at '1950`erne har det med at dukke op igen med jævne mellemrum. Før var det måske Elvis eller rock and roll, men nu kan tiden være inde til at kigge på de mere barske sider af årtiet'.
Hvor har han dog ret.
Beatgenerationen var også et udtryk for en multikulturalisme, som er blevet mere aktuel end nogen sinde, ligesom kampen for freden. Generelt var de pacifister, for som Gingsberg sagde 'Vi er ikke rebeller, vi vil bringe en ny form for bevidsthed'.
Så kom Vietnam-krigen og mange blev klogere og fjernede den falske modsætning mellem kampen for fred og revolution.

'Beat. På sporet af den amerikanske beatgeneration' Informations Forlag. 671 sider, 399 kr.

Kilder:
'Beat' af Lars Movin 2008.
Antologien 'Frigørelsens Hylen' Syddansk Universitetsforlag 2007.
Dagbladet Information 17. juni 2009