Jesper Nørgaards familie-saga ¤¤Håb og det sorte klaver¤¤ drøner deruda` med sin aldeles politisk ukorrekte beskrivelse af livet i et kærligt og kaotisk fællesskab. Det er kostelig læsning

af Klaus Haase
Han er forfatter, billedkunstner og forlægger. Nu har han begået en familiesaga:
Sindssyge. Kærlighed. Sammenhold. Musik. Socialrealisme med humor og varme. Alle disse elementer er et hundrede procent til stede i Jesper Nørgaards nye roman 'Håb og det sorte klaver'.
Der er tale om et forløb i en families historie. Det hele starter i 1967. I Herning. Vi kommer igennem flere årtier. Der er tale om en medrivende fortælling.
Så medrivende, at man efter endt læsning sidder tilbage med en uforløst følelse i positiv forstand: Hvornår kommer fortsættelsen..?
Det kunne man have lyst til at spørge forfatteren, som debuterede på Gyldendal i 2004, hvor han vandt en konkurrence for nye lærere. Det blev til en række korte noveller. Han startede sit eget forlag i 2005. Han er altså sin egen udgiver, og står i øvrigt bag en række børnebøger. Romanen er udgivet sammen med forfatterens 'bedre halvdel'. Desuden arbejder Jesper Nørgaard som billedkunstner.
Sin egen og samtidig!
Jesper Nørgaard er helt sin egen som forfatter: Ligefrem, hjertelig og vidunderligt politisk ukorrekt: Den får ikke for lidt med superlativer og udtryk og øgenavne og alt det, som en 'politisk korrekt' meningsdanner sikkert vil sige, at man absolut skal holde sig fra, når man beskriver børne- og familieliv.
Familiedramaet udspiller sig i villaen Håb, der er et meget gæstfrit og åbent samlingssted for alskens originaler og livlige mennesker. Samtidig er det husrum og hjerterum for et familiekollektiv i flere generationer.
Det er et fællesskab, og en sprudlende social organisme af mennesker, som lever, lider, drikker, hygger, forelsker sig, dør, bliver sindssyge. Facaden krakelerer med mellemrum. Alligevel formår familien at holde sammen og hive hinanden op på skift. Både børnene, der efterhånden bliver unge, og de ældre, forældre og bedsteforældre og kærester.
De vokser op med hinanden. Tager skæbnen i hinandens hænder. De er sociale. Helt ind til benet.
Foruden at være sin egen, er Jesper Nørgaard en forfatter, der smukt forlænger fortælletraditionen fra Bjarne Reuter.
Skriv endelig videre - også på fortsættelsen..!
Det vil være det naturligste af verden, at der kommer en fortsættelse af denne roman, som er begået i jeg - form. En af børnene i familien har lykkeligvis taget modet til sig, og skrevet om familien.
Forfatteren kan anbefales at skrive videre i samme genre. Skulle han have andet gemt i ærmet, så værsgo!

Jesper Nørgaard: Håb og det sorte klaver. Forlaget Dunø, 280 sider.