12 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Roskilde Festival 2009: Det spirer i det grønne

Roskilde Festival 2009: Det spirer i det grønne

Lørdag, 04. juli, 2009, 00:00:00

Klimaet er i centrum på dette års Roskilde Festival med affaldssortering, pedalkraft og en soldrevet isbil. Der er masser af grønne fodspor - og masser af megastive deltagere, der stinker og bøvser

af Maria Prüdholm
Efterlad et grønt fodspor og få et green footstep. Det er missionen på Roskilde i år. Vel er der mange, der hellere vil drikke sig i hegnet - bogstavelig talt - men der er også overraskende mange, der yder en indsats.
Bemærkninger som: 'Ej hvor er jeg klima i dag', og: 'Prøv lige og se hvor klima, jeg var lige der', høres blandt de feststemte mennesker.
Deltagerne kan samle på green footsteps og vinde gode præmier. De grønne fødder udløses for eksempel ved at spise økologisk og vegetarisk mad. Eller ved at samle affald ind og aflevere det.
Sammenlignet med for blot ti år siden er der en mærkbar holdningsændring, der afspejler samfundet. Men samfundet afspejler også Roskilde Festival, for det er her, hvor der bliver gjort plads til alternativ tækning og kreative ideér.
Det er en seriøs prioritet for festivalen, der gerne gør plads og giver tilskud til opfindsomme hjerner.

Tryk på klima
Foran Orange Scene står et pariserhjul, og her er det mennesker, der holder hjulet i gang ved at trampe løs på kondicykler. Hvis ikke man gider det, så kan man heller ikke få en tur - og det er sådan set fair nok. Især varmen taget i betragtning. For det er i den grad varmt på Roskilde i år - og skyfrit.
Om det så er klimaforandringer eller bare en hed dansk sommer, så er det i hvert fald værd at tænke over, hvor stor forskel det ville gøre, hvis det var bare to grader varmere.
Som noget helt nyt er der i år en klimavenlig campingplads - Climate Community - ved Bycenter West.
Her kører en isbil rundt, der er 100 procent soldrevet; der er affaldssortering, pantindsamling, opladning af telefon ved cykelkraft, og hist og pist står der camps, der er selvforsynende med strøm gennem små vindmøller og solenergi.

Mandelejr og økologiske boller
Der bliver tænkt i små og store løsninger for at reducere energiforbruget og give deltagerne lidt klimaoplysning med i bagagen hjem. Forskellige NGO`er som Greenpeace og WHO giver gode tips og informationer om klimaspørgsmålet.
Og så er der Roskilde Festival, som vi kender den, med dens særegne dunst, mandelejre, der drukner i skidt og affald, ekstrem ulækre toiletter og fulde, svedige mennesker, der spontant hiver fat i én og giver en rigtig krammer.
For selv om der skal økologiske boller på suppen, så kommer folk stadig for at slå sig løs og høre musik. Og hvis man bevæger sig over i East, er der så tilsvinet, at man skulle tro, det var festivalens sidste dag - og så er musikken ikke engang startet endnu.
Meget er stadig det samme, men Roskilde er i den grad ved at udvikle sig. Selv om det går langsomt, så skal man ikke tage fejl: Der sker noget - et green step ad gangen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jul. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur