Når vi kigger ud i rummet, kigger vi tilbage i tiden. Det skyldes, at det tager tid for lys og radiosignaler fra fjerne himmellegemer at nå til jorden

af Kjeld Stenum
Lys bevæger sig som bekendt ikke øjeblikkeligt, men med omkring 300.000 kilometer i sekundet. Jo længere vi kigger ud i rummet, desto længere tilbage i fortiden kigger vi.
Månelyset, vi ser, er omkring et sekund gammelt, sollyset er omkring otte minutter, så vidt jeg da lige husker. Lyset fra vore nærmeste nabostjerner er flere år om at nå herned. Lyset fra vores nærmeste store nabo-galakse, Andromeda-tågen, blev afsendt for et par millioner år siden, dengang de tidligste menneskeracer først lige var begyndt at brede sig, og før vore tiders menneskerace overhovedet var opstået.
Hvis vi kunne se tilstrækkelig langt ud i rummet, omkring tretten en halv milliard lysår, altså tretten et halvt tusind millioner år, hvor lyset hvert eneste sekund havde tilbagelagt sine 300.000 kilometer, kunne vi se tilbage til det, de fleste i dag mener er vores erkendelses yderste grænse, nemlig den 'ur-eksplosion', der skabte vores verden, det såkaldte Big Bang.
Så langt kan vi i dag end ikke 'kigge' ud med vores allerbedste satellit-teleskoper. Nu er teorien om Big Bang en konsekvens af Einsteins relativitetsteorier. Og selvfølgelig skal man have tillid til dem for at acceptere Big Bang. Det skal jeg ikke tvinge nogen til at have.
Som jeg ser det, er de ikke til at komme udenom. Accepterer man det, handler det ikke blot om, at man kunne kigge tilbage til verdens skabelse, hvis man havde så gode teleskoper. For Einsteins relativitetsteorier siger også, at jo hurtigere noget bevæger sig i forhold til lysets hastighed, desto langsommere går tiden der. Og kunne vi måle på ting, der bevæger sig med lysets hastighed, ville tiden der være gået i stå.
Ligesom i øvrigt tingens masse ville være vokset mod uendeligt, og udstrækningen i bevægelsesretningen var skrumpet til nul. Så det handler ikke blot om at kigge tilbage i tid. Det handler om, at kunne et rumskib gøre rejsen sammen med radiosignalerne fra verdens skabelse, ville skabelsen set derfra rent faktisk finde sted samtidig med, at vi sad tretten en halv milliard lysår væk fra den og studerede dens signaler.
Hvis vi altså havde kunnet lave så gode teleskoper. Det kan vi ikke. Vore bedste radioteleskoper kan akkurat opfange en støj kaldet den kosmiske baggrundsstråling, der fortolkes som signaler fra den eksplosive udvidelse umiddelbart efter Big Bang . Men ifølge relativitetsteorierne ville det være meningsfyldt at sige, at verdens skabelse skete samtidig med, at vi - et af de sidst tilkomne produkter af tretten et halvt milliard års fysisk og biologisk evolution efter denne skabelse - sad og iagttog den. Hvis vi altså havde kunnet.
Det vil sige, at alt - fra de allerførste skæbnesvangre brøkdele af brøkdele af sekunder efter Big Bang, hvor hele universets masse var af en appelsins størrelse og umådelig tæt på at styre ind i en ubalance, der ville medføre øjeblikkelig kollaps, over de første minutters voldsomme ekspansion og afkøling, over de første elementarpartiklers dannelse;... over dannelsen af omtrent al den brint, universet har frembragt, og hvoraf alle øvrige grundstoffer senere er opstået;... over den fortsatte ekspansion og afkøling og dannelsen af de tidlige lokale gravitationsfelter, der fik brinten til at klumpe sig så tæt sammen, at det frembragte energi nok til at starte kerneprocesser;... de første sole eller stjerner, de første galakser, de første 'sorte huller', hvor gravitationen blev så stærk, at end ikke lysstråler længere kunne undslippe;... over vores eget solsystems tilblivelse, hvor vi allerede er to tredjedele henne i forløbet, man regner med, at vores solsystem har omkring 4,5 milliard år på bagen;... over de voldsomme begivenheder omkring planeternes og deres måners tilblivelse;... over de tidligste komplicerede kulstof-kæders og primitive proteiners spontane dannelse i de våde elementer, der dækkede overfladen på den tredje sten fra solen;... over - efter at endnu to milliarder af år er gået, omtrent halvdelen af vejen fra Jordens dannelse til nutiden - dannelsen af de allermest primitive livsformer, urhavets algesuppe, der gradvist og med ukontrollabel grådighed begyndte at æde løs af den jordiske atmosfæres livgivende kuldioxid og omdanne den til ilt, den ulyksalige giftige luftart, som åd og opbrændte alt, den kom i berøring med;... over den første store økologiske katastrofe, iltforgiftningen af livet og livets eget svar på katastrofen, de iltforbrugende mikroorganismers opståen, de allerførste primitive bakterier, som ikke længere var planter, men dyr;... over livets vækst fra encellede organismer til flercellede væsener, over de tidligste plantelignende søpølser og søanemoner;... over de op til halvtreds centimeter lange trilobiters rædselsherredømme, disse bænkebider-lignende leddyr, der for en halv milliard år siden i kraft af deres overlegne bevægelsesorganer erobrede verdenshavene, over de første primitive hvirveldyr, over livets landgang, paddernes verdensherredømme, over dinosaurer og fugle, over de små rottelignende natdyr med pels, der ikke lagde æg, men fødte levende unger;... over de voldsomme vulkanudbrud og økologiske katastrofer, som ledte til kæmpeøglernes uddøen;... over pattedyrenes hastige trængen sig ud i alle ledige økologiske nicher efter øglernes forsvinden, fra flagermus og halvaber over sabeltigre og mammutter til sæler og blåhvaler;... over de sociale abers evolutionære succes og de tidligste menneskearters opståen;... over den overlegent samarbejdende dyrearts, menneskets, imponerende dannelse af omverdens-manipulerende samfund med historiske udviklinger, over trællende klassers lidelser og imperiers opståen og forgåen;... over videnskabens triumf og industriel kapitalisme til mig, der sidder og skriver alt dette på den seneste industrielle revolutions ypperste frembringelse, den digitale computer, der formår at systematisere og bearbejde ufattelige informationsmængder - alt dette er ikke andet end de utallige fine forgreninger i et kosmisk lyn, der er væk i samme nu, som det opstår.