14 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Columbine går på gaden

Columbine går på gaden

Lørdag, 20. juni, 2009, 00:00:00

Hvis Tivoli i København fortsat skal have abonniner i 2060, skal der satses nu.

Så nu bliver den ellers så dydsirede Columbine sendt på gaden i et street show sammen med over 50 dansere, blandt andet Robotdrengene fra DR`s Talent 2008.
Showet mixer electric boogie, tekno-pantomime, klassisk ballet og luftartisteri. Selv Tivoli-garden har mærket fornyelsens sus og deltager i Steen Koerners nyskabende koreografi af den klassiske historie om Harlekin og Columbines kærlighed. For musikken står blandt andet Annisette.

Street Show i Tivoli, verdenspremiere 18. juni kl. 18.30, til 9. august.


Udvidet horisont i Aabenraa
Den nyetablerede kunstnergruppe Horizon laver temaudstilling i den smukke BaneGårdsbygning.
'Horisont' hilser sine gæster velkommen med en samling af gode gamle feriefotos af den slags som ethvert familiealbum rummer. Derefter fortsætter udstillingen med hver af de fem kvindelige kunstneres egne udtryk, hvor horisont indgår som tema. Gruppen bruger desuden farver fra hele paletten til at skabe et enten poetisk eller dramatisk nærvær.

Horisont med Horizon, BaneGården, Aabenraa, til 28. juni.


Billedskole på Brundlund Slot
Lidt udenfor Aabenraa ligger Kunstmuseet Brundlund Slot, hvor 40 børn har været elever på en billedskole.
Siden sidste sensommer har billedkunstnerne Mette Stærk og Bente Sonne hjulpet ungerne til at nedfælde deres tanker og oplevelser, dels inspireret af museets egen samling af 'voksen' kunst, dels af de naturskønne omgivelser.
Der er også blevet skabt eventyrlige konstruktioner med tændstikker og lim, og leget løs med tusch og sugerør for at skabe spændende billedkonstruktioner.

Brundlund Slot: Billedskole, til 3. august.


I seng med Lennon og Ono
I marts 1969 hoppede John Lennon og hans nye kone, den japanske eventkunstner Yoko Ono, i kanen sammen på et hotel i Amsterdam. Der blev de i syv dage, og den begivenhed er blevet dokumenteret af den hollandske fotograf Nico Koster.
Det første billede fra parrets 'Bed-in for Peace' gik verden rundt, men fotografen fik også lov til at dokumentere hele denne happening.
Men negativerne forsvandt og blev først fundet for nylig ved et tilfælde. Det er der kommet udstillingen 'Room 902' ud af, og den vises kun i Silkeborg, før den fortsætter til Moskva.
Galerie Moderne Silkeborg viser desuden værker af en række kunstnere, som for længst regnes blandt verdens yppigste, blandt andet byens egen søn, Asger Jorn.

Sommerudstilling 2009, Galerie Moderne Silkeborg, til 1. august.


Arn-ridderne indtager Esrom
En af dansk kulturhistoriske perler er Esrom Kloster og Esrom Møllegård i Nordsjælland. Her har fremsynede museumsfolk skabt et enestående oplevelsescenter.
For femte år i træk arrangeres her et både sjovt og lærerigt riddermarked, og i år er en af de store trækplastre Arn-filmens tempelriddere.
Sammen med 400 skønne jomfruer, munke, historiefortællere, slagsbrødre, gøglere, sigøjner, mindessangere, bueskytter, kællinger og krigere vil de fylde klosterengen med middelalderliv.
Som noget nyt kan børn med et ridderpas i hånden gå i ridder- og prinsesseskoler, hvor de kan lære at gøgle, skyde med bue og pil, flette ringbrynjer og meget mere.

Riddermarked på Esrom Kloster og Esrom Møllegård, 20.-21. juni

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. jun. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur