Vi husker ikke kampen for de 48 timer. Men en del af os husker tilbage til dengang, kvinderne endnu ikke var blevet færdige med at komme ud på arbejdsmarkedet

af Kjeld Stenum
For cirka hundrede år siden sloges man for en otte timers arbejdsdag, fortæller historikerne os. Da man samtidig kun havde fri om søndagen, vil det altså sige en otteogfyrre timers arbejdsuge.
Når vi moderne kulier ved, hvor trætte vi kan nå at blive på vores syvogtredive timer, korser vi os naturligvis og siger, at det da vel nok er godt, vi ikke lever for hundrede år siden. Det er godt, at verden bevæger sig fremad, og vi får det bedre og bedre og mere og mere fritid.
Ikke kun historikerne, også politikerne er ivrige efter at bestyrke os i den overbevisning. Den ene regering efter den anden udøver den mest utrolige veltalenhed for at fortælle os, hvor ufattelig godt alting går, takket være netop denne regerings politik, naturligvis.
Er det få regeringer, der kan prale af at have skaffet os mere fri - man blander sig vel ikke i arbejdsmarkedsforhold - kan de vel bryste sig af skattelettelser og flere penge mellem folks hænder, så vi selv kan afgøre, om disse penge skal bruges på at holde mere fri eller på andre forbrugsgoder. Eller på afdrag på gælden.
Så vi tror på det med fremskridtet, når alle nu siger det. Selv om vi egentlig ikke rigtigt synes, vi har så nemt ved at mærke, hvor utrolig godt vi har det, og hvor utrolig meget bedre vi har fået det bare i vores tid. Vi er sgu trætte. Og vi skylder penge væk. Begge dele var bedre for tyve år siden. Men tal lyver jo ikke, og 48 timer... Det er vel bare alderen, der trykker, tænker vi måske.
Men vi har nok svært ved at slå os til tåls med den forklaring, vi tænker tilbage på vores ungdom og sammenligner med nu. Og vi synes ikke rigtigt, der er overensstemmelse mellem vores egen oplevelse af tingene og sådan som de kloge siger, de hænger sammen.
Vi husker ikke kampen for de 48 timer. Men en del af os husker tilbage til dengang, kvinderne endnu ikke var blevet færdige med at komme ud på arbejdsmarkedet. Og man skulle ikke mange år længere tilbage, før det almindeligste var, at mutter gik hjemme og passede kødgryderne og vaskebrættet, mens kun fatter gik på arbejde. Og følgelig ikke foretog sig det helt store udover at slappe af, spise og sove, når han var i familiens skød.
Ingen tvivl om, at han trængte til det også, og han havde vel ydet sit til familiens trivsel ved at hente pengene hjem. Det var en anden arbejdsdeling. I dag kalder vi den reaktionær og kvindeundertrykkende, og det var den måske også somme tider, for det gav unægtelig manden mere magt, at det udelukkende var ham, der sad på pengepungen.
Men det var også simpelthen en anden arbejdsdeling. Og man kan godt overdrive det kønsundertrykkende aspekt og på den måde overse den øgede klasseundertrykkelse, der er kommet ud af den måde, vi har indrettet os på i dag.
I dag deltager fatter i husholdningen selv i de mest konservative familier, selv om det måske stadig ikke altid er helt så meget som mutter. Og mutter bidrager lige så meget til familiens indkomst, undertiden mere, da hun også er på arbejdsmarkedet og har sin egen lønindtægt. Men begge parter leverer syvogtredive timer hver, det giver fireoghalvfjers timer til arbejdsmarkedet fra familien som helhed, mens det for hundrede år siden kun var otteogfyrre.
Og jeg ved da godt, at man ikke kan sammenligne direkte, og almindelig familiehusholdning er blevet lettere på grund af vaskemaskiner, elektriske røremaskiner, støvsugere og færdigretter fra Irma eller det lokale pizzaria, hvis tingene brænder helt sammen i stress. Men alligevel... Fremskridt?
Den amerikanske antropolog Marvin Harris skriver, at stenaldermennesket kun brugte cirka tre timer dagligt på at skaffe sig de nødvendige daglige proteiner og vitaminer, resten af tiden sad man og nussede hinanden og rensede hinanden for utøj og styrkede de sociale bånd.
Samtidig var disse stenaldermenneskers sundhedstilstand fuldt på højde med det moderne menneskes, ja, tager man moderne civilisationssygdomme som fedmeepidemien eller den dybt foruroligende stigning i antallet af mænd, der ikke kan gøre deres kærester gravide, så var stenaldermenneskenes helbred uden diskussion langt bedre.
Tænk! Det liv kunne man da egentlig godt klare! Hvad er det dog for noget, det fremskridt, vi har rendt og jagtet de seneste fem-seks årtusinder af menneskehedens historie, sukker man så. Når det kommer til stykket, slaver vi utvivlsomt mere end nogensinde. Hvad er det for en frihed, vi har drømt om, kæmpet for, ofte ofret liv for? Jo mere vi har stræbt, desto fjernere er den blevet for os.
Ja. Sådan er det, det lader sig ikke bestride. Og det er dybt ulykkeligt, at mens vi tror, vi bevæger os mod større frihed, synker vi bare dybere og dybere ned i slaveriet.
Men Marvin Harris skrev også noget mere. Nemlig at vi aldrig har haft valget. Vi har aldrig kunnet vælge at forblive i stenalderkulturen. Når menneskene ikke blot fortsatte det komfortable jæger-samler-liv i stenalderen, så skyldes det, at menneskene, når de har det godt, som alle andre livsformer formerer sig, lige til de er på nippet til at sprænge deres økologiske grænser.
De grænser nåede stenaldermenneskene, da de udryddede alle deres store jagtdyr og ikke længere havde helt så bekvem adgang til proteinerne og heller ikke længere kunne få helt så sund kost.
Så blev de nødt til at opfinde nomade-livet og agerbruget. Det gav dominerende mænd uforholdsmæssigt meget magt, og sådan opstod patriarkater, klassesamfund og krige. Siden er det gået slag i slag.
Jeg ville gerne, jeg havde kunnet slutte denne klumme med at skrive, at nu har det heldigvis snart ende, for menneskehedens næste historiske skridt må nødvendigvis blive afkastelse af åget. Men den konklusion drager Marvin Harris ikke.
Jeg tror også med ham, at vi kan tage grueligt fejl, hvis vi tror, fremskridtet er noget naturnødvendigt. Men eet er sikkert: Holder vi op med at kæmpe for det, er der frit spil for bagstræberne.