Bent Hallers roman ¤¤Rakkerpakhuset¤¤ er for de læsere, der holder af mangfoldighed, livsglæde, solidaritet og arbejderlitteratur
af Bjarne Nielsen
I den lille kystby Ålestrand ligger en etageejendom med tre opgange, som i folkemunde kaldes Rakkerpakhuset.
Det er dagen hvor fodboldkampen mod Ålevej skal spilles i gården, og der er nerver på. Solen skinner, gården `dufter` af brunkål, og kampen giver alle, og det er mange, mulighed for at forholde sig til sig selv og hinanden.
Kort sagt er der liv og glade dage i ejendommen med det særegne navn.
Rakkerpakhuset, som sine steder vækker mindelser om John Max Pedersen, er en vidunderlig mangfoldighed af skæbner, børn som voksnes.
Kirsten og hendes enfoldige far, der tror at djævlen har taget bolig i datterens violin.
Johan, der stadig leder efter den hånd, som Gestapo huggede af i skoven.
'Tibetaneren', et mongolbarn med vandhoved, der opfinder sit eget sprog for at finde en måde at kommunikere på.
Husmoren Jytte, der har Ålestrands flotteste figur, og som brændende ønsker sig et barn og derfor lader `sig tage bagfra` i vaskekælderen søndag aften.
Der er jøden Perlemann, bare navnet, som har besluttet sig for at være lykkelig hver dag. Og mange flere.
Kollektiv roman
I bedste traditionelle arbejderlitteraturstil handler Bent Hallers lille mesterværk om de små og strenge kår, der herskede i 50`ernes Danmark, og om helt almindelige mennesker, hvis fortid, liv, og drømme fletter sig ind i hinanden.
En kollektiv roman og et socialrealistisk portræt af et arbejderbolig-kompleks, hvor delelokum og fattigdom er naturligt, i en periode hvor arbejderklassen stod stærkt og følte sig som klasse i og med et miljø, som desværre bliver sjældnere og sjældnere.
Man har oplevelsens af, at der er stof til en hel roman i hver person i Rakkerpakhuset. Trods Haller er hård ved sine personer, har de alle, med en undtagelse, deres kvaliteter. Et godt budskab.
En svunden tid
Perioden Haller beskriver, er tiden hvor folk blev sammen 'til døden Jer skiller', hvorfor der naturligvis er kampe i familien, hvilket giver bogen mange 'gode' historier.
Der er ingen tvivl om, at Haller skriver på selvbiografisk stof, for han har et rigtigt godt øje for hvorledes de små ting skaber de store. Det synlige og usynlige i en skøn blanding.
Haller formår også at skildre den rå, men kærligt mente, tone som altid har været en del af den verdens kommunikationsform.
Rakkerpakhuset er for de læsere, der holder af mangfoldighed, livsglæde, solidaritet og arbejderlitteratur. Rygterne om arbejderlitteraturens død må med denne bog siges at være stærkt overdrevne.
Bent Haller er en stor arbejderforfatter, der flere gange har skabt debat blandt andet med ungdomsbogen 'Katamaranen'. Rakkerpakhuset vil ikke skabe debat, men er ikke desto mindre en dejlig og vigtig bog om en svunden tid.
Bent Haller: Rakkerpakhuset. 300 sider. 300 kroner. Samleren.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278