Noel Cabangon besøgte det københavnske ¤¤Laboratorium for Politiske Viser¤¤ i oktober 2008 og blev inspireret til at starte noget lignende i Filippinerne. Per Warming beretter fra initiativets start i Manila

af Per Warming
I forrige måned nåede ideen om et laboratorium for politiske viser til Filippinerne.
ALAB eller 'Arts and Advocacy Laboratorium' blev søsat mandag 20. april 2009 i 'Conspiracy Bar' i Manila som endnu en udgave af 'Laboratorium for Politiske Viser', der blev startet 2001 i Stockholm af Jan Hammarlund, og som siden har fået aflæggere i København og Helsingfors.
Bag initiativet stod sangeren Noel Cabangon fra foreningen for progressive kunstnere 'DAKILA - Philippene collective for modern heroism' (ordet dakila betyder værdighed eller anstændighed).
Han besøgte det københavnske laboratorium i PH cafeen oktober 2008 og tænkte, at hvis de i Manila kunne etablere sådan et månedligt møde mellem politiske aktivister og kunstnere, kunne det skabe forbindelser mellem de unge og veteranerne og skabe grobund for nye sange for den politiske kamp for demokrati i Filippinerne i dag.
Jeg var med den aften i Conspiracy Bar, og jeg mødte dér nogle af legenderne - sangerne fra modstandsbevægelsen mod Marcos diktaturet i 70`erne og 80`erne. Jess Santiago skitserede den politiske sangs historie og Pol Galang fortalte om hvordan den politiske kunst havde ført til arbejde med gadebørn. Og to musikere fra gruppen 'Village Idiotes' hviskede oversættelser i øret på mig.

Samling af modstanden
Fra laboratoriet i København kunne jeg blandt andet fortælle, at de unges klareste politiske tekster i dag ofte kommer fra rapperne. Det bragte en gruppe unge rappere Tribu på scenen med en rap om menneskerettigheder. 'Tribu' betyder 'tribe' efter den voldelige slum i Manila, de kommer fra.
Diskussion blev det ikke, snarere opklarings-spørgsmål og udtryk for håb om at ALAB-initiativet kunne blive et nyttigt redskab for samling af modstanden mod det korrupte system i dag.
Sammen med Noel Cabangon sang jeg en sang af Steve Earl fra en af Joan Baez seneste cd`er, hvor omkvædet 'Come back Woody Guthrie' udvikler sig til
Come back Mahatama GandhiRise up old Joe HillThe barricades are going upand they cannot break our willso come back to us Malcolm Xand Martin Luther KingWe are marching into Selmaas the bells of freedom ring
Vi sluttede med en sang fra laboratoriet i København: Mikael Wiehes 'A song for courage', som Erik Stinus har oversat til engelsk og Noel har oversat til pilipino.

Moderne politisk sang
Moderne politisk sang fandt sin form i Filippinerne under Marcos diktatur (1972-86).
Filippinernes 350 år som spansk koloni og 50 år som USA`s koloni betød, at inspirationen udefra kom fra latinamerikanske kunstnere som Victor Jara og befrielsesteologien og fra USA`s folkemusik (Woody Guthrie og Pete Seeger). Modstandsbevægelsen rummede også den maoistiske guerilla 'New Peoples Army'.
Den filippinske revolution i slutningen af 1800-tallet havde udtrykt sig gennem teater og skønlitteratur, men den havde også sange - mest heroiske bekendelser til frihed og fædreland, ofte af march-karakter.
Også fængsler og fangelejre havde sin sangkultur. Under diktaturet blev universiteter og dele af kirken imidlertid vækstlag for en ny politisk sang med sangeren med sin guitar i centrum. Sangene skulle være hverdagsfortællinger, billeder og pointer - en folkets egen offentlighed - og skulle blandt andet fungere i cafeer, ved demonstrationer og på kassettebånd.

Multinational koloni
Et musiktidsskrift fra 1980`erne rummer interview med studenter, der sprang ud som politiske sangere, analyser af den ny folkesang i provinserne, der var befriet af guerillaen, kritik af det kommercielle marked, artikel af Victor Jara og anmeldelser af kassettebånd med Igorotmusik.
Igorot er fællesnavnet på de stammer, især fra Cordillera bjergene på hovedøen Luzon, der boede så utilgængeligt, at de aldrig helt kom under koloniherrernes kontrol, og som nu fik betydning kilde til autentisk filippinsk kultur. Skifter man 'Igorot' ud med 'Inuit' ville det være som at læse et progressivt musiktidsskrift fra Danmark på samme tid.
I dag har Filippinerne formel uafhængighed, men er reelt de multinationale koncerners koloni. Den politiske verden og embedsværket er korrupt i højere grad end under diktaturet.
'International Labor Rights Forum' nævner Filippinerne (sammen med Colombia, Zimbabwe og Pakistan) som et sted, hvor fagligt aktive stadig myrdes af regeringsstøttede dødspatruljer for at gøre landet mere imødekommende for investorer. Det offentlige rum er kommercialiseret og amerikaniseret ad absurdum.

På nutidens betingelser
I denne situation er det, at de etablerede politiske kunstnere vil skabe et sted, hvor de kan mødes med hinanden og med de unge for at diskutere og skabe politisk kunst på nutidens betingelser.
Noel Cabangon begyndte som folkesanger 80`erne og blev aktivist i bevægelsen.
I dag er flere af hans sange i karaokee-maskinerne. Det skabte debat, da han lod en af sine hit sange bruge i tv reklamer, men det åbnede muligheder for at bringe mere socialt relevant musik og sang ud til et større publikum.
Pol Galang sang om sine jeans, der er det amerikanske herrefolks symbol, men som også er så gennemblødt af blod fra modstandskampen, at de også er blevet hans. Jess Santiago understregede, at hver generation må finde sine egne metaforer.
ALAB skal først og fremmest være et mødested og et værksted for kunstnerkolleger, aktivister og publikum.
'DAKILA - Philippene collective for modern heroism' blev startet af en ung kvinde, Leni Velasco, der ikke selv er kunstner, men som syntes, at der skulle ske noget. Forkortelsen ALAB danner et ord, der på pilipino betyder 'flammende'.

http://dakilacollective.multiply.com/journal - http://dakila.org.ph