En engelsk karriere-embedsmand har skrevet en 465 sider bog om Hitler-nazisternes belejring af Moskva i 1941, som emmer af en voldsom dunst af hengemt koldkrigsretorik

af Mauri Johansson
Rust jer, thi dette bliver en ordentlig salve!
En karriereembedsmand i det engelske Udenrigsministerium, senere gennem årene 1988 - 1992 ambassadør i Moskva, har følt trang til at spendere 465 sider tekst og billeder på Hitler-nazisternes belejring af Moskva i 1941.
Bogen emmer af en voldsom dunst af hengemt koldkrigsretorik. Forfatteren har opstøvet en mængde dissidenter af varierende grad (forfatteren bruger ordet i anførselstegn) eller deres afkom og sat sig for at sortmale Sovjetunionens militære og politiske ledelse og dertil store dele af befolkning, bortset fra en mindre gruppe arvinger efter adelige fra zartiden, intellektuelle og kunstnere, som tilsyneladende har fundet nåde for hans øjne.
Selv om disse grupper blev forkælet af den sovjetiske ledelse, var de ofte kritiske imod den: 'Regimet indkaldte landets kunstnere og forfattere lige så skånselsløst som resten af befolkningen'. Ja, men var der da andet at gøre?

Skyder på alt
Landets ledelse, der nærmest beskrives som en flok debile massemordere med Stalin i spidsen, skyder uhæmmet nærmest på alt, der bevæger sig af russere i deres nærhed eller spærrer dem ind i lejre.
Denne slags oplysninger er der side op og side ned af, kun tallene varierer noget. Ind imellem undrer man sig over, at der overhovedet var nogen tilbage som tyskerne kunne nå at skyde!
En af forfatterens interviewkilder udtaler: 'Hvad mon militæret troede, de gjorde, når de satte veluddannede studenter sammen med en masse halvanalfabetiske rekrutter fra provinsen?' (Bogens forfatter oplyser et andet sted at analfabetismen i Sovjet var praktisk taget udryddet i 1939).
En anden, læge, fru Sakharova, gift med dissidenten Andrej Sakharov, fortalte om et biografbesøg i marts med kraftig snestorm: 'På hjemvejen var vinden endnu stærkere, vi havde den i ryggen, og den sendte os i løb over broen. Det var en god prøve for vores nye pelse'.

Ingen proletarer
Forfatteren har ikke den fjerneste fornemmelse af at revolutionen i 1917, som han konsekvent kalder 'statskup', faktisk blev et radikalt vendepunkt for de almindelige arbejdere og bønder som fremskyndede udviklingen af det af tsarerne og overklassen undertrykte folk, der hverken kunne læse eller skrive før Lenin og hans efterfølgere fik sat gang i sagerne. De nåede ud i rummet med Sputnik, før USA i panik kom så vidt.
Bogen omtaler ikke én regulær proletar, selv om hoveddelen af befolkningen hørte hjemme blandt dem eller bønderne. Der var mange der kæmpede for kommunismens sag, hvilket bogen ikke nævner.
Han viderebringer igen myten om at det var Sovjet der 'overfaldt' Finland i 1939, hvor der reelt var tale om en finsk provokation, støttet af Nazi-tyskland. Sovjet havde grundet kort forberedelse meget store tab, men høstede også vigtige erfaringer.

Sovjets tab
Nogle tal belyser dog hvad det kostede Sovjetunionen at nedkæmpe Hitlers armeer. Pålideligheden kan dog ikke garanters, men tendensen er klar: Slaget om Moskva var det største slag under Anden Verdenskrig og derved i historien.
Der deltog mere end syv millioner officerer og menige på begge sider. Under slaget, der varede seks måneder, mistede Sovjet 926 000 dræbte soldater, hvortil kom det mangedobbelte sårede - mere end Storbritannien mistede under hele Første Verdenskrig og mere end de samlede britiske og amerikanske tab under hele Anden Verdenskrig.
Under hele krigen mistede Sovjetunionen ni millioner soldater og sytten millioner civile medborgere. For hver brite eller amerikaner der døde, mistede Japan syv, Tyskland 20 og Sovjetunionen 85 personer.
At Sovjets tab blev så store skyldtes ikke mindst mangel på våben og andet udstyr, som man indtrængende anmodede Storbritannien og USA om nærmest daglig, men uden held. Det, at vestmagterne heller ikke sikrede en aktiv krig på vestfronten mod Hitler, sikrede ham en kæmpefordel mod Sovjet i krigens første mange måneder.

Sladder
Men bogen snakker om film, teater, elskere og elskerinder og anden sladder i det bedre borgerskab og militærledelsen.
Et af forfatterens kriterier på en god film var, at den ikke omtalte Stalin. Med snesevis af siders mellemrum kan forfatteren komme med enkelte indrømmelser af, at de russiske myndigheder gjorde noget fornuftigt. Metroerne blev brugt som sikringsrum og forsynet med biblioteker, kunst- og uddannelsestilbud.
Forfatteren indrømmer, at bredden i de russiske børns læsning i 1930`erne 'virker bemærkelsesværdigt stor'. 'Der var et lyspunkt: huslejerne blev fastsat på et meget lavt niveau. 60 år senere var det netop det, de ældre bedst kunne huske, da de kæmpede med at finde ud af den nye markedsøkonomis mysterier'.

Uvirkelighed
Man kunne blive ved. Men som det fremgår, er bogen så ensidig fordrejet, at man står tilbage med en fornemmelse af uvirkelighed.
Skulle nogen alligevel gøre et forsøg kan det anbefales i samme forbindelse at læse 'Blokadebogen' af Ales Adamovitj og Daniil Granin der udkom i 1985 og omhandler belejringen af Leningrad 1941-41 (900 dage). Den giver en skildring der er baseret på anderledes pålidelige kilder.

Rodric Braithwaite: Moskva 1941. 399 kroner. 465 sider. Gads Forlag, 2009.