Det er ikke sjovt at være soldat og ikke vide hvad man kæmper for. Eller at være junkie på Nørrebro. Men bortset fra det er der nok at grine af i Det Kongelige Teaters Skuespilhus til Revy ´09
af Gert Poder
Der er dømt 90 procent latterbrøl og ti procent alvor, når Ørkensønnen Niels Olsen trykker den af som instruktør i Det Kongelige Teaters Skuespilhus. Livets eksistentielle dramaer har måttet vige til fordel for satire over året der gik.
De fem skuespillere Tammi Øst, Anne Vester Høyer, Kurt Ravn, Henrik Koefoed og Jens Jacob Tychsen formår på forbilledlig vis at omsætte tekster og musik til en gang let underholdning, med hang til klumper i halsen på de rigtige steder.
'Så længe kronen holder' kaster sig lystigt over den økonomiske krise. Det er satire på den fede måde, når Tammi Øst banker bankerne på plads med en moderne fortolkning af 'Bjerget ligger langt ude i skoven'. Eller se hende bevise, at kvinder selvfølgelig kan fortælle en sjofel vittighed.
Hoben af bagkloge eksperter, der tager sig godt betalt for værdiløse råd, får sig et velfortjent fur. Der er også hip til træmanden NATO-Fogh og hans afløsers hang til flasken.
Til gengæld er der ikke noget at grine af i visen om soldaterne, der skal tilbage til Afghanistan. Eller den arme pige i den alternative 'Tornerose var et vakker barn', der dropper ud af skolen og ender sit elendige liv som skudoffer på Blågårds Plads.
Revy '09 vil ikke gå over i verdenshistorien som revykunst. Dertil er den for ujævn. Men instruktør Niels Olsen, scenograf Rikke Juellund og kapelmester Lars Fjeldmose serverer løjerne til et velspillende hold. Så trods et par skønhedsfejl og lidt for meget lal er man godt underholdt.
Så længe kronen holder, Revy `09, Det Kongelige Teaters Skuespilhus, til 5. juli.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278