Er der noget velgørende ved krisen, er det, at den gør nyliberalismens myter umulige

af Kjeld Stenum
Er der noget velgørende ved krisen, er det, at den gør nyliberalismens myter umulige.
Den 1. maj er arbejderbevægelsens internationale kampdag.
Det er ikke den ene eller den anden faglige bevægelses eller det ene eller det andet partis partis internationale kampdag. Eller rettere, det er deres allesammens, som det er vores alle sammens, for det er hele arbejderbevægelsens kampdag.
Det er et meget broget udtryk, med mange selvmodsigende tendenser. Organisationer, der støtter krige, og organisationer, der ser de samme krige som forbrydelser. Organisationer, som er svorne tilhængere af det EU, såvel som organisationer, der ser EU som kapitalisternes rotten sig sammen mod arbejderne. Organisationer, der mener, at 'bevægelsen er alt', og vi bedst realiserer alle arbejderklassens mål ved at arbejde konstruktivt reformrettet indenfor det eksisterende samfunds rammer. Og organisationer, der stik modsat anser netop de eksisterende magtforhold for at være det, der gør vores kamp for humane værdier og mål til en evindelig hængedyndsmarch, som reelt aldrig bringer os nogen vegne.
Det er ikke et spørgsmål, om vi vil anerkende alt dette som arbejderbevægelse. Alt dette er arbejderbevægelse. Det er arbejderes bevægelser Og hvem skulle have retten til at dømme, hvad der var og hvad der ikke var arbejderbevægelse?
Men hvor er den røde tråd i det? Er det ikke snarere kaos? tænker mange af os jo nok mismodigt. Og får trang til at lade 1. maj gå op i bajere i stedet for kampgejst. Eller vælger at blive hjemme og så radiser i kolonihaven i stedet for.
Andre går ligefrem skridtet videre og drager den konklusion, at der er ingen arbejderbevægelse mere. I dagligdagen føler de sig mere afhængige af firmaet end af deres kolleger, og politisk vælger de derfor også firmaets interesser frem for fællesinteresserne med kollegerne.
Der er ikke længere mål, som er særlige for arbejdere, siger de, der er kaos i stedet for bevægelse. Så hvorfor ikke lige så godt vælge Lars Løkke eller Pia Kjærsgård?
Og arbejderklassen er ved at forsvinde. Vi har nok alle hørt det, jeg tror sågar, vores forhenværende statsminister har sagt det i én af sine nytårstaler. Og mange langt ud over nyliberalistiske kredse har troet på det, opgangstidernes fornemmelse af at vi bare blev rigere og rigere gjorde måske en del særlig modtagelige. Men vi hører det ikke så meget mere.
Måske er man bange for, at argumenterne lyder hule nu, hvor der dagligt tales om, at arbejdsløsheden stiger. I ly af tal, der viste velfærdsfremgang for os alle sammen, udviklede verden i den nyliberalistiske æra også mere og mere ulighed, det har den gjort internationalt, og det har den også gjort lokalt i for eksempel Danmark.
Mange fik et chok, da EU`s østudvidelse med ét konfronterede os med, hvor elendige vilkår folk østfra var sunket til at lade sig byde bare for at få en indkomst. Endnu større chok har det vel været at opdage, at vil vi andre konkurrere med dem om jobbene nu, hvor der ikke længere er opgangstider, men finanskrise, bliver deres elendige vilkår fællesnævneren.
Det kan godt være, mange af os har følt velstandsfremgang, mens bankerne var villige til at låne os penge på husprisernes himmelflugt. Nu, hvor huspriserne styrtdykker, og vi bliver arbejdsløse og mister vores indkomst, skal vi betale tilbage.
Hvis nogen stadig hænger fast i myten om, at der i dag er mere, der giver arbejdere og firma fælles interesser, end der er, som skiller, så skal fem tæer i røven på grund af finanskrise nok hurtigt og eftertrykkeligt rive dem ud af den vildfarelse.
Er der noget velgørende ved krisen, er det, at den gør nyliberalismens myter umulige. Og hvis vi ikke lukker øjne og ører, ved vi også godt, at meget af den velstand, vi har følt vokse, aldrig var virkelig velstand, men bare discount-velstand.
>Den er betalt af armod og elendighed i andre lande. Forbrugsgoderne er billige nok til, at vi andre fattigrøve også har råd til at forbruge dem, fordi de er lavet under elendige forhold i fjerne lande, og undertiden ligefrem af børn. Og den elendighed og armod er ikke bare noget, som findes i enkelte særlig barbariske lande, nej, størstedelen af verdens befolkning har del i den.
At hævde, at arbejderklassen er ved at forsvinde, er blandt andet at usynliggøre denne største del af verdens befolkning. Vi kan ikke se de billige varer blive produceret, for det foregår i Kina, Pakistan, Indien, Sydøstasien. Og hvad vi ikke kan se findes ikke, forsøger supermarkedskæderne at bilde os ind, for de har ikke fået at vide om det, da de importerede varerne.
Nej, tænk, det har de ikke! Men hvis vi vil vide det, kan vi vide det. Nogle af de sydøstasiatiske produkter, som er blevet billige nok til, at vi alle kan eje dem, er nemlig computere med internetsadgang. Det er ikke længere så nemt for kapitalisterne at skjule noget for den, der vil vide.
Det var blevet for dyrt for kapitalisterne at holde sig forrest i konkurrencen. Profitraten var blevet så lav, at de hellere ville spekulere end investere i produktion. Derfor fik vi finanskrise.
Finanskrisen er en krise for kapitalisme som samfundssystem, for profitraten bliver ikke bare sådan lige høj igen. Kapitalismen kan kun 'løse' sin krise gennem forråelse, ved at afvikle sine sociale forpligtelser og presse arbejdstempo og trykke løn.
Det er ingen given ting, at folk vælger at stå sammen imod dette pres i stedet for at forsøge at overleve som kapitalisternes medløbere.
Men i valget mellem forråelsen og opgøret tror jeg, de fleste i dag vil vælge opgøret. Vi har tunge historiske erfaringer med at give efter for forråelse, som vi ikke har glemt. Og vi har - trods alt - for gode historiske erfaringer med, hvad sammenhold kan skabe.
Se blot til, hvordan vore besindige islandske brødre og søstre, der ikke er kendte for at slippe jorden med begge ben på én gang, var hurtige om at komme på gaden, da krisens jernnæve slog ned. Og det var ikke blot bankerne, der blev krævet draget til ansvar, det var også statsmagten. Ak, hvilken europæisk statsmagt burde ikke det?
Hvor langt vil der være fra kravet om, at regeringerne stiller anderledes målsætninger op for kampen mod krisen end milliardstøtte til bankerne, og til erfaringen af, at dette ikke er muligt indenfor kapitalismens rammer?
Næppe ret langt, for det er ikke muligt indenfor kapitalismens rammer. Så er tiden moden for en erkendelse af, at disse rammer må brydes.