Da en af Cambodjas rigeste familier ville rydde musikerkvarteret Dey Krahorm i Phnom Penh, havde de ikke regnet med den høje hvide mand fra Vesterbro. Hans navn er Karl Bille

Karl Bille synker ned bag bordet i Café Hackenbusch på Vesterbro. Udenfor skinner forårssolen.
Han har netop fået sig 'en kæreste jeg ikke kan sige nej til', siger han forlegent og bestiller morgenmad. Da den kommer, spiser han sultent.
- Hun har holdt mig vågen hele natten, griner han drenget.
Karl Bille er på hjemmebane her i Istedgade-kvarteret, som han kender bedre end de fleste.
- Jeg har overtaget min mors lejlighed og bor med udsigt til mit barndomskvarter, forklarer han.
Den 38-årige Vesterbrodreng er et ansigt, som mange kender fra de fem 'Anja og Viktor'-film. Nogle kan måske huske ham fra børne-tv dengang i 80`erne, eller senere fra tv-julekalenderen 'Brødrene Mortensen'.
Der står selvlært skuespiller på visitkortet, men det skal nok tages med et gran salt.
- Jeg fik min første lektion som seks-årig, så jeg er ikke selvlært, men har haft mange læremestre, siger Karl Bille.
Æblet er da heller ikke faldet langt fra stammen, når det gælder Karl Billes mange kunstneriske talenter. Hans amerikansk-fødte mor, Mary Beth Miller, var skuespiller før hun mødte Per Bille. Han er maler, spillemand og naturmenneske.
Men Karl Bille er meget andet end skuespiller. Han er kendt for at være lidt af en instrument-freak. Og han kalder gerne sig selv for spillemand og gøgler.
I efteråret 2006 sprang han ud som sanger og komponist med 'Ungkarlens Klagesange'. Hans seneste CD er 'Love and Eviction' fra marts 2009. Den fortæller historien om jordtyveri og udstødning i et af verdens mest korrupte lande, Cambodja.

Kampen om den røde jord
At Cambodja blev kampplads for den besindige Karl Bille var et rent tilfælde. Karl Bille har et stort hjerte for melankolsk musik.
- Jeg elsker smægtende sange, der gør lidt ond - sådan nogen som også Benny Holst og Poul Dissing har skrevet - skurvognspoesi og sigøjnersange, smiler Karl Bille.
- Sidste år lavede jeg sammen med dansk-cambodjaneren Kir Toft Vieth en film om musik- og gøglertruppen 'De Splittergale'. De var på en turné til Ungarn og Rumæniens sigøjnerfestivaler.
De fleste af truppens medlemmer har, eller har haft, en eller anden form for sindslidelse. De optræder med et skørt og livsbekræftende program, der er en blanding af musikalske evergreens, gårdsange, cirkusmusik, sigøjnersange og gakkede gøglernumre.
Rusultatet blev dokumentarfilmen 'Splittergal i Sigøjnerland'. Bagefter ville Kir Toft Vieth fortsætte samarbejdet.
- Hun ville tilbage til Cambodja for at lave en film om fattige musikere i hovedstaden Phnom Penh. Og det gjorde vi så, smiler Karl Bille.
På det tidspunkt kunne ingen forudsige konsekvenserne af den beslutning. Fra dag et røg Karl Bille i flæsket på en af Cambodjas rigeste mænd, Srey Seothea, som med brug af trusler og korruption har opbygget koncernen 7NG.
Koncernen driver ejendomshandel, byudvikling, udlån til fattige bønder og småhandlende, en tekstilfabrik, producerer korn og foderstoffer til landbruget og driver en række miner.
I 2005 fik Srey Seothea en hæderstitel for at bruge store summer på velgørenhed, især til fordel for staten. Samme år fik han så kontrakten på udviklingen af Dey Krahorm.
- Da Khmer Rouge-styret kollapsede i 1979 var kun 10 procent af Cambodjas kunstnere i live. De få overlevende samlede sig i en forladt park i hovedstaden Phnom Pehns midte, kaldet Dey Krahorm - den røde jord.
Her byggede de deres usle rønner og sloges i årevis for at overleve den fattigdom, som de fleste cambodjanere lever i. I alt boede her omkring 2.500 mennesker.
I 2003 ville regeringen opføre sociale boliger i området til gavn for de fattige. Men i 2005 var den plan glemt. I stedet skal der nu opføres to gigantiske tårne til gavn for landets erhvervsliv.

Land grabbing
Dermed startede mareridtet for Dey Krahorms indbyggere, hvoraf mange havde papirer på, at de boede lovligt. Desuden var byggeplanerne i strid med loven ikke forhandlet med de lokale indbyggere.
Det var dog måske ikke så overraskende. Cambodja er ifølge Amnesty International blandt verdens 10 mest korrupte samfund.
- Næppe var vi landet, så ringede telefonen. Der var risiko for, at de ville rydde Dey Krahorm næste dag, så nogen måtte sove der for at filme et overgreb, husker Karl Bille. Det var i januar 2008.
Samme nat lå han, Kir Toft Vieth og Lee Robinson under et myggenet i en utæt træhytte med rotterne pilende rundt om benene. Lee er aktivist i den cambodjanske organisation LIHCADO`s canadiske gren.
LIHCADO kæmper i Cambodja mod tyveri af jord, land grabbing. Grådige pengemænd køber retten til potentielt værdifulde landområder af korrupte embedsmænd og drøner de fattige beboere ud.
Det finder sted overalt i Asien, Afrika og Latinamerika, men Cambodja er særligt ramt. Titusindvis er allerede sat på gaden, og 150.000 er i farezonen lige nu. LIHCADO hjælper de udsatte juridisk og med ressourcer. Desuden dokumenterer de eventuelle overgreb undervejs.
- Vi var på stedet for at overvåge og filme, så almindelige mennesker, politikere, ngo`er og pressen kunne se, hvad der foregik. Alt røg lynhurtigt på nettet, siger Karl Bille.
Det var ikke svært for Karl Bille at få gode venner i det lille kvarter. Snart sad han i rundkredsen med mænd, kvinder og børn foran Dey Krahorms livsnerve - den lille købmandsbutik.
- Her købte man sukker, salt og smøger i små portioner, for ingen havde råd til mere. Mange familier tjente penge på at koge muslinger og snegle til en lækker snack, som de solgte rundt i byen, fortæller Karl Bille.
Filmholdet havde betinget sig, at alle aktioner var ikke-voldelige. Selv føler Karl Bille, at tilstedeværelsen af en høj, hvid mand med et kamera forhindrede de værste overgreb.
- Når der var optræk til ballade, dannede kvinder og børn cirkel for at beskytte sig mod de arbejdshold, som 7NG-selskabet sendte ud for at chikanere dem. Var der kun mænd, blev det virkeligt ondt, siger han.
Selv oplevede Karl Bille også at blive chikaneret, blandt andet ved at blive 'fulgt til dørs' af nedrivningsarbejdere. Men når det kom til stykket, turde de ikke røre ham.
- De var jo lige så fattige som de mennesker, som skulle smides ud af deres boliger, siger Karl Bille. Han forstår glimrende deres situation. Derimod er han stærkt forarget over 7NG`s og bystyrets opførsel.
- I deres øjne var indbyggerne anarkister, kriminelle, narkomaner og sexforbrydere. Samtidig fik firmaet smidt beboernes kvartersledere i fængsel.

Moderne slaveri
Dybest set handlede kampen i Dey Krahorm om penge. Alle var klar over, at firmaet ville få sin vilje til sidst, men det skulle ske til en anstændig pris. Beboerne forlangte fuld kompensation, enten ved genhusning i hovedstaden eller penge til at bygge et nyt hus.
- I stedet fik de tilbudt et par tusinde dollars og genhusning langt uden for alfarvej i et kvarter med utætte huse uden strøm og kloakering, forklarer en fortørnet Karl Bille.
Her ligger også 7NG`s tekstilfabrik, så kvinderne kunne arbejde for en ussel løn. Mændene kunne tjene et par dollars om dagen som nedrivningsarbejdere.
- Hvis de skal til byen, så må de betale firmaet for at køre med deres bus. Hvis de vil sælge på det lokale markedet, skal de leje standen af firmaet. Det er bare så sygt, fnyser han og kalder det en form for moderne slaveri.
- Det var enormt hårdt at holde sig i skindet og ikke blive frustreret over, at jeg ikke kunne redde verden og gøre mere, husker han.
De mange voldsomme indtryk udkrystalliserede sig efterhånden i sange. Små popstykker sunget på Karl Billes andet modersmål, amerikansk. En blanding af vestlig guitarklang, sing-along og cambodjanske harmonier.
- Jeg havde skrevet sange før, men her gav det en ny mening. Jeg endte med at have materiale til en hel skive med hjem.

Korrupt pengemagt
Karl Bille har talt sig varm nu. Han bander og sværger over et system, der tillader en pædofildømt læge at eje det lokale børnehjem.
- Skulle han blive dømt igen, så betaler han sig bare fri, fortæller Karl Bille. Både pædofili og sexturisme er udbredt, især efter at nabolandet Thailand har strammet op.
Cambodja er også landet, hvor man for 200 dollars kan betale sig til en tur på landet. Her får man udleveret en bazooka og lov til at skyde en ko!
- Hun Sen har reelt haft magten i landet siden de røde Khmers fald i 1979. Det gør ham til verdens længst siddende premierminister. Samtidig er der intet retsopgør efter myrderierne.
- Der er fem på anklagebænken. Der er gået ti år, og intet er sket. Det giver ingen mening at lægge retsopgøret i et af verdens mest korrupte lande, siger Karl Bille. Han forstår ikke, hvorfor Vesten intet gør.
- Denne region er røvkneppet af Europa, USA og Australien så længe, at vi skylder dem en hjælpende hånd. I stedet får røvhullerne en milliard kroner om året i såkaldt udviklingsbistand.
- Pengene går til disse ondsindede mennesker, der har haft alt for meget magt alt for længe. Dette land er bare så traumatiseret. I stedet burde der være en effektiv indsats fra verdenssamfundet.

Chop sticks
Tilbage i Danmark slog Karl Bille på tromme over for vennerne, og fik snart samlet et hold. Han skaffede et lokale på B&W og opbyggede et studio og lavede så plade det næste halve år.
- Jeg kunne godt se, at jeg jo måtte tilbage, så jeg inviterede nogle folk med. Vi kaldte bandet Chop Stics, fordi det er et symbol i Cambodja på noget, der ikke kan knækkes, når de er flere sammen, fortæller Karl Bille.
Bandet havde planlagt en tur til andre steder der var plaget af land grabbing i Cambodja. Her ville de opføre deres sange om Dey Krahorm, korruption, pædofili, magtmisbrug og 7NG`s udbytning af indbyggerne.
Men det gik helt anderledes. Knapt var de kommet til Phnom Penh i januar 2009, før 7NG definitivt slog til mod Dey Krahorn. De stillede et ultimatum for et par hundrede, tilbageblevne familier, efter først at have indgået aftaler med de mest prominente kunstnerfamilier.
- Den 24. januar vågnede jeg tidligt om morgenen ved lyden af sirener og ser røgsøjler komme op fra kvarteret, hvor jeg bor lige i nærheden. Jeg havde ligget syg et par dage, men kom i tøjet, tog mit kamera og stavrede af sted, siger Karl Bille.
Stedet var fuldstændig omringet af soldater og politifolk, der tjente lidt ekstra udenfor arbejdstid ved at bistå 7NG med at rive Dey Krahorm ned. De skreg af grin, mens indbyggerne forgæves forsøgte at redde deres fattige ejendele fra bulldozernes hærgen.
- Det lykkedes mig at komme ind af en bagindgang. Jeg så et helt kvarter blive smadret. Arbejderne smed sten på kvinder og børn, mens vandkanoner spulede al modstand bort, husker Karl Bille.
Hans venners liv var smadret, og de fleste endte med at tage imod firmaets tilbud om genhusning 20 kilometer udenfor byen.
Rydningen og dens forløb er blevet kritiseret sønder og sammen af blandt andet FIDH, den internationale føderation for menneskerettigheder. Alligevel kaldte premierminister Hun Sen indbyggerne og deres hvide sympatisører i Dey Krahorm for 'det 400. plan af helvede'.
- Helvedet må åbenbart eksistere på mange niveauer dernede, griner Karl Bille. Men hans øjne røber, at der ikke var meget at grine af.
Chop Sticks fik spillet en enkelt koncert, og Karl Bille hjalp til med at skaffe tag over hovedet, mad og retshjælp til Dey Krahorms udstødte familier.
- Vi tog rundt og besøgte dem, hvor de nu havde fundet husly, og hjalp dem så godt vi kunne. Men deres håb var knækket. Det var ret traumatisk.

Kunsten at takke nej
Hjemme igen vil Karl Bille og resten af Chop Sticks tilbyde kirker, højskoler og forsamlingshuse en slags musikalsk foredrag. Et mix af musik, film og fortællinger.
Han har ikke travlt med at komme tilbage på scenen eller foran kameraet. Prioriteten er at lave tingene selv, at koncentrere sig om sin egen kunst.
- Skuespillere er en slags sprællemænd. Man stikker penge ind i et hul, og så spræller de, uden at have deres egen mening. Egentlig skal vi bare sige 'ja', lyder det tørt fra Karl Bille.
- Kommer der en producer, der siger du skal gøre det her og smile til kameraet, så sig ja! Og det kan man s`gu godt blive lidt træt af, når det ikke er mig selv og mine behov og de ideer jeg har, jeg siger ja til.
Politisk er han ikke forandret af de dramatiske hændelser i Cambodja, men han medgiver gerne, at det har ændret ham.
- Jeg er nok mindre naiv. Nu ved jeg, hvordan korruption virker, og jeg er måske mere gal end jeg var i forvejen. Det er bare dumt at være sur og mopset, siger Karl Bille.
- Nogen tjener for meget, og andre tjener for lidt. Det er altid de fattigste der tjener for lidt. Imens bliver vi ved med at ville være rige, og ignorerer at alle rettigheder voldtages i Afrika og Asien, lyder Karl Billes afskedssalut. Og han tilføjer:
- Det er ikke noget nyt, men jeg har bare lært en masse om, hvad der foregår i meget fattige lande. Det er jeg faktisk glad for.

Ny CD
'Love and Eviction' - kærlighed og udstødelse - er 13 sange fyldt med spændende historier, der ikke kun handler om sult, dårligdom, onde rigmænd og udstødelse, men i lige så høj grad handler om folkene i Dey Krahorn og deres liv.
Det er små underspillede fortællinger i balladeform, udformet som inderlige popsange, men tilsat rytmer fra folkemusik, calypson, reggae, jazz og harmonier fra Cambodja.
Mens Karl Bille selv har taget sig af strengeinstrumenterne, har i alt 14 gode venner hjulpet med percussion, trommer, strygere, blæsere, håndklap og kor.

Karl Bille: Love and Eviction. Udgivet af Ord og Pladeproduktion. Distribution: Kick Music/Sony BMG. .