Nyhedsmedierne fortæller os sandheden om konflikter som den i Mellemøsten, men hvem bestemmer egentlig, hvordan sandheden opstår og hvem der ejer den?

af Eigil Nielsen
I bogen 'Folk som os - Hvad medierne ikke fortæller' beretter den hollandske mellemøstkorrespondent Joris Luyendijk om de erfaringer, han har gjort i de knap fem år, 1998-2003, han har været udstationeret i Mellemøsten.
Han har i den tid gennemgået en udvikling, hvor han til at begynde med troede, at han havde til opgave at finde ud af, hvorledes tingene hang sammen, men hvor han efterhånden bliver klar over, at det var der allerede andre, der havde gjort før ham.
Når han sendte nyheder hjem til Holland, var interviewenes spørgsmål og svar som regel aftalt på forhånd på baggrund af informationer fra de store nyhedsbureauer. Det var således meget begrænset, hvilken indflydelse han selv havde på det stof, han sendte.
Det gik op for ham, at han efter et halvt års virke ikke havde formået at sende én artikel om den fattigdom, han havde mødt, og heller ikke om den stolthed, mennesker kunne føle midt i fattigdommen. Han følte voksende ubehag ved arbejdet.

Diktaturstater
Ved reportager fra de arabiske lande, der jo blev styret diktatorisk - for eksempel Egypten - følte han ubehag ved, at han ikke kunne få lejlighed til at udtrykke, at man i disse lande i virkeligheden ikke kunne vide, hvorledes befolkningen følte, fordi fri ytring var umulig. Det, der kunne bringes, var den overordnede, officielle politik.
De spredte udsagn fra private mennesker kunne han ikke bringe, dels fordi han ikke kunne vide, hvor repræsentative de var, og dels fordi han ikke ønskede at bringe de pågældende personer i fare ved at offentliggøre deres navne.
Alt for mange 'nyheder' var konstruerede optagelser foran snurrende kameraer.
Han følte stort ubehag ved nyhedsbureauernes beskrivelse af araberne som én homogen masse, når araberne i virkeligheden udgør en meget uensartet befolkningsgruppe.

CNN styrer virkeligheden
Man kan heller ikke tale om én form for islam. Den fredelige gren af islam er usynlig i de vestlige medier, skriver han.
Den vestlige ensidighed gør sig også gældende i beskrivelsen af al-Qaeda efter 11. september.
Joris Luyendijk gør sig mange interessante betragtninger over denne bevægelse og over Osama bin Laden.
Denne henviser i hver eneste video til de vestlige regeringers støtte til de vigtigste arabiske diktaturer med penge, våben og informationer. Osama bin Ladens budskab til de vestlige regeringer er: Skrub af!
I Ramallah opdager han for første gang, i hvor høj grad TV styrer ens billede af virkeligheden.
Som en israelsk informationschef formulerer det: 'Det drejer sig ikke om, hvad der er sket, men om, hvordan det bliver bragt af CNN.'
Han opdager, hvorledes intet ord er upartisk, men i høj grad er ledende. Hvem er for eksempel 'terrorist'?

Evner for mediekrig
Israelerne er ekstremt dygtige til at tilrettelægge deres informationer, så de fremstår som nogle, der blot forsvarer sig mod de angrebslystne palæstinensere, mens palæstinenserne er meget dårlige i denne henseende.
Det skyldes i høj grad, at de palæstinensiske selvstyremyndigheder lægger mere vægt på loyalitet end på talent, mener forfatteren.
Også USA er dygtig til at føre mediekrig, hvilket sås forud for angrebet på Irak. Det lykkedes at få store dele af befolkningerne til at tro på, at USA ønskede at indføre demokrati i Irak - mens amerikanerne støttede diktatorerne i resten af regionen!

Græde foran skærmen
Luyendijk har selv oplevet krigens gru på nærmeste hold, og han skriver: 'Hvis de vestlige massemedier havde gjort deres arbejde under krigen, så ville deres seere have ligget og kastet op og grædt foran skærmen.'
Man forstår godt, at Joris Luyendijk til sidst opgav det forjagede, overfladiske korrespondentjob til fordel for mere dybtgående baggrundsartikler - og så også denne bog.
Efter læsningen af den vil man nok tænke om bag de nyheder, der serveres i de daglige TV-udsendelser. Hvor meget fordrejer de? Hvor meget fortier de?
Og så kan man vist også godt blive vred over, at man som seer ikke bliver behandlet bedre! Læs bogen og bliv forarget og vred - og mere tænkende!

Joris Luyendijk: Folk som os - Hvad medierne ikke fortæller. 243 sider. Kr. 249, Informations Forlag.