Pelle Ossler har med ¤¤Ett Brus¤¤ begået både et alvorligt og smukt album, som også fortjener opmærksomhed i Danmark
af Mikael Strandbech
Skånske Pelle Ossler har indspillet sit femte album 'Ett Brus' i det selvsamme Hansa studio i Berlin, hvor også David Bowie indspillede 'Low' og 'Heroes'.
Storbyens stenørken synes at være en velvalgt baggrund for Osslers musik. Guitarist Conny Nimmersjö fra Bob Hund og Joakim Thåström på synth er med. Musikalsk bevæger Ossler sig også et sted herimellem.
Knapt så sprælsk som Bob Hund og mindre ligetil end Thåström. Noget mørkere og hårdere, som en tidlig Nick Cave. Med sin helt egen sortkullede poesi og underspillede humor sunget på hjemstavnens sprog til spøgelsesagtige synths, forvrænget eksplosiv guitar og en tung, tung rytmesektion.
Fortællingen er i centrum. Den handler om outsidere, skyggesider og søgen.
Linjen 'Jag lever i ett rum som inte finns' er fra nummeret 'Slutet rum' - en historie af kafkaske dimensioner, om et mystisk hus og mærkelige rum. Men 'Jag har skaffet mig ett agrigat kraftfullt som en tysk maskin' som det hedder videre i 'Borra hål'. Og 'Go-go Elvis' bliver det så i 'Elvis på Institutionen', da Elvis stikker af.
Stivnet sukker i bunden af en kaffekop, barndomsminder og myter om den bundløse, sorte lergrav bliver i nummeret 'Lergraven' en både dyster og fascinerende fortælling om fortrængninger. Titelnummeret 'Ett Brus' er en uforbeholden kærlighedserklæring til en kvinde og det der rumsterer i hendes bryst.
Pelle Ossler, der også er menigt medlem af bandet Sällskabet, har med 'Ett Brus' begået både et alvorligt og smukt album, som også fortjener opmærksomhed i Danmark.
Ossler: Ett Brus. ST4T/ Warner Music.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278