Ægteskab er et langt sejt træk, med op- og nedture. Barske, humoristiske og groteske. Gå i teatret og bliv klogere på dit ægteskab
af Bjarne Nielsen
Sukkerkogeriets aktuelle teaterstykke, 'Små ægteskabelige forbrydelser', er en vaskeægte thriller, hvor løgn, fortielse og passion udgør en livsfarlig cocktail.
Gilles, spillet af Kurt Dreyer, har mistet hukommelsen ved en mystisk ulykke og aner ikke, hvem han er. Lisa, spillet af Lane Lind, påstår at de har været gift i 15 år. Hun har bragt ham hjem til deres lejlighed. Men Gilles husker intet.
Er han virkelig den både forfærdelige og dejlige mand, som Lisa beskriver?
Gilles fornemmer, at der ligger noget andet og mere alvorligt gemt i deres forhold. Og hvad er det egentlig for en ulykke han har været udsat for?
Sandheden bliver sat på prøve, og handlingen overrasker gang på gang, når den på underfundig og underholdende vis afslører nye sider af det ægteskabelige brutalitetsteater.
Stykket giver ikke svar på de store og flyvske følelser ægteskabet giver, men 'inviterer på en eftertænksom og overraskende rejse med nye spørgsmål og erkendelser' for hjerte og hjerne. En pointe er nok, at ægteskab er et langt sejt træk, med op- og nedture. Barske, humoristiske og groteske.
'Jeg har aldrig helt kunne beslutte mig for hvilken genre det ægteskabelige samliv tilhører: Tragedie eller komedie? Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at det er dramatisk', skriver Schmitt i programmet, hvilket stykket på alle måder illustrerer.
I samme program citeres psykiateren Finn Skåderud for, at 'kærligheden er usaglig. Den er meget farligere end heroin. Farligheden udspringer selvfølgelig af vores absolutte afhængighed. Uden kærlighed intet liv'. En skarp iagttagelse, der kan bekræftes af de fleste.
Stykkets to skuespillere, Dreyer og Lind er intet mindre end fremragende og som tilskuer og autodidakt på det ægteskabelige felt, føler man sig mere end godt underholdt samtidig med man kan få mange interessante diskussioner med sin partner senere i samtalekøkkenet eller hvor de nu måtte foregå.
Teater når det er virkelig godt.
Små ægteskabelige forbrydelser af Eric-Emmanuel Schmitt. Iscenesættelse: Kim Bjarke. Scenografi: Marianne Nilsson. Sukkerkogeriet Odense Teater. Spiller indtil 14. Maj.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278